Nævnet stadfæstede i juni 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af ud-lændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klagerens ægtefælle opholder sig i Danmark. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en an-søgning om international beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tysk-land [i foråret] 2023 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren ikke ønsker at blive overført til Tyskland, idet han derfra frygter at blive udsendt til [sit hjem-land], hvor han frygter for sit liv, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Tyskland har tiltrådt Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og der er ikke holdepunkter for at antage, at Tyskland ikke lever op til sine internationale forpligtelser, herun-der princippet om non-refoulement. Det anførte om, at klagerens ægtefælle opholder sig i Danmark, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder, at klagerens ægtefælle ikke er omfattet af definitionen af ”familiemedlemmer” i Dublinforordningens artikel 2, litra g, idet det følger af bestemmelsen, at familien skal have været eksisterende i hjemlandet. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klage-ren har oplyst, at han først mødte sin ægtefælle i [et europæisk land], hvorfor der således ikke har eksisteret et familieliv i hjemlandet. Flygtningenævnet finder på baggrund af sagens omstændigheder i øvrigt ikke, at hensynet til familielivet, som det fremgår forordningen, herunder præamblens punkt 14, og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, kan føre til, at asylsagen skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet skal i forlængelse heraf bemærke, at det ikke er i overensstemmelse med Dublinforordningens formål, at en an-søger skal have sin asylsag behandlet på ny efter allerede at have fået afslag på sin ansøgning i én af de andre kontraherende medlemsstater. Flygtningenævnet finder endelig, at der ikke er grundlag for at tilside-sætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af huma-nitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinfor-ordningen.”. Dub-Tysk/2023/17/imbs
