Nævnet stadfæstede i februar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der har indgivet ansøgning om asyl i Sverige, og hun er blevet meddelt afslag herpå. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klagerens kæreste og barn opholder sig i Danmark. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Sverige. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i vinteren 21/22] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har en herboende kæreste, med hvem hun er religiøst viet, og et mindreårigt barn i Danmark, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet bemærker hertil indledningsvis, at det følger af Dublinforordningens artikel 16, stk. 1, at når en asylansøgers barn, der har lovligt ophold i en af medlemsstaterne, er afhængig af hjælp fra asylansøgeren, skal medlemsstaterne normalt lade asylansøgeren blive sammen med eller sammenføre denne med barnet, under forudsætning af, at der fandtes familiemæssige bånd i hjemlandet, at asylansøgeren er i stand til at tage sig af den afhængige person, og at de pågældende skriftligt har udtrykt ønske herom. Det følger imidlertid af forordningens artikel 7, stk. 3, at artikel 16 udelukkende finder anvendelse i sager, hvor der endnu ikke er truffet en første afgørelse med hensyn til substansen af asylansøgerens tidligere ansøgninger om asyl. Flygtningenævnet lægger som anført til grund, at klageren tidligere har fået meddelt afslag på asyl i Sverige. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at Dublinforordningens artikel 16 ikke finder anvendelse i en sag som den foreliggende, jf. artikel 7, stk. 3. Spørgsmålet er herefter, om der i den foreliggende sag er grundlag for at fravige udgangspunktet efter Dublinforordningens artikel 3, stk. 1, om, at det er Sverige, der skal behandle klagerens ansøgning om asyl. I den forbindelse bemærkes, at det følger af Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, at enhver medlemsstat uanset artikel 3, stk. 1, kan beslutte at behandle en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller statsløs, selv om behandlingen af ansøgningen ikke påhviler medlemsstaten efter kriterierne i forordningen. Henset til hovedprincippet i Dublinforordningen, hvorefter en ansøgning om asyl kun skal behandles af én medlemsstat, som identificeres ud fra de objektive kriterier indeholdt i forordningens kapitel III, er det Flygtningenævnets opfattelse, at der i det enkelte tilfælde bør foreligge ganske særlige grunde til at fravige det nævnte hovedprincip. Dette gælder uanset, at Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, er en diskretionær bestemmelse. Flygtningenævnet finder, at de påberåbte forhold vedrørende klagerens herboende kæreste og mindreårige barn, i en sag som den foreliggende, hvor klageren allerede har fået afslag på asyl i Sverige, og hvor der således har været en prøvelse af asylgrundlaget i Sverige, ikke kan føre til, at der anses at foreligge sådanne særlige forhold, at der i medfør af Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, er grundlag for at lade asylsagen behandle her i landet. Flygtningenævnet skal i denne forbindelse fremhæve Dublinforordningens grundlæggende princip om, at en asylansøgning kun skal behandles af én medlemsstat, og at det som udgangspunkt vil stride imod Dublinforordningens formål, at en asylansøger får sin asylsag behandlet på ny i en medlemsstat efter at have fået afslag på sin asylansøgning i anden medlemsstat. Flygtningenævnet tiltræder således Udlændingestyrelsens vurdering af, at Dublinreglerne ikke er det rette regelsæt for at sammenføre klageren til sit herboende barn, særligt når klageren allerede har fået færdigbehandlet sin asylsag i en anden medlemsstat. Flygtningenævnet har i øvrigt noteret sig, at klageren har en verserende sag om familiesammenføring i Udlændingestyrelsen. For så vidt angår det oplyste om klagerens helbredsmæssige forhold, herunder at klageren lider af [udfordringer], og at hun har svært ved at [udfordring], finder Flygtningenævnet, at de danske myndigheder ikke er afskåret fra at overføre klageren til Sverige som følge heraf, idet det må antages, at klageren vil kunne modtage den fornødne sundhedsbehandling i Sverige i overensstemmelse med de internationale menneskeretlige forpligtelser. Nævnet henviser i den forbindelse til AIDA Country Report: Sweden, Update: May 2022, s. 83 ff. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Sver/2023/7/juri
