Nævnet stadfæstede i september 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en mand, der var meddelt subsidiær beskyttelse i Italien. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark blandt andet til de generelle forhold for personer med opholdstilladelse i Italien og til, at klageren i Italien er blevet udsat for vold.Flygtningenævnet udtalte:”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af udlændingelovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af udlændingelovens § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren er meddelt opholdstilladelse som flygtning med subsidiær beskyttelse i Italien, og at opholdstilladelsen udløb [i foråret] 2022. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 29 b (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, bemærkningerne til § 1, nr. 2 og 8) blandt andet: ”Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b kan en asylansøgning afvises, hvis ansøgeren allerede har opnået beskyttelse i et land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse. Afvisning kan alene ske, hvis betingelserne for at betragte landet som første asylland er opfyldt som følge af, at en udlænding tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er i den forbindelse ikke et krav, at udlændingen kan leve på fuldt ud det samme niveau som det andet EU-lands egne statsborgere eller som flygtninge i Danmark, og praksis vedrørende overførsler efter Dublinforordningen kan ikke uden videre overføres, idet der bl.a. må sondres mellem vilkårene for udlændinge, hvis asylsag er under behandling, og udlændinge, der allerede har opnået beskyttelse. Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b forudsætter ikke, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse. Viser det sig efterfølgende, at udlændingen nægtes indrejse, vil sagen efter omstændighederne kunne genoptages.” Efter Flygtningenævnets praksis skal den pågældendes personlige integritet og sikkerhed endvidere være beskyttet, uden at der dog derved stilles krav om, at vedkommende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllands egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion No. 58, 13. oktober 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der i den forbindelse blevet lagt vægt på blandt andet, om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor mv. Bestemmelsen i udlændingelovens § 29 b indebærer, at en person, der allerede har opnået beskyttelse i et andet land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse, som udgangspunkt ikke har ret til at få sin ansøgning om asyl behandlet i Danmark. Det anførte skal også ses i sammenhæng med, at der gælder en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. præmis 80 i EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i sagerne C-411/10 og C-493/10. Flygtningenævnet finder, at det vil være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Italien, samt at klageren i Italien vil være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes herved, at klageren har opnået beskyttelse i Italien, der som medlem af EU er omfattet af EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder, herunder dennes artikel 19, stk. 2, og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non-refoulement-princippet som anført i konventionens artikel 33, stk. 1. For så vidt angår det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om de generelle forhold for flygtninge med opholdstilladelse i Italien, finder Flygtningenævnet, at en afvisning af klageren ikke vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder og som omfattet af EMRK artikel 3 og CCPR artikel 7, ligesom nævnet finder, at klagerens personlige integritet og sikkerhed vil være beskyttet i fornødent omfang. Tilsvarende finder Flygtningenævnet, at de generelle sociale og økonomiske forhold for flygtninge med opholdstilladelse i Italien – skønt svære – ikke er på et så uacceptabelt niveau, at klageren efter Flygtningenævnets praksis ikke kan henvises til at tage ophold i Italien som første asylland. Det bemærkes herved, at det af AIDA’s rapport: “Country Report: Italy – 2022 Update” fra maj 2023 fremgår, at personer med international beskyttelse i Italien har adgang til arbejdsmarkedet og den samme adgang til sundhedsvæsenet og sociale boligtilbud som italienske statsborgere. Flygtningenævnet lægger således til grund, at klageren med en opholdstilladelse i Italien vil kunne modtage basale sociale og økonomiske ydelser, herunder lægehjælp og bolig. Det forhold, at klageren til DRC Dansk Flygtningehjælp har oplyst, at han i Italien blev udsat for vold og blev skåret med en kniv flere steder på kroppen, og at han i forbindelse med anmeldelse af episoden ved politiet oplevede at blive afvist, og at han under sit seneste ophold i Italien blev overfaldet af en gruppe [personer], kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren fortsat må henvises til at rette henvendelse til de italienske myndigheder, hvis han igen skulle opleve problemer, idet myndighederne må antages at have viljen og evnen til at yde den nødvendige beskyttelse. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at klageren ikke efter det oplyste har indgivet en klage til en overordnet instans over det italienske politis håndtering af klagerens forsøg på at anmelde den første episode. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” §29b-Ita/2023/5/eeb
