Nævnet stadfæstede i maj 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en mand, der var meddelt konventionsstatus og nu tidsubegrænset opholdstilladelse i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark blandt andet til, at asylsagen bør behandles i Danmark, under henvisning til klagerens store frygt for at blive udsat for yderligere overfald ved en tilbagevenden til Sverige.Flygtningenævnet udtalte:”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af udlændingelovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af udlændingelovens § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren er meddelt opholdstilladelse som konventionsflygtning i Sverige og nu har en tidsubegrænset opholdstilladelse i Sverige. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 29 b (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, til § 1, nr. 2 og 8) blandt andet: ”Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b kan en asylansøgning afvises, hvis ansøgeren allerede har opnået beskyttelse i et land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse. Afvisning kan alene ske, hvis betingelserne for at betragte landet som første asylland er opfyldt som følge af, at en udlænding tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er i den forbindelse ikke et krav, at udlændingen kan leve på fuldt ud det samme niveau som det andet EU-lands egne statsborgere eller som flygtninge i Danmark, og praksis vedrørende overførsler efter Dublinforordningen kan ikke uden videre overføres, idet der bl.a. må sondres mellem vilkårene for udlændinge, hvis asylsag er under behandling, og udlændinge, der allerede har opnået beskyttelse. Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b forudsætter ikke, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse. Viser det sig efterfølgende, at udlændingen nægtes indrejse, vil sagen efter omstændighederne kunne genoptages.” Efter Flygtningenævnets praksis skal den pågældendes personlige integritet og sikkerhed endvidere være beskyttet, uden at der dog derved stilles krav om, at vedkommende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllands egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion No. 58, 13. oktober 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der i den forbindelse blevet lagt vægt på blandt andet, om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor mv. Bestemmelsen i udlændingelovens § 29 b indebærer, at en person, der allerede har opnået beskyttelse i et andet land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse, som udgangspunkt ikke har ret til at få sin ansøgning om asyl behandlet i Danmark. Det anførte skal også ses i sammenhæng med, at der gælder en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. præmis 80 i EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i sagerne C-411/10 og C-493/10. Flygtningenævnet finder, at det vil være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Sverige, samt at klageren i Sverige vil være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes herved, at klageren har opnået beskyttelse i Sverige, der som medlem af EU er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheders artikel 19, stk. 2, og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non-refoulement-princippet som anført i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. Det forhold, at klageren frygter et bandemedlem ved navn [A], som har stukket ham ned med en [skarp genstand] i Sverige i 2017, og [A]s venner som efterfølgende har opsøgt klageren og truet ham på livet gennem sms’er, kan ikke føre til en ændret vurdering. Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at klageren til Udlændingestyrelsen [i foråret] 2023 og til DRC Dansk Flygtningehjælp [i foråret] 2023 har oplyst, at han er sikker på, at han hurtigt vil blive genkendt af [A] og [A]s venner, som vil slå ham ihjel. Flygtningenævnet skal i den forbindelse bemærke, at klageren til Udlændingestyrelsen har oplyst, at han anmeldte [nærmere bestemt vold] til det svenske politi, hvorefter [A] blev anholdt og dømt. Klageren har til Udlændingestyrelsen også oplyst, at han ikke anmeldte episoden, hvor han af [A]s venner blev truet og forsøgt overfaldt, henset til, at klageren ikke følte, at det svenske politi havde hjulpet ham. Flygtningenævnet skal i en forbindelse bemærke, at det svenske politi, som følge af klagerens anmeldelse af [nærmere bestemt volden] i 2017, har udvist vilje og evne til at yde ham den fornødne beskyttelse. For så vidt angår truslerne fra [A]s venner, finder Flygtningenævnet, at klageren må henvises til at rette henvendelse til det svenske politi, der tidligere i forbindelse med [nærmere bestemt volden] har udvist vilje og evne til at yde ham den fornødne beskyttelse. Tilsvarende må det antages, at det svenske politi fortsat vil yde hjælp og beskyttelse til klageren. Det forhold, at klageren som følge af [nærmere bestemt volden] i 2017 har fået psykiske mén og smerter i maven, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at klageren til Udlændingestyrelsen har oplyst, at han tidligere har fået behandling for sine lidelser i Sverige. Flygtningenævnet bemærker afslutningsvist, at det følger af AIDA’s ”Country Report: Sweden, 2021 update”, udgivet i maj 2022, side 115, at anerkendte flygtninge har samme adgang til lægehjælp og sociale ydelser som svenske statsborgere, og at klageren således må antages at kunne få den nødvendige lægelige og psykiatriske behandling i Sverige. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” § 29 b-Sve/2023/2/sme
