Nævnet stadfæstede i november 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Sagen er sambehandlet med Iran/2022/56 og Iran/2022/57. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og oprindeligt muslim fra [by], Iran. Ansøgeren har oplyst, at han efterfølgende er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv i Iran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller slået ihjel af de iranske myndigheder. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han er konverteret til kristendommen, og at han fik interesse for kristendommen igennem [sit nære familiemedlem A], i 2015 efter ikke at have praktiseret islam i cirka seks til syv år. Under sit ophold i Iran begyndte ansøgeren at læse i Det Nye Testamente og se kristne TV-kanaler, og ansøgeren blev i den forbindelse særligt betaget af det kristne kærlighedsbudskab. Ansøgeren besøgte endvidere en huskirke to til tre gange, hvor deltagerne bad, sang, prædikede og tilbad Gud. [A] blev efterfølgende anholdt af de iranske myndigheder for at køre i bil sammen med en kvinde. Ansøgeren betalte i den forbindelse 500.000 tomaner for at få [sit nære familiemedlem A] løsladt. På vejen hjem fortalte [A] ansøgeren, at han havde opbevaret [kristent materiale] i bilen, som efter anholdelsen fortsat var i de iranske myndigheders varetægt. Ansøgeren frygtede, at de iranske myndigheder ville få kendskab til det kristne materiale i bilen, som stod registreret i ansøgerens navn, hvorfor ansøgeren besluttede sig for at rejse til Teheran i et par dage. Ansøgeren blev herefter af en ven orienteret om, at myndighederne havde fundet det kristne materiale i bilen, hvorfor ansøgeren og [A] besluttede sig for at udrejse til Tyrkiet, hvor ansøgeren og [A] opholdt sig i cirka fem år. Ansøgeren fortsatte i denne periode sine kristne aktiviteter, og han blev døbt [i foråret] 2016. Ansøgerens ægtefælle og [nære familiemedlem B] indrejste efterfølgende ligeledes i Tyrkiet. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter, at ægtefællens [familiemedlem], som tilhører en religiøs martyrfamilie med tilknytning til de iranske myndigheder, vil angive ansøgerens og ansøgerens families kristne tilhørsforhold til de iranske myndigheder. Vedrørende ansøgerens asylmotiv om konversion til kristendommen bemærker Flygtningenævnet indledningsvis, at i et tilfælde, hvor ansøgerens asylmotiv er frygt som følge af konversion, er der efter Flygtningenævnets faste praksis anledning til at foretage en kritisk og indgående bedømmelse af troværdigheden af ansøgerens forklaring herom, herunder om tidspunktet for konversionen, baggrunden for konversionen og om følgerne af konversionen, jf. herved også UNHCR’s Guidelines on International Protection: Religion-Based Refugee Claims under Article 1A(2) of the 1951 Convention and/or the 1967 Protocol relating to the Status of Refugees, pkt. 34. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgerens konversion er reel, herunder således at det kan antages, at ansøgeren vil foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet kan således ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konversion til grund, idet forklaringen herom ikke fremstår troværdig. Nævnet lægger herved først og fremmest vægt på, at ansøgerens forklaring om, hvad der nærmere var udslagsgivende for, at han i Iran konverterede til kristendommen blot cirka 2-2 ½ måned efter, at ansøgerens [nære familiemedlem A] i [sommeren] 2015 havde fortalt ham om kristendommen, fremstår ureflekteret og overfladisk, og konversionen skete påfaldende hurtig. Ansøgeren har under samtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2020 herom forklaret, at han på tidspunktet fremsagde trosbekendelsen, men han har også forklaret, at han ikke kunne trosbekendelsen udenad, selv om den må anses for helt grundlæggende i kristendommen. Under sin forklaring for nævnet har ansøgeren desuden forklaret, at han på tidspunktet for sin konversion stadig var i tvivl. Ansøgerens forklaring for nævnet om en drøm inden konversionen fremstår også på den baggrund konstrueret og er i øvrigt udbyggende i forhold til ansøgerens tidligere forklaringer om anledningen til konversionen. Særligt henset til, at det i Iran er ulovligt at konvertere fra islam til kristendommen, må det ikke mindst på den baggrund kunne forventes, at ansøgeren er i stand til at forklare, hvordan han blev overbevist om at konvertere og foretage handlinger, som er ulovlige i Iran, henset til den fare, som han derved udsatte sig selv for. Ansøgeren har således ikke på overbevisende måde, hverken under samtalerne med Udlændingestyrelsen eller under mødet i Flygtningenævnet, kunnet redegøre nærmere for sine refleksioner over motivet for og konsekvenserne af konversionen. Ansøgerens forklaring under nævnsmødet om kristendommens betydning for ham og hans bevæggrunde for at konvertere, herunder hans indre overbevisning, fremstår tillært og konstrueret. Det forhold, at ansøgeren under nævnsmødet har demonstreret et vist kendskab til kristendommen, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren på baggrund af en indre overbevisning reelt er konverteret til kristendommen. Nævnet har ydermere lagt vægt på, at det fremstår bemærkelsesværdigt, at medlemmerne af huskirken angiveligt ikke tog nogen forholdsregler i forhold til ansøgeren i forbindelse med sikkerheden overfor de iranske myndigheder, særligt når henses til, at det i Iran er ulovligt at konvertere fra islam til kristendommen. Det fremgår således af baggrundsoplysningerne, herunder af ”Update on the Situation for Christian Converts in Iran”, udgivet af Udlændingestyrelsen i juni 2014, at huskirker generelt er svært tilgængelige, og at potentielle medlemmer overvåges i flere måneder, før de får adgang til huskirken. På den baggrund fremstår ansøgerens forklaring om, hvordan han blev medlem af huskirken, ikke troværdig, herunder at han uden videre fik adgang til huskirken, alene fordi hans [nære familiemedlem A] gennem få måneder var kommet i huskirken. Endelig lægger nævnet vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår hans bopæl blev ransaget, idet han i sit asylskema har oplyst, at ransagningen skete samme aften, som [det nære familiemedlem A] blev anholdt, mens han til asylsamtalen [i efteråret] 2020 forklarede, at ransagningen fandt sted aftenen efter, at [det nære familiemedlem A] var blevet anholdt. De fremlagte udtalelser fra forskellige kristne trossamfund, fotos og videoer samt ansøgerens dåbsbevis kan ikke føre til en ændret vurdering. De aktiviteter, som ansøgeren har haft i Danmark i tilknytning til kristne institutioner, kan ikke i sig selv føre til, at han er kommet i et asylbegrundende modsætningsforhold til myndighederne i Iran. Flygtningenævnet lægger i øvrigt vægt på, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, at iranere, som har søgt asyl uden for Iran, sandsynligvis ikke vil blive forfulgt af myndighederne ved en tilbagevenden til Iran på baggrund af aktiviteter foretaget uden for Iran, også selvom aktiviteterne relaterer sig til en asylansøgning, herunder konversion til kristendommen. Der henvises til DFAT Country Information Report, udgivet den 7. juni 2018. Der henvises endvidere til Dansk Flygtningehjælps rapport ”House Churches and Converts” udgivet i februar 2018, hvoraf det fremgår, at de iranske myndigheder er klar over, at iranske asylansøgere, der har søgt asyl på baggrund af konvertering, ikke vil blive retsforfulgt herfor ved en tilbagevenden til Iran. Det forhold, at ansøgerens [nære familiemedlem B] er blevet meddelt opholdstilladelse i henhold til udlændingelovens § 7, stk. 1, som følge af hendes deltagelse i en demonstration i Danmark mod det iranske styre og den efterfølgende profilering via [et socialt medie], findes efter en samlet vurdering ikke at medføre, at nærværende ansøger som følge heraf ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse af de iranske myndigheder. Nævnet lægger herved blandt andet vægt på, at ansøgerens ægtefælle fortsat bor i Iran, og efter det oplyste ikke er blevet opsøgt eller tilbageholdt som følge af [B’s] deltagelse i demonstrationer i Danmark og den efterfølgende profilering som følge heraf. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren kan meddeles opholdstilladelse som konsekvens af, at [B] er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det er sammenfattende Flygtningenævnets vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2022/55/MLVT
