Nævnet stadfæstede i november 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2009.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk perser fra [by], Iran. Klageren har ingen religion. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv, men han har deltaget i demonstrationer i forbindelse med præsidentvalget i 2009. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2010 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygtede, at han ville blive anholdt, fordi han deltog i demonstrationer i forbindelse med præsidentvalget i 2009. Udlændingestyrelsen har [i foråret] 2022 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Det fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse, at styrelsen har lagt til grund, at klageren har haft tre ophold i Iran i 2015 og 2017, og at han er indrejst på et iransk pas, der er udstedt [i sommeren] 2015 på den iranske ambassade i København. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse fastholdt sit oprindelige asylmotiv og henvist til, at han frygter de iranske myndigheder, fordi han har deltaget i demonstrationer under præsidentvalget i 2009. Klageren har videre henvist til, at han frygter sin tidligere ægtefælles familie, som han er kommet i et modsætningsforhold til efter skilsmissen. Bestemmelserne om inddragelse af opholdstilladelse i udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 4, jf. stk. 3, skal administreres i overensstemmelse med Flygtningekonventionens artikel 1 C. Flygtningekonventionens artikel 1 C lyder som følger: ”Denne konvention skal ikke længere finde anvendelse på en person, der omfattes af bestemmelserne i afsnit A, såfremt han: (1) på ny frivilligt har søgt det lands beskyttelse, i hvilket han har søgt det lands beskyttelse, i hvilket han har statsborgerret; eller (2) efter at have mistet sin statsborgerret frivilligt har generhvervet denne; eller, (3) har erhvervet en ny statsborgerret og nyder godt af det lands beskyttelse, i hvilket han er blevet statsborger; eller (4) frivilligt på ny har bosat sig i det land, som han har forladt eller udenfor hvilket han er forblevet af frygt for forfølgelse; eller (5) ikke længere kan afslå at søge det lands beskyttelse, i hvilket han har statsborgerret, fordi de omstændigheder, ifølge hvilke han er blevet anerkendt som flygtning, er bortfaldet, denne bestemmelse skal dog ikke finde anvendelse på en af denne artikels afsnit A (1) omfattet flygtning, som kan påberåbe sig tvingende grunde, der har deres oprindelse i tidligere forfølgelse, til at afslå at søge beskyttelse fra det land, i hvilket han har statsborgerret; (6) uden at være i besiddelse af nogen statsborgerret er i stand til at vende tilbage til det land, i hvilket han tidligere har haft fast bopæl, fordi de forhold, som førte til, at han er blevet anerkendt som flygtning, ikke længere er til stede, denne bestemmelse skal dog ikke finde anvendelse på en af denne artikels afsnit A (1) omfattet flygtning, som kan påberåbe sig tvingende grunde, der har deres oprindelse i tidligere forfølgelse, til at afslå at vende tilbage til det land, i hvilket han tidligere havde fast bopæl.” Det fremgår af UNHCR’s håndbog for procedurer og fastlæggelse af flygtningestatus punkt 121 og 122 blandt andet, at hvis en flygtning ansøger om og får et nationalitets¬pas eller får det fornyet, kan det i fraværet af bevis for det modsatte antages, at vedkommende har til hensigt at benytte sig af sit hjemlands beskyttelse. Opnåelse af nationalitetspas med henblik på hjemrejse vil i fravær af bevis for det modsatte blive anset som grundlag for ophør af flygtningestatus. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at det må lægges til grund, at klageren har fået udstedt et iransk nationalitetspas og har været i Iran i 2015 og 2017. Klagerens forklaring om, at de fremlagte fotos af passet og bryllupsvideoen er falske og manipulerede tilsidesættes således. Nævnet har herved lagt vægt på de samme forhold som Udlændingestyrelsen. Der er således lagt vægt på, at det af de fotos, der er fremlagt i sagen, fremgår, at klageren [i sommeren] 2015 har fået udstedt et iransk nationalitetspas på den iranske ambassade i København, hvoraf fremgår et indrejsestempel og udrejsestempel fra [en lufthavn i en iransk by] dateret henholdsvis [dato efter den iranske kalender], hvilket svarer til [en dato i efteråret] 2015, og [dato efter den iranske kalender], hvilket svarer til [en dato i efteråret] 2015, og et indrejsestempel dateret [dato efter den iranske kalender], hvilket svarer til [en dato i sommeren] 2017. Der er også lagt vægt på den bryllupsvideo, hvor klageren ses kørende i en bil med iranske nummerplader, og hvor der i baggrunden fremgår reklameskilte på farsi. Der er herudover lagt vægt på, at [en dansk politikreds] – efter Statsadvokaten i [en dansk by i sommeren] pålagde politiet at fortsætte efterforskningen – har undersøgt de fremlagte fotos af passet og bryllupsvideoen og ikke har fundet tegn på manipulation, jf. [en dansk politikreds’] afgørelse af [sommeren] 2023. Heraf fremgår også, at politiet har gennemgået kontoudskrifter for klagerens konto for [sommeren] 2017 og i den forbindelse bl.a. har konstateret, at det køb [i en forretning], som klageren har forklaret om, er foretaget [en dato i sommeren] og ikke [en anden dato i sommeren] 2017 som hævdet af klageren. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at klageren ikke har fremlagt yderligere kontooplysninger for perioden efter [sommeren] 2017. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at klageren, der på den iranske ambassade i København har fået udstedt iransk nationalitetspas og har benyttet det til at indrejse i Iran i 2015 og 2017, har haft til hensigt at benytte sit hjemlands beskyttelse, jf. UNHCR’s håndbog for procedurer og fastlæggelse af flygtningestatus punkt 121 og 122. Det tiltrædes herefter, at klageren ved en tilbagevenden til Iran ikke er i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder heller ikke, at klageren er i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at hans tidligere ægtefælles familie vil forsøge at likvidere ham. Klageren har således forklaret, at han ikke har været i kontakt med sin tidligere ægtefælle eller dennes familie, og at de heller ikke har haft kontaktet ham. Dette beror således alene på klagerens formodning, at hans tidligere ægtefælles familie vil likvidere ham. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. En nægtelse af at forlænge klagerens opholdstilladelse udgør et indgreb i hans privatliv, jf. EMRK artikel 8. Dette indgreb har hjemmel i lov og forfølger et af de legitime formål, der er nævnt i EMRK artikel 8, stk. 2. Det skal herefter afgøres, om indgrebet er nødvendigt i et demokratisk samfund for at opnå det legitime formål. Ved vurderingen af, om indgrebet er nødvendigt, skal der foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, som en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til respekt for sit privat. Ved denne vurdering skal der lægges vægt på navnlig klagerens tilknytning til opholdslandet, Danmark, og klagerens tilknytning til oprindelseslandet, Iran. Det skal således indgå i vurderingen, at klageren, der i dag er [i trediverne], kom til Danmark [i efteråret] 2009 [i tyverne] og dermed har opholdt sig her i 14 år. Det skal i den forbindelse indgå, at klageren har bestået danskprøve 2 og efter det oplyste taler og skriver dansk. Han har dog under nævnsmødet benyttet sig af tolk. Herudover har han ikke taget nogen uddannelse i Danmark. Det fremgår af sagen, at klageren har haft forskellige ansættelsesforhold i perioden fra 2013-2021, og at han i dag er i beskæftigelse i et [beskæftigelsestilbud] hos [arbejdsgiver A] 15 timer om ugen som følge af sin [diagnose]. Endeligt skal det indgå, at klageren lider af [diagnose]. Flygtningenævnet finder derfor, at klageren, uanset, at han ikke har familie i Danmark, må siges at have opnået en stor tilknytning til Danmark. Heroverfor står, at klageren er født og opvokset i Iran, hvor han boede, indtil han var [i tyverne], og hvor han stadig har familie, herunder sin mor, en bror og en søster, som han er i kontakt med. Hertil kommer, at klageren i 2015 fik udstedt et iransk nationalitets¬pas og i 2015 og 2017 besøgte Iran. Klageren findes på den baggrund fortsat at have en meget stærk tilknytning til Iran. Efter en samlet afvejning, hvor der på den ene side er lagt vægt på klagerens tilknytning til Danmark og på den anden side hans stærkere tilknytning til Iran sammenholdt med den interesse staten har i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse, når grundlaget for den ikke længere er til stede, finder Flygtningenævnet, at det ikke vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse, jf. herved EMRK artikel 8. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran/2023/50/MLVT
