Nævnet stadfæstede i oktober 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der har indgivet ansøgning om asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren og hendes herboende ægtefælle, med hvem hun er islamisk viet, ikke bør adskilles. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Tyskland og herefter er udrejst af Tyskland, inden hendes asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i sommeren] 2023 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren har en partner i Danmark, og at de er religiøst viet. Nævnet bemærker imidlertid, at ægteskabet ikke er retsgyldigt i Danmark, idet klageren og hendes herboende partner alene er religiøst viet, og at de ikke var til stede samtidig under vielsen. Nævnet finder derfor ikke, at klagerens partner er omfattet af definitionen af ”familiemedlemmer” i form af ”ægtefælle” i Dublinforordningens forstand, jf. artikel 2, litra g. Det kan ikke føre til en ændret vurdering heraf, at klageren og hendes herboende partner var forhindret i at blive gift i [deres hjemland], fordi klagerens herboende partner er flygtning fra [land]. Flygtningenævnet finder heller ikke, at parret er omfattet af definitionen ”ugifte partnere i et fast forhold”, jf. samme bestemmelse i Dublinforordningen. Nævnet har herved lagt vægt på, at der ikke har eksisteret et længere samlivsforhold mellem klageren og hans herboende partner i deres hjemland. Det forhold, at parret påtænker at indgå et retsgyldigt ægteskab, så snart det er muligt, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder sammenholdt med Dublinforordningen hovedformål, at hensynet til familielivet, som det fremgår af forordningen, herunder præamblens punkt 14 og 17, EU's Charter om Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, ikke kan føre til, at asylsagen skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Tysk/2023/42/EEB
