Nævnet stadfæstede i december 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren frygtede at blive sendt tilbage til [europæisk land] uden en ordentlig sagsbehandling. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i efteråret] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af den nævnte bestemmelse. Det forhold, at klageren ikke ønsker at blive overført til Tyskland, idet han derfra frygter at blive deporteret til [europæisk land], hvor han efter klagerens oplysninger står til en fængselsstraf på fem år, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Tyskland har tiltrådt Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og der ikke er holdepunkter for at tro, at Tyskland ikke lever op til sine internationale forpligtelser, herunder princippet om non-refoulement. Det, som DRC Dansk Flygtningehjælp, har anført, om, at det tyske politi var meget hårdhændede ved klageren og blandt andet slog ham i forbindelse med udsendelsen samt at klageren under hele episoden ikke fik mad eller drikke, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at klageren efter det oplyste ikke har indgivet en klage til en overordnet instans over det tyske politis håndtering af ham. Det af klageren anførte vedrørende hans helbredsmæssige forhold, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren har oplyst, at han har fået behandling for sine psykiske problemer i Tyskland. Klageren må fortsat forventes at kunne modtage den nødvendige sundhedsbehandling i Tyskland. Flygtningenævnet bemærker, at nævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelse af klageren underretter de tyske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, hvis klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Flygtningenævnet bemærker endelig, at det fremgår af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 i princippet ikke forpligter en kontraherende stat til at afstå fra at udsende en person, når denne er i stand til at rejse, og på betingelse af, at de nødvendige, passende og til personens sundhedstilstand tilpassede foranstaltninger er truffet i denne henseende, jf. blandt andet Menneskerettighedsdomstolens dom af 30. april 2013 i Kochieva m.fl. mod Sverige (app. 75203/12) og dom af 7. april 2015 i Khachatryan mod Belgien (app. 72597/10). For så vidt angår udsendelsen af selvmordstruede har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol flere gange fastslået, at den omstændighed, at en person, over for hvilken der er truffet afgørelse om udsendelse er selvmordstruet, ikke forpligter den kontraherende stat til at afstå fra at gennemføre den trufne foranstaltning, såfremt staten træffer konkrete foranstaltninger for at forhindre selvmordet, jf. ovenfor henviste domme. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Tyskland er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Tyskland, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse af 9. november 2022 om at overføre klageren til Tyskland, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Tysk/2022/27/juri
