Nævnet stadfæstede i maj 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Polen i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var i besiddelse af et gyldigt visum til Polen. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til manglende adgang til indkvartering, risikoen for frihedsberøvelse samt forholdene for LGBT+ personer i Polen. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren var i besiddelse af et gyldigt visum til Polen, da han indgav ansøgning om asyl i Danmark. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Polen er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 2, og at Polen dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Polen [i foråret] 2023 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det er i første række spørgsmålet, om der kan antages at være sådanne generelle systemfejl i asylproceduren eller i modtageforholdene i Polen, at en overførsel af klagerne til Polen vil medføre en reel risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling, jf. Den Europæiske Menne-skerettighedskonventions (EMRK) artikel 3 og Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheders artikel 4. Flygtningenævnet finder ikke, at dette er tilfældet. For så vidt angår risikoen for frihedsberøvelse i Polen og manglende adgang til uafhængig domstolsprøvelse heraf bemærker Flygtningenævnet, at det er opmærksomt på, at asylansøgere i Polen risikerer frihedsberøvelse i alle faser af asylproceduren, og at frihedsberøvelse særligt ses anvendt, når en person krydser den polske grænse illegalt og når en person er i Dublin-proceduren samt, at det polske domstolssystem er behæftet med visse mangler. Nævnet finder ikke, at dette kan føre til ændret vurdering, og har herved lagt vægt på, at frihedsberøvelse af asylansøgere kan anvendes i medfør af artikel 28 i Dublinforordningen og således ikke i sig selv er i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 3 samt Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheders artikel 4. Nævnet bemærker i den anledning, at det af AIDA-rapporten Seeking refuge in Poland: A fact-finding mission report on acces til asylum and reception conditions for asylumseekers udgivet i april 2023, side 27, fremgår, at de seneste oplysninger tyder på, at antallet af frihedsberøvede asylansøgere, navnlig efter foråret 2022, er faldende. Flygtningenævnet finder heller ikke, at det af Dansk Flygtningehjælp anførte om adgangen til indkvartering, kan føre til ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det af AIDA-rapporten Seeking refuge in Poland: A fact-finding mission report on acces til asylum and reception conditions for asylumseekers udgivet i april 2023, side 22, fremgår, at alle asylansøgere i Polen har adgang til indkvartering, og at denne ret aktiveres ved henvendelse til et ”first recep-tion centre”. Flygtningenævnet finder på baggrund af ovenstående, at der ikke er væsentlige grunde til at tro, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren eller modtageforholdene for asylansøgere i Polen, herunder vedrørende adgangen til indkvartering og risikoen for frihedsberøvelse, at overførsel af klageren til Polen ikke kan ske, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet har herved tillige lagt vægt på, at Polen har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at Dublin-forordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, og der således gælder en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i de nævnte internationale konventioner. Det beror således på en konkret vurdering, om der foreligger sådanne omstændigheder, at klageren alligevel ikke skal overføres til Polen, således at klagerens ansøgning om asyl skal realitetsbehandles i Danmark, jf. forordningens artikel 3, stk. 2 og artikel 17, stk. 1. Det er indgået i Flygtningenævnets vurdering heraf, at klageren har oplyst, at han er biseksuel, og at han ved en tilbagevenden til Polen frygter at blive diskrimineret som følge af sin seksualitet. Af Human Rights Watch World Report 2023 – Poland, udgivet den 12. januar 2023 og af ILGA 2023 Annual review udgivet den 20. februar 2023 fremgår blandt andet, at myndighederne fort-sat offentligt tilsværter LGBT+-personer og at mere end 90 regioner har etableret ”LGBT Ideo-logy Free"-områder. Polens Højesteret har ved fire afgørelser pålagt regionerne at ophæve disse områder, som værende diskriminerende og udgørende en risiko for LGBT+-samfundet. Det fremgår endvidere af US Department of States rapport fra april 2022 angående den menneskeretlige situation i Polen, at der i 2021 var flere fysiske og verbale angreb mod LGBT+-personer. Af Udenrigsministeriets rejsevejledning Polen fra den 26. april 2023 fremgår, at selvom homo-seksualitet ikke er forbudt ved lov, bør man ”undgå fysiske kærtegn på offentlige steder”. Uanset forholdene for LGBT+-personer i Polen er vanskelige, finder Flygtningenævnet ikke, at disse er af en sådan karakter, at en overførsel af klageren vil medføre en reel risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling efter den Den Europæiske Menneskerettighedskonventi-ons artikel 3 og Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheders artikel 4. Flygtningenævnet bemærker ligesom Udlændingestyrelsen hertil, at klageren må henvises til at søge de polske myndigheders beskyttelse, idet de polske myndigheder må antages at have viljen og evnen til at yde den nødvendige beskyttelse. Flygtningenævnet finder således ikke, at der på baggrund af de foreliggende oplysninger i sagen er grundlag for at fravige udgangspunktet efter forordningens artikel 3, stk. 1, om, at det er Polen, der skal behandle klagerens ansøgning om asyl. I den forbindelse bemærkes, at det følger af Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, at enhver medlemsstat uanset artikel 3, stk. 1, kan beslutte at behandle en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsbor-ger eller statsløs, selv om behandlingen af ansøgningen ikke påhviler medlemsstaten efter kriterierne i forordningen. Det bemærkes videre, at hverken EU's Charter om Grundlæggende Rettigheder eller Den Europæiske Menneskerettighedskonvention pålægger medlemsstaterne en generel pligt til at respektere udlændinges valg af det land, hvor de ønsker at søge asyl. Flygtningenævne finder, at det vil være i strid med formålet i Dublinforordningen at behandle en ansøgning om asyl i Danmark alene fordi forholdene for LGBT+ personer er bedre end i den, efter kriterierne i forordningen, ansvarlige medlemsstat. Henset til hovedprincippet i forordningen, hvorefter en ansøgning om asyl kun skal behandles af én medlemsstat, som identificeres ud fra de objektive kriterier indeholdt i forordningens kapitel III, er det Flygtningenævnets opfattelse, at der bør foreligge ganske særlige grunde til at fravige det nævnte hovedprincip. Dette gælder uanset det forhold, at Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, er en diskretionær bestemmelse. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet derfor ikke, at der er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17, stk. 1. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Pole/2023/6/SEAL
