iran202245

Nævnet stadfæstede i august 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2021. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og sunnimuslim fra [navngiven by], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af [sit familiemedlem A], [familiemedlem B] eller [familiemedlem C], fordi hun er flygtet fra Iran for at modsætte sig tvangsægteskab med [familiemedlem B]. Ansøgeren har videre henvist til, at hun frygter at få problemer med sin familie, idet hun ikke er interesseret i mænd. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at ansøgerens familie havde lavet en aftale med [familiemedlem B’s] familie om, at ansøgeren og [familiemedlem B] skulle giftes, når ansøgeren fyldte 18 år. Ansøgeren fortalte [familiemedlem A], at hun ville modsætte sig ægteskabet, hvilket [familiemedlem A] reagerede voldeligt på. I ultimo 2020 fik ansøgeren udstedt et Schengenvisum til Danmark, idet ansøgerens [familiemedlem D] opholdt sig i Danmark og skulle føde. I Danmark fortalte ansøgeren [familiemedlem D] om tvangsægteskabet, og ansøgerens [familiemedlem A] rejste tilbage til Iran før tid grundet uoverensstemmelser med ansøgeren omkring ægteskabet. Ansøgeren fik forlænget sit visum for at hjælpe [familiemedlem D] efter fødslen, og mens ansøgeren opholdt sig i Danmark, truede [familiemedlem A] hende med at slå hende ihjel, når hun vendte tilbage til Iran. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hun ikke er tiltrukket af mænd, hvilket hun formoder skyldes det, som hun har været igennem. Ansøgeren har endelig oplyst, at hun heller ikke er interesseret i kvinder. Ansøgeren har endelig henvist til, at hun frygter at vende tilbage til Iran, fordi hun er konverteret til kristendommen. Hun har til støtte herfor oplyst, at hun mødte to kristne iranere på [Asylcenter A], som hun blev flyttet til, efter hun havde været til anden samtale med Udlændingestyrelsen. Ansøgeren deltog på deres opfordring i et kursus, hvor der var undervisning om torsdage. Efter at hun havde været til kurset et par gange, var hun i kirke for første gang i [kirke A] i [by A]. Hun begyndte derefter at deltage i gudstjenester om søndagen og fik bevilliget praktik i kirken. Hun deltager derudover i et andet kursus på torsdage, i sprogcaféen og i kvindeklubben om onsdagen. Hun har også to gange deltaget i et kursus i [by B], ligesom hun to gange har været til en kristen konference i [by C]. Ansøgeren blev døbt i [kirke A i foråret] 2022. Hendes familie i Iran ved ikke, at hun er konverteret, og hvis [familiemedlem A] finder ud af det, vil han komme til Danmark og slå hende ihjel. Om risikoen for overgreb mv. som følge af, at ansøgeren skulle have modsat sig tvangsægteskab. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af [familiemedlem A], [familiemedlem B] eller [familiemedlem C], fordi hun har modsat sig et tvangsægteskab med [familiemedlem B], hvilket var et ægteskab, som ansøgerens familie og [familiemedlem B’s] familie havde aftalt, da ansøgeren var lille, og hvor aftalen i øvrigt var, at ansøgeren skulle giftes med [familiemedlem B], når hun fyldte 18 år. I den sammenhæng har ansøgeren forklaret, at [familiemedlem B], fordi hun forventedes, at skulle giftes med ham, jævnligt har udsat hende for forskellige former for fysiske overgreb siden hun var [7-11] år gammel. Ved bedømmelsen af, om ansøgerens forklaring kan lægges til grund, må der efter Flygtningenævnets flertals opfattelse lægges vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om de overgreb, som [familiemedlem B] (som hun skulle giftes med) skulle have udsat hende for. I den forbindelse skal flertallet fremhæve, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2021 forklarede, at [familiemedlem B] ”plejede at komme forbi ca. hver anden tredje uge”, og at ansøgeren til samtalen [i sommeren] 2021 forklarede, at ”Deres familier besøgte hinanden næsten hver anden uge …”, samt at hun ikke mødtes med ”[familiemedlem B] på andre tidspunkter ud over i forbindelse med familiebesøg”. For nævnet har ansøgeren derimod forklaret, at ”[familiemedlem B] kom tit til området i forbindelse med sit arbejde”, hvorfor [familiemedlem B] oftere (end en gang om ugen eller hver fjortende dag) kom forbi familiens hjem alene, dvs. at [familiemedlem B] besøgte ansøgeren også ud over i forbindelse med de familierelaterede besøg. Flertallet har også lagt vægt på, at ansøgeren til samtalen [i sommeren] 2021 forklarede, at ”[familiemedlem B] tog ansøger med på tur nogle gange, herunder visse steder i byen eller i parken, hvor der ikke var mennesker omkring dem”, og at ”[familiemedlem B] havde ikke mulighed for at være alene med ansøger inden for, idet der hele tiden var familiemedlemmer til stede. Derfor tog han hende for det meste ud, således at han kunne være alene med hende”. Det forekommer påfaldende, at ansøgeren under samtalen [i sommeren] 2021 undlod at oplyse – hvilket hun har gjort for Flygtningenævnet – at overgrebene for det meste foregik i [familiemedlem B’s] bil. Hertil kommer, at ansøgeren for nævnet har forklaret, at overgrebene som det sted, hvor de fandt sted ”anden mest”, var hjemme hos ansøgeren. Endvidere finder flertallet, at det ikke forekommer overbevisende, at [familiemedlem B], som forklaret af ansøgeren for nævnet, foretog overgreb i husets børneværelse, hvor de begge klædte sig af, mens den øvrige familie var til stede i husets stue. Endvidere har flertallet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt i forhold til, hvordan [familiemedlem E] reagerede, da hun fortalte [familiemedlem E] om de overgreb, som [familiemedlem B] skulle have udsat ansøgeren for. Hertil kommer, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at ”hun forsøgte at overbevise sin familie om, at det ikke ville gå”, at hun til samtalen [i sommeren] 2021 forklarede, at ”hun protesterede og sagde til [familiemedlem A og E] flere gange, at hun ikke ville giftes med [familiemedlem B]”, mens ansøgeren for nævnet har forklaret, at hun ikke talte med [familiemedlem A], som hun frygtede, om hendes modstand mod det forventede ægteskab med [familiemedlem B]. Desuden har flertallet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende i forhold, hvor tit [familiemedlem B] ringede til ansøgeren i Iran med henblik på at udøve kontrol over hende. Flertallet har også taget i betragtning, at ansøgeren for nævnet har forklaret udbyggende i relation til ansøgerens ”forhold” til [familiemedlem B], idet ansøgeren ikke på noget tidligere tidspunkt har forklaret, at der var indgået en kontrakt mellem dem, der er benævnt Sigheh. Endvidere har flertallet taget den omstændighed i betragtning, at ansøgerens øvrige søstre er blevet gift i en noget senere alder, mens det for ansøgerens vedkommende – siden hun var lille – skulle være blevet besluttet, at hun skulle giftes med [familiemedlem B], når hun fyldte 18 år. Hertil kommer, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren som lille skulle være blevet lovet væk til [familiemedlem B], der er [15-18] år ældre, når samtidig henses til, at ansøgeren har [et antal] ældre søstre. Endelig har flertallet taget i betragtning, at ansøgeren har forklaret divergerende i relation til ansøgerens [familiemedlem F] og det drab, som skulle være begået af [familiemedlem B] på en anden mand, der skulle have haft ”kontakt” med [familiemedlem F]. Samlet set finder Flygtningenævnets flertal, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran – som følge af, at hun skulle have modsat sig et tvangsægteskab med [familiemedlem B] – risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Om ansøgerens manglende tiltrækning af mænd. Af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført i den påklagede afgørelse, tiltræder Flygtningenævnet, at ansøgerens manglende tiltrækning af mænd ikke i sig selv kan begrunde asyl efter udlændingelovens § 7. Om ansøgerens konversion. Flygtningenævnet har på baggrund af klagerens oplysninger om sin konversion og sagens oplysninger i øvrigt navnlig foretaget en vurdering af, om klagerens konversion kan betragtes som reel, således at det må lægges til grund, at klagerens (nye) tro er udtryk for en reel indre overbevisning. Det har også indgået i nævnets vurdering, om ansøgerens (nye) tro har manifesteret sig i ydre handlinger, herunder om ansøgeren er blevet døbt, har deltaget i gudstjenester og religiøs undervisning, herunder om ansøgerens aktiviteter har haft en vedvarende og regelmæssig karakter. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af ansøgerens fremtræden og forklaring for nævnet, at ansøgeren – når der samtidig tages hensyn til hendes unge alder – ikke på nogen overbevisende måde har kunnet forklare nærmere om baggrunden for sin beslutning om at konvertere til kristendom, herunder har klageren ikke på overbevisende måde over for nævnet kunnet redegøre for sine indre bevæggrunde af religiøs karakter som begrundelse for konversionen. På den anførte baggrund – og uanset, at ansøgeren har kunnet fremlægge en række støttende erklæringer, og at ansøgeren er blevet døbt – finder Flygtningenævnet, at det ikke kan lægges til grund, at klagerens konversion er udtryk for en reel indre overbevisning af religiøs karakter. Konklusion. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse om, at der ikke er grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, idet nævnet bemærker, at heller ikke de generelle forhold i Iran i sig selv kan begrunde asyl.” iran2022/45/DH