dub-fran20234

Nævnet stadfæstede i maj 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Frankrig i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var i besiddelse af et gyldigt visum i Frankrig. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til at klagerens kæreste opholdt sig i Danmark, klagerens helbredsmæssige forhold samt de generelle forhold for asylansøgere i Frankrig. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren var i besiddelse af et gyldigt visum til Frankrig, da han indgav ansøgning om asyl i Danmark. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Frankrig er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 2, og at Frankrig dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Frankrig [i vinteren 2022/2023] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, at der er mangel på indkvarteringsmuligheder for asylansøgere og Dublinoverførte i Frankrig, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder i den forbindelse ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere og Dublinoverførte i Frankrig, - uanset at der ifølge baggrundsoplysningerne er stor mangel på indkvartering - er af sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Frankrig, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Frankrig som medlem af EU og Europarådet i overensstemmelse med princippet om gensidig tillid må forventes at leve op til sine internationale forpligtelser. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp og klageren anførte om, at klageren formodentlig allerede er blevet genkendt af det iranske efterretningsvæsen i Frankrig, samt at klageren har en frygt for de franske myndigheders samarbejde med de iranske myndigheder, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Frankrig har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at tro, at Frankrig ikke lever op til sine internationale forpligtelser, herunder princippet om non-refoulement. Det anførte om klagerens helbredsmæssige forhold, herunder at klageren har [fysiske og psykiske problemer], kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren må forventes at kunne modtage den nødvendige sundhedsbehandling i Frankrig, og kan i den forbindelse henvise til AIDA Country Report: France 2021 Update, af 8. april 2022, side 115, hvoraf det fremgår, at asylansøgere har adgang til sundhedsydelser via det universelle sundhedsforsikringssystem, PUMA. Flygtningenævnet bemærker, at nævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelse af klageren underretter de franske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, hvis klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Flygtningenævnet finder derudover ikke, at af DRC Dansk Flygtningehjælp oplyste om, at klageren har en herboende kæreste, som han ønsker at være sammen med, og som han er afhængig af støtte fra, kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker, ligesom Udlændingestyrelsen, at forholdet til klagerens kæreste ikke er omfattet af familiebegrebet i Dublinforordningens artikel 2, litra g. Flygtningenævnet finder videre ikke, at henvisningen til Dublinforordningens artikel 16 kan føre til, at overførsel af klageren til Frankrig ikke kan ske, idet nævnet ikke finder, at der efter det oplyste består et afhængighedsforhold af en sådan karakter, at dette kan anses for omfattet af forordningen artikel 16. Nævnet bemærker i den forbindelse, at klageren før indrejsen til Danmark har fået støtte og hjælp fra andre personer. Endelig finder Flygtningenævnet, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Fran/2023/4