NNævnet meddelte i april 2023 opholdstilladelse K-status til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2022 idømt fængsel i fire måneder for overtrædelse af personfarlig kriminalitet samt udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år.Flygtningenævnet udtalte:Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og som følge af [Landsrets] ankedom [i sommeren] 2022, hvorved klageren er udvist af Danmark med indrejseforbud i [fem-otte] år, skal der efter udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Iran. Hvis dette er tilfældet, skal der i anden række tages stilling til, om klageren efter udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., er udelukket fra at opnå opholdstilladelse. Klageren er etnisk kurder og ateist fra [landsby], Iran. Klageren har været medlem af KDPI siden [2010-2013] i henholdsvis Iran og Irak, og har fortsat sine politiske aktiviteter i Danmark, herunder navnlig på de sociale medier. Klageren har deltaget i to demonstrationer i Iran i år [2006-2008], hvor han deltog som menig demonstrant. Klageren har som asylmotiv anført, at han ikke kan vende tilbage til Iran, da han frygter, at de iranske myndigheder vil torturere og henrette ham, idet han har udført politiske aktiviteter som følge af sit medlemskab for KDPI. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han ultimo [2010-2013] blev menigt medlem af KDPI, og udførte politiske aktiviteter i Iran blandt andet ved at deltage i diverse politiske møder, uddele løbesedler og motivere andre. Klageren har endvidere oplyst, at tre partifæller blev fængslet og henrettet af myndighederne, og at han er bekendt med, at myndighederne har opsøgt hans bopæl efter sin udrejse. Klageren har endelig oplyst, at hans far for fem år siden er blevet afhørt af de iranske myndigheder, der har bedt ham om at videreformidle til klageren, at han skulle afbryde sine politiske aktiviteter. Flygtningenævnet tiltræder, at klageren som følge af sit medlemskab af og politiske aktiviteter i forbindelse med KDPI, herunder efter udrejse fra Iran, må anses for ved en tilbagevenden til Iran at befinde sig i et modsætningsforhold til de iranske myndigheder, og at han som følge heraf isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Efter udlændingelovens § 31, stk. 2, må en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde. Flygtningenævnet tiltræder, at udlændingelovens § 31 er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Iran. Efter udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at en udlænding ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter bl.a. §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og dermed af flygtningekonventionen, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, hvorefter en flygtning kan udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal således foretages en proportionalitetsafvejning, hvori indgår grovheden af den begåede forbrydelse over for eventuelle særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der kan tale for at give klageren opholdstilladelse. Der skal således tages stilling til, om Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, er til hinder for, at klageren udelukkes fra beskyttelse. Flygtningenævnet finder, at klageren må anses for samlet set at være dømt for en særlig farlig forbrydelse i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2´s forstand. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at klageren ved [Landsrets] ankedom af [sommeren 2022] er fundet skyldig i flere forhold af trusler efter straffelovens § 266 under anvendelse af kniv og tillige er fundet skyldig i vold efter straffelovens § 244, og for dette er straffet med fængsel i fire måneder. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at forholdene er begået over en periode på omkring [fem-syv] måneder. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at forurettede i forholdene ikke blev tilført skade. Spørgsmålet er herefter, om klageren må betragtes som en fare for samfundet i Danmark. Der skal foretages en fremadrettet farevurdering på grundlag af de oplysninger, der foreligger på vurderingstidspunktet. Ved vurderingen af, om klageren må betragtes som en fare for samfundet i Danmark, må der således i almindelighed foretages en konkret helhedsvurdering, og i den forbindelse må der lægges vægt på navnlig (1) karakteren og grovheden af forbrydelsen, (2) de nærmere omstændigheder, hvorunder forbrydelsen blev begået (3) længden af den konkret idømte straf, idet en idømt straf af en længere varighed skaber en formodning for, at den pågældende udlænding udgør en fare for samfundet (4) om udlændingen i øvrigt er dømt for forbrydelser i Danmark, (5) hvor lang tid siden den særligt farlige forbrydelse er blevet begået og (6) klagerens tidligere og aktuelle personlige og familiemæssige forhold, herunder oplysninger om, hvordan den pågældende har opført sig under afsoningen af fængselsstraffen samt under et eventuelt ophold på et udrejsecenter. Flygtningenævnet finder efter en konkret helhedsvurdering, at klageren ikke kan betragtes som en fare for samfundet i Danmark. Flygtningenævnet lægger herved vægt på karakteren og grovheden af det pådømte, herunder baggrunden for trusselforholdene m.v. Flygtningenævnet har endvidere lægt vægt på længden af den idømte straf, og på at klageren hverken før [Landsrets] ankedom eller efterfølgende har udvist kriminel adfærd, der giver grundlag for at antage, at han er en fare for samfundet. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på den tid, der er gået siden forholdene blev begået, og på oplysningerne om klagerens adfærd under den aktuelle indkvartering. Oplysningerne om klagerens personlige forhold, herunder boligforhold og tilknytning til arbejdsmarked, er ligeledes tillagt vægt. Flygtningenævnet finder på denne bagrund, at Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, er til hinder for, at klageren udelukkes fra beskyttelse efter udlændingelovens § 10, stk. 3. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, således at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2023/15/DIEI
