Nævnet stadfæstede i maj 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en kvinde, der var meddelt subsidiær beskyttelse i Sverige. Sagen blev behandlet på et skriftligt nævnsmøde.Flygtningenævnet udtalte:Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af udlændingelovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af udlændingelovens § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land, der er omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren [i efteråret] 2017 er meddelt subsidiær beskyttelsesstatus i Sverige, og at hendes opholdstilladelse udløb [i efteråret] 2020. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 29 b (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, til § 1, nr. 2 og 8) bl.a.: ”Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b kan en asylansøgning afvises, hvis ansøgeren allerede har opnået beskyttelse i et land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse. Afvisning kan alene ske, hvis betingelserne for at betragte landet som første asylland er opfyldt som følge af, at en udlænding tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er i den forbindelse ikke et krav, at udlændingen kan leve på fuldt ud det samme niveau som det andet EU-lands egne statsborgere eller som flygtninge i Danmark, og praksis vedrørende overførsler efter Dublinforordningen kan ikke uden videre overføres, idet der bl.a. må sondres mellem vilkårene for udlændinge, hvis asylsag er under behandling, og udlændinge, der allerede har opnået beskyttelse. Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b forudsætter ikke, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse. Viser det sig efterfølgende, at udlændingen nægtes indrejse, vil sagen efter omstændighederne kunne genoptages.” Efter Flygtningenævnets praksis skal den pågældendes personlige integritet og sikkerhed endvidere være beskyttet, uden at der dog derved stilles krav om, at vedkommende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllands egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion No. 58, 13. oktober 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der i den forbindelse blevet lagt vægt på bl.a., om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor m.v. Bestemmelsen i udlændingelovens § 29 b indebærer, at en person, der allerede har opnået beskyttelse i et andet land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse, som udgangspunkt ikke har ret til at få den pågældendes ansøgning om asyl behandlet i Danmark. Det anførte skal også ses i sammenhæng med, at der gælder en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. præmis 80 i EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i sagerne C-411/10 og C-493/10. Flygtningenævnet finder, at det vil være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Sverige, samt at klageren i Sverige vil være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes herved, at klageren har opnået international beskyttelse i Sverige, der som medlem af EU er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheders artikel 19, stk. 2, og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non-refoulement-princippet som anført i Flygtningekonventionens artikel 3, stk. 1. Flygtningenævnet bemærker, at klageren har oplyst, at hun ikke har personlige konflikter i Sverige, herunder med myndigheder, privatpersoner eller familiemedlemmer, og ikke siden sin indrejse i Sverige i [foråret] 2021 er blevet kontaktet af sin tidligere ægtefælle, der forud herfor havde truet hende og udsat hende for vold. Klageren må i den forbindelse henvises til at søge de svenske myndigheders beskyttelse, som må antages at have vilje og evne til at beskytte klageren. Flygtningenævnet finder, at det forhold, at klagerens ægtefælle og to fællesbørn har opholdstilladelse i Danmark, ikke kan føre til, at klagerens asylansøgning bør behandles i Danmark. De forhold, som klagerens advokat har anført i sine indlæg af [foråret] 2023 om blandt andet FN´s Børnekonventions artikel 3 og FN´s Handicapkonventions artikel 23, stk. 4, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet bemærker herved, at det forhold, at ægtefællernes ene fællesbarn, [navn], lider af [en alvorlig sygdom], som gør hende afhængig af klagerens pleje, ikke kan tillægges betydning ved afgørelsen af spørgsmålet om, hvorvidt Sverige kan tjene som første asylland. For så vidt angår spørgsmålet om en mulig adskillelse af familien ved klagerens tilbagevenden til Sverige bemærkes, at det falder uden for Flygtningenævnets kompetence at tage stilling hertil, idet bemærkes at kompetencen til at meddele opholdstilladelse efter andre bestemmelser i udlændingeloven henhører under Udlændingestyrelsen med klageadgang til Udlændingenævnet. I den forbindelse bemærkes, at den af klageren indgivne klage over Udlændingestyrelsens afslag på familiesammenføring med sin herboende ægtefælle, er tillagt opsættende virkning af Udlændingenævnet. På denne baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b. Løbenummer: § 29 b-Sve/2023/3/EEB