Nævnet stadfæstede i maj 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Ved dom af [dato i efteråret] 2016 afsagt af [byretten] blev klageren idømt betinget fængsel i fire måneder for besiddelse af euforiserende stoffer, tyveri, blufærdighedskrænkelse, ulovlig indtrængen og forsøg på ulovlig indtrængen, jf. straffelovens § 276, § 232, § 264, stk. 1, nr. 1, § 276 og § 264, stk. 1, nr., 1, jf. § 21, og lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 27, stk. 1, jf. § 2, jf. bilag 1, Liste A, nr. 1. Ved [landrettens] ankedom af [dato i efteråret] 2020 blev tiltalte fundet skyldig i forsøg på voldtægt samt indbrudstyveri, jf. straffelovens § 216, stk. 1, nr. 1, jf. § 21, og § 285, stk. 1, jf. § 276 a. Klageren blev straffet med fængsel i 5 år og udvist af Danmark for bestandig. Dommen var for så vidt angår strafudmåling og udvisning en stadfæstelse af [byrettens] dom af [dato i foråret] 2020. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Afghanistan. Klageren er etnisk pashtuner og sunnimuslim fra [by A] […]-distriktet, […]-provinsen, Afghanistan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taliban, fordi han har arbejdet for [et firma], som har samarbejdet med [de vestlige styrker]. Han frygter derudover lokalbefolkningen, idet han er blevet beskyldt for at have angivet to personer fra sin landsby til [de vestlige styrker]. Han har til støtte herfor oplyst, at han arbejdede for [et firma] fra [årerække i 00’erne] indtil sin udrejse i [årstal]. Hans arbejde bestod i [opgaver] for [de vestlige styrker] og andre udlændinge i området. To mænd blev anholdt af [de vestlige styrker] i [forår/sommer] og klageren blev beskyldt for at have angivet de to mænd til [de vestlige styrker]. I landsbyen gik der rygter om, at de to mænd havde samarbejdet med Taliban. Den [dato i sommeren] 2010 blev klagerens hus angrebet om natten af seks til syv bevæbnede mænd. Klageren flygtede efter at have set, at de var på vej ind i gårdhaven. Han løb fire kilometer til en ruin, hvor han skjulte sig til daggry. Derefter tog han en bus til [by B] og herefter til Pakistan. Derudover har han som asylmotiv henvist til, at han frygter lokalbefolkningen, fordi han vil blive betragtet som vantro, fordi han udrejste til Europa. Indledende bemærkninger: Klageren – der er udvist ved en endelig dom – har ikke meddelt samtykke til udsendelsen, og da han ubestridt (isoleret set) er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, er udlændingelovens § 31 til hinder for, at klageren tvangsmæssigt udsendes til Afghanistan. Spørgsmålet er herefter, om klageren i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., er udelukket fra opholdstilladelse. Af denne bestemmelse fremgår, at en udlænding, som har indrejseforbud i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. I forlængelse heraf bemærkes, at klageren ved [landsrettens] ankedom af [dato i efteråret] 2020 er idømt fængsel i 5 år for overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 1, nr. 1, jf. § 21, og § 285, stk. 1, jf. § 276 a og udvist af Danmark for bestandig. Det anførte indebærer, at det skal vurderes, om klageren som følge af den nævnte dom i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., er udelukket fra opholdstilladelse. Som det fremgår nedenfor, skal der samlet set foretages en tre-leddet vurdering. Om den nærmere forståelse af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt.: Det skal – som anført ovenfor – vurderes, om klageren som følge af [landrettens] ankedom af [dato i efteråret] 2021 efter udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., er udelukket fra opholdstilladelse. Af bemærkningerne til bestemmelsen i § 10, stk. 3, jf. lovforslag nr. L 32 af 13. december 2001, hedder det blandt andet: ”Der skal efter de foreslåede bestemmelser i § 10, stk. 2-4 […] ved afgørelsen af, hvorvidt der skal gives opholdstilladelse, tages højde for, om sådanne særlige forhold gør sig gældende, at der alligevel skal gives opholdstilladelse. Der kan i den forbindelse henvises til de særlige forhold, der er opregnet i udlændingelovens § 26, stk. 1. Der skal således foretages en afvejning mellem de i bestemmelsen [udlændingelovens § 26, stk. 1] nævnte forhold, som taler imod opholdstilladelse, og de grunde, som taler for, at ansøgningen om opholdstilladelse imødekommes. For så vidt angår udlændinge, som isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 (udlændinge, der risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen nævnte grunde), bemærkes, at afvejningen skal foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. […] En udlænding, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men som har indrejseforbud, kan endvidere kun udelukkes fra asyl efter den foreslåede bestemmelse i § 10, stk. 3, 1. pkt., hvis den pågældende må anses for en fare for landets sikkerhed, eller er dømt for en særlig farlig forbrydelse og således må betragtes som en fare for samfundet, jf. flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2.” Det følger således af forarbejderne til udlændingelovens 10, stk. 3, 1. pkt., at bestemmelsen skal forstås i overensstemmelse med flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Artikel 33 har følgende ordlyd: ”Artikel 33: Forbud mod udvisning eller afvisning (”refoulement”) 1. Ingen kontraherende stat må på nogen som helst måde udvise eller afvise (”refolere”) en flygtning ved grænserne til sådanne områder, hvor hans liv eller frihed ville være truet på grund af hans race, religion, nationalitet, hans tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller hans politiske anskuelser. 2. Nærværende bestemmelse kan dog ikke påberåbes af en flygtning, som med rimelig grund må anses for en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land.” Udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., sammenholdt med flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, indebærer, at der i en situation som den foreliggende skal foretages en tre-leddet vurdering ved bedømmelsen af, om en udlænding er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse efter § 7, stk. 1. I første række skal der tages stilling til, om udlændingen kan anses for at være dømt for en særlig farlig forbrydelse. I givet fald skal der dernæst tages stilling til, om udlændingen må betragtes som en fare for samfundet i Danmark. Er det tilfældet, skal der herefter foretages en proportionalitetsafvejning, hvor forbrydelsens grovhed mv. afvejes over for, om særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, taler for at give udlændingen opholdstilladelse. Om klageren er dømt for en særlig farlig forbrydelse: Det ovenfor anførte indebærer, at Flygtningenævnet i første række skal tage stilling til, om klageren ved ankedommen af [dato i efteråret] 2020, hvorved han blev idømt fængsel i 5 år for bl.a. overtrædelse af blandt andet straffelovens § 216, stk. 1, nr. 1, jf. § 21, er dømt for en særlig farlig forbrydelse i flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, 2. leds forstand. Spørgsmålet er herefter, hvordan begrebet ”en særlig farlig forbrydelse” i flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, skal forstås. Ved fastlæggelsen af dette begreb, må det for det første tages i betragtning, at artikel 33, stk. 2, har karakter af en undtagelse fra det generelle princip i artikel 33, stk. 1, om forbud mod refoulement. Tiltalte er ved dommen fundet skyldig i tre forsøg på voldtægt, herunder et forhold af forsøg på voldtægt under indtrængen i privat hjem, og Flygtningenævnet finder, at tiltalte herved er dømt for en særlig farlig forbrydelse i artikel 33, stk. 2, 2. leds forstand. Om klageren må betragtes som en fare for samfundet: Spørgsmålet er herefter, om klageren må betragtes som en fare for samfundet i Danmark, i hvilken forbindelse der skal foretages en fremadrettet farevurdering, men som skal foretages på grundlag af de oplysninger, der foreligger på vurderingstidspunktet. Ved vurderingen af, om klageren må betragtes som en fare for samfundet i Danmark, må der således i almindelighed foretages en konkret helhedsvurdering, og i den forbindelse må der lægges vægt på navnlig (1) karakteren og grovheden af forbrydelsen, (2) de nærmere omstændigheder, hvorunder forbrydelsen blev begået (3) længden af den konkret idømte straf, idet en idømt straf af en længere varighed skaber en formodning for, at den pågældende udlænding udgør en fare for samfundet (4) om udlændingen i øvrigt er dømt for forbrydelser i Danmark, (5) hvor lang tid siden den særligt farlige forbrydelse er blevet begået og (6) klagerens tidligere og aktuelle personlige og familiemæssige forhold, herunder oplysninger om, hvordan den pågældende har opført sig under afsoningen af fængselsstraffen samt under et eventuelt ophold på et udrejsecenter. Klageren er tidligere ved dom af [dato i efteråret] 2016 straffet med betinget fængsel i 4 måneder for bl.a. flere forhold af ulovlig indtrængen i private hjem, vold og tre forhold af blufærdighedskrænkelse. På den anførte baggrund og efter en samlet vurdering af de i øvrigt foreliggende oplysninger, finder Flygtningenævnet, at klageren – også fremadrettet – må betragtes som en fare for samfundet. Oplysningerne om tiltaltes helbredsmæssige forhold kan ikke føre til en anden vurdering. Det skal herefter vurderes, om særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler for at meddele klageren opholdstilladelse. Dette beror på en proportionalitetsafvejning, og i den forbindelse vil der således blandt andet skulle foretages en vurdering efter artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Efter en samlet afvejning, hvor karakteren og grovheden af den forbrydelse, som tiltalte er fundet skyldig i, indgår med meget tung vægt, finder Flygtningenævnet, at der ikke foreligger sådanne særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at meddele klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Oplysningerne om klagerens helbredsmæssige og familiemæssige forhold kan således ikke føre til en anden vurdering. Konklusion: Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2023/24/SABA
