Nævnet stadfæstede i juli 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere og til klagerens familiemæssige tilknytning til Sverige. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlæn-ding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Sverige. Flygtningenævnet finder på denne bag-grund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i foråret] 2023 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. DRC Dansk Flygtningehjælp har gjort gældende, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark under henvisning til de generelle forhold for afviste asylansøgere i Sve-rige. DRC Dansk Flygtningehjælp har derudover gjort gældende, at klagerens asylsag skal behand-les i Danmark under henvisning til, at klageren har sin mor og søskende i Danmark, at de har brug for klagerens hjælp og støtte til opgaver i hjemmet, og at det er hårdt for familien at blive adskilt fra hinanden. Det anførte om forholdene for afviste asylansøgere i Sverige kan ikke føre til, at kla-gerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet bemærker, at Sverige har tiltrådt Flygtningekonventionen, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og EU’s charter om grundlæggelse rettigheder, og at Dublinforordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, efter hvilket der som udgangspunkt gælder en formodning for, at asyl-proceduren i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i de nævnte internatio-nale konventioner. Nævnet finder, at der ikke er holdepunkter for at antage, at Sverige ikke lever op til sine internationale forpligtelser. Det anførte om klagerens familie i Danmark kan heller ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet bemærker hertil indled-ningsvist, at det følger af Dublinforordningens artikel 16, stk. 1, at når en asylansøgers søskende eller forælder, der har lovligt ophold i en af medlemsstaterne, er afhængig af hjælp fra asylansøge-ren, skal medlemsstaterne normalt lade asylansøgeren blive sammen med eller sammenføre denne med søskende eller forælderen, under forudsætning af, at der fandtes familiemæssige bånd i hjem-landet, at asylansøgeren er i stand til at tage sig af den afhængige person, og at de pågældende skriftligt har udtrykt ønske herom. Det følger imidlertid af forordningens artikel 7, stk. 3, at artikel 16 udelukkende finder anvendelse i sager, hvor der endnu ikke er truffet en første afgørelse med hensyn til substansen af asylansøgerens tidligere ansøgninger om asyl. Flygtningenævnet lægger som anført til grund, at klageren tidligere har fået meddelt afslag på asyl i Sverige. Flygtninge-nævnet finder på den baggrund, at Dublinforordningens artikel 16 ikke finder anvendelse i en sag som den foreliggende, jf. artikel 7, stk. 3. Spørgsmålet er herefter, om der i den foreliggende sag er grundlag for at fravige udgangspunktet efter Dublinforordningens artikel 3, stk. 1, om, at det er Sverige, der skal behandle klagerens ansøgning om asyl. I den forbindelse bemærkes det, at det følger af Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, at enhver medlemsstat uanset artikel 3, stk. 1, kan beslutte at behandle en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelands-statsborger eller statsløs, selv om behandlingen af ansøgningen ikke påhviler medlemsstaten efter kriterierne i forordningen. Henset til hovedprincippet i Dublinforordningen, hvorefter en ansøgning om asyl kun skal behandles af én medlemsstat, som identificeres ud fra de objektive kriterier inde-holdt i forordningens kapitel III, er det Flygtningenævnets opfattelse, at der i det enkelte tilfælde bør foreligge ganske særlige grunde til at fravige det nævnte hovedprincip. Dette gælder uanset, at Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, er en diskretionær bestemmelse. Flygtningenævnet finder, at de påberåbte forhold vedrørende klagerens mor og søskende, i en sag som den foreliggende, hvor klageren allerede har fået afslag på asyl i Sverige, og hvor der således har været en prøvelse af asylgrundlaget i Sverige, ikke kan føre til, at der anses at foreligge sådanne særlige forhold, at der i medfør af Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, er grundlag for at lade asylsagen behandle her i landet. Flygtningenævnet skal i denne forbindelse fremhæve Dublinforordningens grundlæg-gende princip om, at en asylansøgning kun skal behandles af én medlemsstat, og at det som ud-gangspunkt vil stride imod Dublinforordningens formål, at en asylansøger får sin asylsag behandlet på ny i en medlemsstat efter at have fået afslag på sin asylansøgning i anden medlemsstat. Flygt-ningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af hu-manitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Sver/2023/10/juri
