§29b-tys20232

Nævnet stadfæstede i april 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en mand, der var meddelt subsidiær beskyttelse i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark blandt andet til klagerens ret til familieliv med sin herboende kæreste og barn samt hensynet til barnets tarv. DRC Dansk Flygtningehjælp gjorde i den forbindelse gældende blandt andet, at det er vanskeligt at få familiesammenføring til Tyskland, og at familien vil have bedre mulighed for at kunne leve sammen i Danmark. Flygtningenævnet udtalte: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af udlændingelovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af udlændingelovens § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren er meddelt opholdstilladelse som flygtning med subsidiær beskyttelse i Tyskland med virkning fra [foråret] 2022. Af det af klageren fremlagte tyske opholdskort fremgår, at kortet er udstedt [i sommeren] 2022 og udløber [i sommeren] 2024. Flygtningenævnet lægger således til grund, at klageren har en gyldig opholdstilladelse i Tyskland. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 29 b (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, til § 1, nr. 2 og 8) blandt andet: ”Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b kan en asylansøgning afvises, hvis ansøgeren allerede har opnået beskyttelse i et land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse. Afvisning kan alene ske, hvis betingelserne for at betragte landet som første asylland er opfyldt som følge af, at en udlænding tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er i den forbindelse ikke et krav, at udlændingen kan leve på fuldt ud det samme niveau som det andet EU-lands egne statsborgere eller som flygtninge i Danmark, og praksis vedrørende overførsler efter Dublinforordningen kan ikke uden videre overføres, idet der bl.a. må sondres mellem vilkårene for udlændinge, hvis asylsag er under behandling, og udlændinge, der allerede har opnået beskyttelse. Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b forudsætter ikke, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse. Viser det sig efterfølgende, at udlændingen nægtes indrejse, vil sagen efter omstændighederne kunne genoptages.” Efter Flygtningenævnets praksis skal den pågældendes personlige integritet og sikkerhed endvidere være beskyttet, uden at der dog derved stilles krav om, at vedkommende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllands egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion No. 58, 13. oktober 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der i den forbindelse blevet lagt vægt på blandt andet, om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor mv. Bestemmelsen i udlændingelovens § 29 b indebærer, at en person, der allerede har opnået beskyttelse i et andet land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse, som udgangspunkt ikke har ret til at få sin ansøgning om asyl behandlet i Danmark. Det anførte skal også ses i sammenhæng med, at der gælder en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. præmis 80 i EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i sagerne C-411/10 og C-493/10. Flygtningenævnet finder, at det vil være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Tyskland, samt at klageren i Tyskland vil være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes herved, at klageren har opnået beskyttelse i Tyskland, der som medlem af EU er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheders artikel 19, stk. 2, og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non-refoulement-princippet som anført i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. Flygtningenævnet bemærker, at klageren til Udlændingestyrelsen er refereret for at have oplyst, at han ikke har konflikter i Tyskland, hverken med myndigheder, grupperinger eller privatpersoner, og at han af de tyske myndigheder har modtaget hjælp i forbindelse med blandt andet anskaffelse af bolig, og at han de seneste to år har haft adgang til det tyske sundhedsvæsen. Klageren har endvidere haft forskellige lønnede ansættelser i Tyskland. Endelig er klageren refereret for at have oplyst, at han alene udrejste af Tyskland og søgte om asyl i Danmark, idet han ønsker at bo med sin herboende kæreste og datter. Flygtningenævnet finder således, at Tyskland kan tjene som klagerens første asylland. Flygtningenævnet finder endvidere, at hverken den omstændighed, at klageren har en herboende kæreste, som han har et barn sammen med, eller DRC Dansk Flygtningehjælps henvisninger til familiens enhed og barnets tarv, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 8, FN’s Børnekonventions artikel 3 samt EU’s charter om grundlæggende rettigheder i Flygtningehjælpens indlæg af 21. april 2023, kan føre til anden vurdering af sagen om afvisning af klagerens asylansøgning, jf. herved udlændingelovens § 29 b. Flygtningenævnet finder således, at klageren må henvises til at indgive ansøgning om opholdstilladelse efter reglerne om familiesammenføring, og nævnet bemærker i den forbindelse, at klageren efter de for nævnet foreliggende oplysninger har indgivet en ansøgning om familiesammenføring, og at klageren i den forbindelse ikke er meddelt processuelt ophold. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” § 29 b-Tys/2023/2/anfi