Nævnet omgjorde i september 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i Danmark i 2014 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2021 idømt fængsels i 1 år og 3 måneder for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, § 244, stk. 2, jf. stk. 1 og § 266 samt for overtrædelse af knivlovens § 7, stk. 1, jf. § 1 og 2, stk. 1, nr. 1. Dommen blev stadfæstet 2022. Klageren blev samtidig udvist af Danmark med indrejseforbud i 12 år. Flygtningenævnet udtalte:”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Syrien. Klageren er etnisk araber, sunnimuslim af trosretning og statsløs palæstinenser fra [en palæstinensisk flygtningelejr], [by I], Syrien. Klageren har hverken i Danmark eller Syrien været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at de syriske myndigheder vil betragte ham som landsforræder, idet han er udrejst illegalt af Syrien. Klageren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter de generelle forhold i Syrien, herunder at han ikke vil være i stand til at klare sig økonomisk, og at han som statsløs palæstinenser har begrænsede rettigheder. Klageren har derudover som asylmotiv henvist til sine politiske aktiviteter i Danmark. Indledningsvis bemærkes, at der ikke er grundlag for at hjemvise sagen. Det forhold, at Udlændingestyrelsen har lagt til grund, at voldsudøvelsen er foregået gennem en længere periode end det, der er domfældt for, ikke i sig selv kan ikke føre til en hjemvisning. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at klageren er domfældt for personfarlig kriminalitet efter de bestemmelser, som Udlændingestyrelsen har lagt til grund. Flygtningenævnet lægger som Udlændingestyrelsen til grund, at klageren, der er født og opvokset i [en palæstinensisk flygtningelejr], [by I], hvor han var registreret ved UNRWA, er omfattet af flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt., og dermed som udgangspunkt er udelukket fra at opnå beskyttelse efter konventionen, idet klageren tidligere har nydt beskyttelse og bistand fra UNRWA. Der skal efter flygtningekonventionens artikel 1 D, 2. pkt., herefter tages stilling til, om UNRWA’s beskyttelse eller bistand må anses for at være bortfaldet, idet udelukkelsen fra beskyttelse efter flygtningekonventionen i så fald ophører, hvilket medfører, at den pågældende automatisk anses for omfattet af flygtningekonventionen og vil blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Ved den nærmere forståelse af, hvornår UNRWA’s beskyttelse eller bistand kan anses for bortfaldet efter den nævnte bestemmelse, kan der henvises til EU-Domstolens praksis vedrørende fortolkningen af kvalifikationsdirektivets artikel 12, stk. 1, litra a, som implementerer flygtningekonventionens artikel 1 D, og som derfor også kan have betydning for fastlæggelsen af den danske retstilstand, selvom Danmark på grund af retsforbeholdet ikke er bundet af direktivet, jf. således Flygtningenævnets beretning for 2022, side 391. Det følger bl.a. af dom af 3. marts 2022 i sag C-349/20, N.B., A.B. mod Secretary of State for the Home Department, præmis 50, at artikel 12, stk. 1, litra a, 2. pkt., i direktivet finder anvendelse, når det på grundlag af en individuel vurdering af samtlige relevante forhold viser sig, at den pågældende statsløse af palæstinensisk oprindelse befinder sig i en situation, hvor vedkommendes personlige sikkerhed er i alvorlig fare, og at det er umuligt for UNRWA, hvis beskyttelse den berørte har påberåbt sig, at sikre den pågældende de levevilkår, som er i overensstemmelse med organets opgave, hvorved denne statsløse person på grund af omstændigheder, der ligger uden for vedkommendes kontrol, og som ikke er udtryk for vedkommendes vilje, således tvinges til at forlade UNRWA’s operationsområde. I dette tilfælde skal den nævnte statsløse, medmindre den pågældende er omfattet af en af de øvrige udelukkelsesgrunde, som er anført i direktivet, og uden nødvendigvis at skulle godtgøre, at vedkommende har en velbegrundet frygt for forfølgelse som omhandlet i direktivets artikel 2, litra c, uden videre have ret til at blive omfattet af direktivets bestemmelser. Efter præmis 56 skal de myndigheder og retsinstanser, der skal træffe afgørelse om muligheden for uden videre at blive anerkendt som flygtning, ligeledes efterprøve, om det på nuværende tidspunkt er muligt at vende tilbage til UNRWA’s operationsområde. Når den pågældende godtgør, at vedkommende er blevet tvunget til at forlade UNRWA’s operationsområde af grunde, der ligger uden for vedkommendes kontrol, og som ikke er udtryk for vedkommendes vilje, tilkommer det medlemsstaten, såfremt denne finder, at den pågældende nu er i stand til at vende tilbage til dette område og opnå denne beskyttelse eller bistand dér, at godtgøre, at dette er tilfældet. Medlemsstaten skal således godtgøre, at omstændighederne har ændret sig i det pågældende operationsområde, jf. præmis 65 og 66. Flygtningenævnet skal indledningsvis vurdere, om der efter en konkret og individuel vurdering er grundlag for at antage, at klageren ikke kan vende tilbage til Syrien med henblik på dér at opnå beskyttelse af UNRWA. Klageren har for Flygtningenævnet anført at have en konflikt med de syriske regime som følge at være udrejst illegalt af landet, og at han af regimet anses som oppositionstilhænger, da han kommer fra [en palæstinensisk flygtningelejr]. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren er udrejst illegalt af Syrien, og at han boede i [en palæstinensisk flygtningelejr] forud for udrejsen. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han som følge heraf har en asylbegrundede konflikt med de syriske myndigheder. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren over for Udlændingestyrelsen har oplyst, at han aldrig har været politisk aktiv eller på anden måde profileret sig i Syrien. Nævnet har ligeledes lagt vægt på, at klageren i [sommeren] 2014 og kort forinden indrejsen i Danmark i [efteråret] 2014 fik udstedt et pas. Endelig har nævnet lagt vægt på, at en del af klagerens familie fortsat opholder sig i Syrien. Det kan ikke lægges til grund, at klagerens [familiemedlem F] i 2019 telefonisk er kontaktet af efterretningstjenesten og efterfølgende har været indkaldt til afhøring på grund af klageren. Klageren har forklaret divergerende og udbyggende herom, idet klageren til Udlændingestyrelsen har forklaret, at hans familie alene telefonisk er kontaktet, og at der ikke skete yderligere. For Flygtningenævnet har klageren forklaret, at hans [familiemedlem F] først blev telefonisk kontaktet og efterfølgende indkaldt til afhøring, og at broren for et år siden kom i [nærmere bestemt lejr], men klageren ved ikke hvorfor. Omkring divergensen har klageren forklaret afglidende. I forhold til klagerens sur place asylmotiv, herunder at han som følge af sine politiske aktiviteter i Danmark er i et modsætningsforhold til de syriske myndigheder, har klageren forklaret, at han i [sommeren] 2022 blev medlem af en gruppe på [socialt medie] kaldet [gruppens navn], hvor der er [3000 - 3500] medlemmer. Klageren har forevist foto fra denne hjemmeside, hvor han ses at have kommenteret opslag og blandt andet opfordret til at deltage i en demonstration. Klageren har forklaret, at han ikke benytter sin egen [socialt medie] profil i forbindelse med politiske tilkendegivelser. Endelig har klageren oplyst, at han har deltaget i to demonstrationer i [dansk by I] mod det syriske styre, hvor der deltog omkring [100 - 150] mennesker, og at han ikke har haft en fremtrædende rolle under demonstrationerne. Efter oplysningerne om omfanget og karakteren af klagerens sur place aktiviteter i Danmark og uanset forsigtighedsprincippet, der gælder ved behandling af sager vedrørende personer fra Syrien, finder Flygtningenævnet, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse som følge af eksponering. Flygtningenævnet finder således ikke, at der som følge af klagerens aktiviteter i Danmark er grundlag for at meddele klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. De generelle forhold i Syrien herunder socioøkonomiske forhold er ikke i sig selv asylbegrundende. Det skal herefter vurderes, om de generelle forhold for UNRWA i Syrien kan føre til, at klageren er omfattet af flygtningekonventionens artikel 1 D, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har i den påklagede afgørelse i den forbindelse vurderet, at der ikke er nogen grunde til, at klageren ikke kan vende tilbage til Syrien og igen opnå hjælp fra UNRWA. Styrelsen har som begrundelse for denne vurdering henvist til ”tilgængelige baggrundsoplysninger”, men alene fremhævet en rapport fra 2021 (Country of Origin Information (COI) Brief Report. Syria – Palestinians in Damascus and Rural Damascus governorates). Om adgangen til bistand fra UNRWA i Syrien er imidlertid heroverfor anført følgende i EUAA, Country guidance: Syria (februar 2023), side 104f:“Article 12(1)(a) QD [Article 1D Geneva Convention] analysis[…]The provisions of Article 1D are reflected in Article 12(1)(a) QD, which applies to Palestinian refugees who have actually availed themselves of UNRWA protection or assistance. Where such protection or assistance has ceased for a reason beyond the applicant’s control and independent of their volition, forcing them to leave the UNRWA area of operation or preventing them to re-avail themselves of such protection or assistance, the applicant should be granted refugee status automatically.In general, despite the occasional efforts of rebuilding lodgings in some of the Palestinian refugee camps, UNRWA protection or assistance is not available to Palestinian refugees in Syria at a level which would guarantee that the ‘living conditions in that area will be commensurate with the mission entrusted to that agency’. An indication of this is also the large number of Palestinians who remain displaced, without being able to resettle in another of the refugee camps that operate in Syria. Moreover, there can be practical, legal and safety barriers as well as security threats preventing Palestinian refugees from accessing the UNRWA areas of operation in Syria, and thus from re-availing themselves of its protection or assistance.Based on this, it is found that the protection or assistance from UNRWA in all of Syria can be considered to have ceased in the meaning of Article 12(1)(a) QD. Therefore, Palestinians who had previously availed themselves of the protection or assistance of UNRWA in Syria are to be granted ipso facto refugee status.”Denne analyse understøttes af andre nyere baggrundsoplysninger, herunder USDoS, Syria 2022 Human Rights Report, udgivet den 20. marts 2023, side 63f. Flygtningenævnet finder herefter, at det på baggrund af de foreliggende oplysninger ikke kan anses for godtgjort, at omstændighederne vedrørende UNWRA’s muligheder for at løse sine opgaver i operationsområdet i Syrien og mulighederne for at opnå adgang til beskyttelse eller bistand fra UNWRA har ændret sig på en sådan måde, at der er grundlag for at lægge til grund, at klageren vil kunne vende tilbage til Syrien og på ny opnå beskyttelse eller bistand fra UNWRA. Herefter finder Flygtningenævnet, at klageren må anses for omfattet af flygtningekonventionens artikel 1 D, 2. pkt., med henvisning til, at UNRWA stadig må anses for at være ude af stand til at yde beskyttelse eller bistand i operationsområdet i konventionens forstand. Klageren er dermed omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om klageren skal udelukkes. Efter udlændingelovens § 31, stk. 2, må en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde. Flygtningenævnet finder, at udlændingelovens § 31 er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren. Efter udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at en udlænding ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter bl.a. §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og dermed af flygtningekonventionen, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, hvorefter en flygtning kan udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal således foretages en proportionalitetsafvejning, hvori indgår grovheden af den begåede forbrydelse over for eventuelle særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der kan tale for at give klageren opholdstilladelse. Der skal således tages stilling til, om flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, er til hinder for, at klageren udelukkes fra beskyttelse. Flygtningenævnet finder, at klageren må anses for samlet set at være dømt for en særlig farlig forbrydelse i flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2’s forstand. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at klageren ved ankedom af [vinteren] 2022 er fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 266, § 245 og § 244 samt knivloven ved blandt andet mange gange og i en årrække at have udøvet vold mod [familiemedlemmer A, B og C] og ved kontinuerligt over nogle år at have udøvet vold mod [familiemedlem D] og [familiemedlem E]. Klageren blev idømt fængsel i 1 år og 3 måneder og udvist af Danmark med et indrejseforbud i 12 år. Spørgsmålet er herefter, om klageren må betragtes som en fare for samfundet i Danmark. Der skal foretages en fremadrettet farevurdering på grundlag af de oplysninger, der foreligger på vurderingstidspunktet. Ved vurderingen af, om klageren må betragtes som en fare for samfundet i Danmark, må der således i almindelighed foretages en konkret helhedsvurdering, og i den forbindelse må der lægges vægt på navnlig (1) karakteren og grovheden af forbrydelsen, (2) de nærmere omstændigheder, hvorunder forbrydelsen blev begået (3) længden af den konkret idømte straf, idet en idømt straf af en længere varighed skaber en formodning for, at den pågældende udlænding udgør en fare for samfundet (4) om udlændingen i øvrigt er dømt for forbrydelser i Danmark, (5) hvor lang tid siden den særligt farlige forbrydelse er blevet begået og (6) klagerens tidligere og aktuelle personlige og familiemæssige forhold, herunder oplysninger om, hvordan den pågældende har opført sig under afsoningen af fængselsstraffen samt under et eventuelt ophold på et udrejsecenter. I forbindelse med vurderingen af, om klageren som følge af sin kriminelle adfærd kan betragtes som en fare for samfundet, bemærker Flygtningenævnet, at klageren er idømt fængsel i 1 år og 3 måneder, og at volden er udøvet overfor flere personer, herunder klagerens [familiemedlemmer A, B, C og E] gennem en årrække. Der er således ikke tale om en enkeltstående voldshandling. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at der er forløbet et år og seks måneder, siden klageren blev prøveløsladt, og han er ikke efterfølgende dømt for lignende kriminalitet. Det fremgår af en udtalelse fra [dansk statslig institution], at klageren under sin afsoning ikke har været i konflikter eller overtrådt regler. Om klagerens ophold på [et nærmere bestem opholdssted] er det anført, at han deltager i daglige gøremål og bidrager med undervisning af andre beboere. I forhold til klagerens familiemæssige situation fremgår det, at han besøger sin [familiemedlem E] og [andre familiemedlemmer] i [dansk by II], og at han tillige har set de øvrige [familiemedlemmer A, B og C], hvoraf det [familiemedlem A og B] bor med [familiemedlem E], som klageren ikke har kontakt til. Klageren har oplyst, at han har deltaget i [forening], hvor han blandt andet har lært af sine fejl. Efter en samlet helhedsvurdering af det ovenfor anførte finder Flygtningenævnet, at klageren har udvist en sådan kriminel adfærd, der giver grundlag for at antage, at han er en fare for samfundet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, ikke er til hinder for, at klageren udelukkes fra beskyttelse efter udlændingelovens § 10, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. På denne baggrund ændres Udlændingestyrelsens afgørelse, således at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men at han er udelukket fra opholdstilladelse, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt.” stat/2023/14/sme
