Nævnet stadfæstede i februar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til at hensynet til barnets tarv medfører, at asylsagen bør behandles i Danmark i medfør af Dublin-forordningens art. 17, stk. 1, jf. art. 6 og præamblens pkt. 13, idet klageren har et herboende spædbarn, som han har delt forældremyndighed over.Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Tyskland og herefter er udrejst af Tyskland, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i efteråret] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at hovedmålet med Dublinforordningen er ud fra forordningens kriterier og procedurer at afgøre, hvilken medlemsstat, der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet er en tredjelandsborger eller en statsløs. Det forhold, at klageren har en herboende kæreste, med hvem han har et barn med, som er født i Danmark [i efteråret] 2022, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at parrets forhold ikke er omfattet af familiebegrebet i henhold til Dublinforordningens artikel 2, litra g. Nævnet finder derfor, at der ikke er tale om et ægteskabslignende forhold eller et fast samliv, og at der ikke er etableret et familieliv i Danmark, henset til, at de for første gang mødte hinanden for omkring halvandet år siden, mens klageren opholdt sig i Tyskland, hvor han havde en verserende asylsag, og hvor kæresten kom og besøgte ham. Det forhold, at klageren har fremlagt en kopi af Omsorgs- og ansvarligerklæring om faderskab dateret [i efteråret] 2022, fra [en offentliglig myndighed], kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at parret velvidende, at klageren ikke havde lovligt ophold i Danmark, og mens hans asylsag i Tyskland ikke var færdigbehandlet, har valgt at få et barn. DRC Dansk Flygtningehjælp har henvist til, at klagerens kæreste og barn har tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, og at klageren gerne vil være sammen med dem og hjælpe med at opfostre sit barn, hvilket han gør under sit ophold i Danmark, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at klageren ikke kan antages at have haft en berettiget forventning om, at hans ansøgning om asyl i Danmark, ikke vil blive afvist, og at han ville kunne blive overført til Tyskland. Det forhold, at klagerens kæreste og deres fælles barn har opholdstilladelse i Danmark, og at DRC Dansk Flygtningehjælp i den forbindelse har henvist til baggrundsoplysninger og har peget på bestemmelser i FN’s Børnekonvention og Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder om, at hensynet til barnets tarv og familiens enhed skal komme i første række, kan desuden ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker herved, at hensynet til barnets tarv og familiens enhed ikke har betydning for vurderingen af, hvorvidt betingelserne for, hvilket land der har ansvaret for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Flygtningenævnet bemærker, at klageren må henvises til familiesammenføringsreglerne. Det er nævnets vurdering, at familiesammenføringsreglerne er det rette regelsæt, der skal anvendes i nærværende sag. Det fremgår desuden af udlændingemyndighedernes system og af DRC Dansk Flygtningehjælps indlæg af [vinteren 2021/2022], at klageren har en verserende familiesammenføringssag i Udlændingestyrelsen, og at han [vinteren 2022/2023] er blevet meddelt processuelt ophold. For så vidt angår klagerens frygt for at blive meddelt afslag på asyl i Tyskland, og at dette vil medføre, at han vil blive udsendt til [sit hjemland], kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Hertil bemærker Flygtningenævnet indledningsvist, at det vil være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Tyskland under behandlingen af hans asylsag, idet de tyske myndigheder [i efteråret] november 2022 har accepteret at tilbagetage ham. Klageren vil i Tyskland være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes herved, at Tyskland er medlem af EU er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder artikel 19, stk. 2, og har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non-refoulement princippet som anført i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. Det forhold, at klageren til Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2022 har oplyst, at han lider af [sygdom], kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at klageren til Udlændingestyrelsen samme dag har oplyst, at han har modtaget behandling i Tyskland. Nævnet har herved endvidere lagt vægt på, at klageren i Tyskland igen vil få den nødvendige behandling. Nævnet finder derfor, at der i sagen ikke foreligger sådanne helt særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, som medfører, at Danmark skal tage asylsagen under behandling i medfører af Dublinforordningens artikel 17. Afslutningsvist bemærker Flygtningenævnet, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Tyskland ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Tyskland, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Løbenummer: Dub-Tysk/2023/5/sme
