dub-tysk202327

Nævnet stadfæstede i september 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde og hendes mindreårige barn, der var i besiddelse af et gyldigt visum til Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til klageren og hendes mindreårige barn var særlig sårbare og behandlingskrævende, samt til barnets tarv for det mindreårige barn. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren og hendes mindreårige barn har fået udstedt et short stay (C) visum til Tyskland, gyldigt i perioden [forår-sommer 2023]. Flygtningenævnet har videre lagt til grund, at klageren og hendes mindreårige barn på det udstedte visum indrejste i Tyskland i [foråret 2023]. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 2, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland i [sommeren 2023] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælps anførte om, at klageren og klagerens mindreårige barn bør anses for særligt sårbare og behandlingskrævende, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved, ligesom Udlændingestyrelsen, lagt vægt på, at klageren og klagerens mindreårige barn må forventes at kunne modtage den nødvendige mentale og fysiske sundhedsbehandling i Tyskland. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelse af klagerne underretter de tyske myndigheder om klageren og klagerens mindreårige barns særlige behov, herunder de relevante helbredsmæssige forhold, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at barnets tarv skal være et primært hensyn ved anvendelsen af forordningen, og at der i den forbindelse skal tages behørigt hensyn til klagerens mindreåriges barns trivsel, kan ligeledes ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, at der efter det oplyste ikke foreligger forhold, som indebærer, at det vil stride mod barnets tarv at behandle klagernes asylsag i Tyskland. Nævnet bemærker, at hovedformålet bag Dublinforordningen er effektivt at afgøre hvilken medlemsstat, der er ansvarlig for at behandle en ansøgning om international beskyttelse. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at Tyskland har tiltrådt Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for, at antage, at Tyskland ikke lever op til sine forpligtelser. På den baggrund kan hensynet til barnets tarv således ikke i sig selv føre til, at Danmark skal behandle klagerens og klagerens mindreårige barns ansøgning om asyl. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen”. Dub-Tysk/2023/27/LODU