Nævnet stadfæstede i oktober 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til at klageren ikke føler sig tryg i Tyskland, da klageren har forklaret, at han er blevet dårligt behandlet af det tyske politi. Endvidere er der henvist til, at klageren har venner og bekendte i Danmark, og derfor ønsker at blive i Danmark. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Tyskland og herefter er udrejst af Tyskland, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i efteråret] 2023 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren oplevede det tyske politi som truende og skræmmende, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet bemærker hertil, at han ikke har klaget over det tyske politis behandling af ham. Nævnet finder på den baggrund, at såfremt klageren forsat oplever problemer med det tyske politi, henvises klageren til at indgive en klage til en overordnet tysk myndighed. Det forhold, at klageren har venner og bekendte, samt føler sig behandlet godt og ligeværdigt i Danmark, kan heller ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at Tyskland i henhold til Dublinforordningen er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse, og at klagerens personlige præference for én medlemsstat frem for en anden ikke er et forhold, der kan tillægges betydning ved vurderingen af, hvilken medlemsstat, der skal behandle klagerens asylansøgning, eftersom dette vil stride imod formålet med Dublinforordningen. Det forhold, at klageren lider af [kronisk sygdom], kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet bemærker, at det fremgår af AIDA, Country Report: Germany, Update 2022, s. 142, at asylansøgere de første 18 måneder er begrænset til akut læge hjælp, men efterfølgende kan tilgå sundhedsvæsnet i Tyskland på lige fod som tyske statsborgere, hvorfor det må antages, at klageren vil kunne modtage nødvendig sundhedsbehandling i Tyskland. Det skal yderligere bemærkes, at såfremt det er nødvendigt, kan Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelsen af klageren underrette de tyske myndigheder i overensstemmelse med den fremsendte accept om relevante helbredsmæssige oplysninger, hvis klager samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Tyskland er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Tyskland, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Tysk/2023/41/SACH
