Nævnet stadfæstede i januar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 1992 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev senest i 2019 idømt fængsel i et år for overtrædelse af straffelovens § 244, jf. 247, stk. 1, § 260, stk. 1, nr. 1, jf. § 21, og § 261, stk. 2, jf. stk. 1, jf. § 89 samt udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, men er senest ved [byretten] [i foråret] 2019 udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk palæstinenser og sunnimuslim fra [en palæstinensisk flygtningelejr], Libanon. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive efterstræbt som følge af sin fars politiske aktiviteter i Libanon, idet klagerens far var medlem af en organisation i Libanon og efterlyst. Så vidt klageren har forstået, kom der nogle gange personer hjem til klagerens mor for at spørge efter klagerens far. Klageren har yderligere anført, at han deler efternavn med sin far, og at dette muligvis vil medføre problemer for ham ved en tilbagevenden Libanon. Endelig har klageren oplyst, at han ikke har nogen tilknytning til Libanon, og at han er usikker på, om han overhovedet vil kunne indrejse i landet. Flygtningenævnet skal tage stilling til, om udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Libanon. Da klageren er statsløs palæstinenser, har flygtningekonventionens artikel 1 D betydning ved denne stillingtagen. Bestemmelsen har følgende ordlyd: ”D. Denne konvention skal ikke finde anvendelse på personer, som for nærværende nyder beskyttelse eller bistand fra andre organer eller institutioner under De Forenede Nationer end De Forenede Nationers højkommissær for flygtninge. Såfremt af en eller anden grund denne beskyttelse eller bistand er bortfaldet, uden at disse personers forhold er blevet endeligt fastlagt i overensstemmelse med de derpå sigtende beslutninger, vedtagne af De Forenede Nationers plenarforsamling, skal disse personer uden videre være berettiget til at nyde de i denne konvention omhandlede fordele.” Den citerede bestemmelse indebærer, at der i første række skal tages stilling til, om klageren er omfattet af flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt., det vil sige om klageren som statsløs palæstinenser for nærværende kan anses for at nyde beskyttelse eller bistand fra UNRWA. Er det tilfældet, er klageren udelukket fra beskyttelse efter flygtningekonventionen i Danmark, medmindre bestemmelsen i artikel 1 D, 2. pkt., finder anvendelse (hvorved sigtes til, om UNRWAs beskyttelse eller bistand er bortfaldet). Hvis artikel 1 D, 2. pkt., finder anvendelse som følge af, at UNRWAs beskyttelse eller bistand må anses for at være bortfaldet, hvorved udelukkelsen fra beskyttelse efter flygtningekonventionen i Danmark ophører, anses klageren automatisk for omfattet af flygtningekonventionen, og vil blive meddelt opholdstilladelse efter § 7, stk. 1, medmindre klageren af andre grunde er udelukket mv. Om klageren er omfattet af flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt. Flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt. – der som anført medfører, at klageren er udelukket fra beskyttelse efter flygtningekonventionen i Danmark – finder anvendelse, hvis klageren nyder eller tidligere har nydt beskyttelse eller bistand fra UNRWA. Bestemmelsen i flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt., må i lyset af EU-domstolens dom i Bolbol-sagen, jf. C-31/09, Nawras Bolbol mod Bevándorlási és Allampolgársági, dom af 17. juni 2010, præmis 49-53, forstås således, at bestemmelsen alene finder anvendelse, hvis den pågældende (statsløse palæstinenser) enten er registreret eller rent faktisk har modtaget hjælp fra UNRWA. Den blotte berettigelse til beskyttelse eller bistand fra UNRWA er således ikke tilstrækkelig til, at den pågældende er omfattet af artikel 1 D, 1. pkt. På baggrund af sagens oplysninger, herunder navnlig UNRWAs høringssvar [fra sommeren] 2021, samt af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen i den påklagede afgørelse, lægger Flygtningenævnet til grund, dels at klageren er registreret hos UNRWA, dels at klageren er omfattet af flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt., hvorfor klageren er udelukket fra beskyttelse efter flygtningekonventionen, medmindre UNRWAs beskyttelse eller bistand kan anses for bortfaldet, jf. artikel 1 D, 2. pkt. Om klageren er omfattet af flygtningekonventionens artikel 1 D, 2. pkt. Ved den nærmere forståelse af, hvornår UNRWAs beskyttelse eller bistand kan anses for bortfaldet efter flygtningekonventionens artikel 1 D, 2. pkt., kan der henvises til EU-Domstolens dom i Alheto-sagen, jf. C-585/16, Serin Alheto mod Zamestnik-predsedatel na Darzhavna agentsia za bezhantsite, dom af 25. juli 2018. I dommen, der angik en kvindelig statsløs palæstinenser fra Gaza, anfører EU-Domstolen i præmis 86 bl.a. følgende om fortolkningen af artikel 12, stk. 1, litra a, i kvalifikationsdirektivet 2011/95/EU, som implementerer flygtningekonventionens artikel 1 D: ”86. Som fastslået af Domstolen finder artikel 12, stk. 1, litra a), andet punktum, i direktiv 2011/95 [der svarer til flygtningekonventionens artikel 1 D, 2. pkt.] anvendelse, når det på grundlag af en individuel vurdering af samtlige relevante forhold viser sig, at den pågældende palæstinenser befinder sig i en alvorlig personlig usikkerhedstilstand, og at det er umuligt for UNRWA, hvis beskyttelse den berørte har påberåbt sig, at sikre den pågældende levevilkår, som er i overensstemmelse med organets opgave, hvorved denne palæstinenser på grund af omstændigheder, der ikke er udtryk for vedkommendes vilje, således tvinges til at forlade UNRWA’s operationsområde.” Det anførte indebærer, at en statsløs palæstinenser fra mandatområdet, der har haft adgang til UNRWAs beskyttelse eller bistand, og som har været tvunget til at forlade UNRWAs mandatområde eller tilsvarende afskåret fra at vende tilbage, fordi den pågældende befinder sig i en alvorlig personlig usikkerhedstilstand, vil den pågældende automatisk være omfattet af flygtningekonventionen, og som udgangspunkt blive meddelt opholdstilladelse efter § 7, stk. 1. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om der efter en konkret og individuel vurdering er grundlag for at antage, at klageren ikke kan vende tilbage til Libanon og igen få beskyttelse af UNRWA. Flygtningenævnet finder, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han på grund af faderens forhold vil være i et asylbegrundende modsætningsforhold til [A]-bevægelsen og/eller de libanesiske myndigheder. Nævnet har herved lagt vægt på blandt andet, at klagerens fader udrejste af Libanon i 1990, og at det beror på klagerens egen formodning, at han, blot fordi han deler efternavn med sin far, (muligvis) vil kunne få problemer i Libanon. Flygtningenævnet finder således, at klagerens individuelle forhold ikke indebærer, at han vil være i en risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 31 ved en tilbagevenden til Libanon. For så vidt angår klagerens mulighed for at genindrejse i Libanon bemærkes, at uanset at det fremstår vanskeligt at arrangere en udrejse til Libanon, fremgår det af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens landerapport marts 2020, ”Readmission og Palestinian Refugees from Lebanon”, blandt andet, at et europæisk land er lykkedes med at returnere 18 afviste asylansøgere til Libanon, og at disse alle frivilligt var tilbagevendt. Endvidere fremgår af rapporten: ”In cases of voluntary return of PRLs (Palestinian Refugees from Lebanon) in which no foreign authorities were involved in the process of return, the MFA (Ministry of Foreign Affairs and Emigrants) would approve the returns to Lebanon.” Det må således lægges til grund, at klageren vil kunne indrejse i Libanon. Herefter – og i øvrigt af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen i den påklagede afgørelse – finder Flygtningenævnet, at klageren, der er en sund og rask ung mand, uanset de generelt svære forhold såvel sikkerhedsmæssigt som socioøkonomisk for statsløse palæstinensere i Libanon, der beskrives i baggrundsoplysningerne, ikke vil stå i en sådan alvorlig personlig usikkerhedstilstand i Libanon, at det vil være umuligt for UNRWA, hvis beskyttelse klageren er omfattet af, at sikre ham levevilkår, som er i overensstemmelse med UNRWAs opgave. Flygtningenævnet tiltræder således, at udlændingelovens § 31 ikke er til hinder for, at klageren udsendes til Libanon. Konklusion. Flygtningenævnet finder, at klageren er omfattet af flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt., men at han ikke er omfattet af artikel 1 D, 2. pkt., idet han ikke er afskåret fra at vende tilbage til Libanon, hvor han har adgang til UNRWAs beskyttelse og bistand. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2022/1/imbs
