Nævnet stadfæstede i september 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der var meddelt afslag på asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til klagerens helbredsmæssige forhold og modtageforholdene for afviste asylansøgere i Sverige samt at klagerens kæreste bor i Danmark. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår af kapitel 5 a, jf. § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Sverige. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 1. led, jf. § 18, stk. 1, litra d, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i sommeren] 2023 har accepteret at modtage klageren i medfør af den pågældende bestemmelse. Spørgsmålet er herefter, om der foreligger forhold, der kan indebære, at klagerens asylsag alligevel skal behandles her i landet. DRC Dansk Flygtningehjælp har anført, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark, jf. Dublinforordningens artikel 17, jf. præamblens punkt 14 og 17. DRC Dansk Flygtningehjælp har gjort gældende navnlig, at klageren er særligt sårbar, fordi hun for [antal] måneder siden har mistet sit barn ved fødslen, og at hun fortsat er meget påvirket af tabet, men finder trøst ved at besøge sit barns gravsted i Danmark. Det er endvidere gjort gældende, at hun har en herboende kæreste, hvis støtte, hjælp og omsorg hun er meget afhængig af. Det bemærkes indledningsvist, at det forhold, at DRC Dansk Flygtningehjælp har henvist til en række baggrundsoplysninger om forholdene for afviste asylansøgere i Sverige, herunder at afviste asylansøgere, som ikke medvirker til hjemrejse, ikke har adgang til indkvartering eller er i risiko for at blive frihedsberøvet, ikke kan føre til, at klagerens asylsag skal behandles her i landet. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Sverige er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Sverige, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet har, foruden baggrundsoplysningerne, lagt vægt på, at Sverige som medlem af EU og Europarådet i overensstemmelse med princippet om gensidig tillid må forventes at leve op til sine internationale forpligtelser. Flygtningenævnet skal således tage stilling til, om Dublinforordningens artikel 17 skal anvendes i nærværende sag. Det bemærkes i den forbindelse, at det følger af bestemmelsen, at enhver medlemsstat, uanset artikel 3, stk. 1, kan beslutte at behandle en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller statsløs, selv om behandlingen af ansøgningen ikke påhviler medlemsstaten efter kriterierne i forordningen. Henset til hovedprincippet i Dublinforordningen, hvorefter en ansøgning om asyl kun skal behandles af én medlemsstat, som identificeres ud fra de objektive kriterier indeholdt i forordningens kapitel III, er det Flygtningenævnets opfattelse, at der i det enkelte tilfælde bør foreligge særlige grunde til at fravige det nævnte hovedprincip. Dette gælder uanset det forhold, at Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, er en diskretionær bestemmelse. Uanset de for klageren tragiske omstændigheder forbundet med tabet af sit barn finder Flygtningenævnet, at der i nærværende sag ikke foreligger sådanne særlige grunde, der bør føre til, at sagen behandles i Danmark. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at klageren har søgt asyl og har fået færdigbehandlet sin asylsag i Sverige. Flygtningenævnet finder endvidere, at klagerens herboende kæreste ikke er omfattet af begrebet ”familiemedlemmer” i Dublinforordningens forstand, jf. artikel 2, litra g. Nævnet finder, at der ikke er tale om et ægteskabslignende forhold eller fast samliv, henset til at klageren har oplyst, at hun mødte sin herboende kæreste over [socialt medier] i [efteråret 2021 eller vinteren 2021/2022], mens hun havde en verserende asylsag i Sverige, og at de alene har boet sammen den tid, hvor klagerens asylsag har været verserende i Danmark. Det forhold, at de skulle have et barn sammen, og at klagerens herboende kæreste har indgivet en anmodning til Familieretshuset om dispensation fra ægteskabsbetingelserne, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder herefter og efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder sammenholdt med Dublinforordningens hovedformål, at hensynet til familielivet, som det fremgår af forordningen, herunder præamblens punkt 14 og 17, EU's Charter om Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, ikke kan føre til, at asylsagen skal behandles i Danmark. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen. Under hensyn til oplysningerne om klagerens helbredsmæssige forhold forudsætter Flygtningenævnet, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelse af hende underretter de svenske myndigheder om hendes særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32.”. Dub-Sver/2023/12/SAHE
