Nævnet stadfæstede i januar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Vietnam. Indrejst i 1989 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, jf. § 7, stk. 1. Klageren blev i 2019 idømt fængsel i tre år for overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 1. pkt., jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 2, jf. § 2, stk. 4, jf. stk. 1, jf. bilag 1, liste A, nr. 1, jf. til dels straffelovens § 21 og § 276, jf. § 286, stk. 1 samt udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig. Dommen fra 2019 blev i 2020 stadfæstet med den ændring, at klageren blev idømt fængsel i et år og seks måneder og udvist af Danmark med indrejseforbud i 12 år.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, jf. § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Vietnam. Klageren er katolik fra en mindre by uden for [by A], Vietnam. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Vietnam frygter de vietnamesiske myndigheder. Klageren har til støtte herfor oplyst, at klagerens [familiemedlem A] og [familiemedlem B] har arbejdet for den Sydvietnamesiske regering før kommunisterne overtog regeringsmagten i 1975. Klagerens [familiemedlem A] arbejdede som [militær stilling], og både klagerens [familiemedlem A] og [familiemedlem B] er efterfølgende blevet fængslet for deres aktiviteter for den sydvietnamesiske regering i henholdsvis fire til fem år og syv til otte år. Klagerens familie er ligeledes blevet opsøgt af de vietnamesiske myndigheder. Klageren frygter ikke noget konkret på baggrund af familiens aktiviteter, men hun er bange for at vende tilbage. Klageren har som asylmotiv endvidere henvist til, at hun ikke har noget at vende tilbage til, idet klagerens familie opholder sig i Danmark. Klageren har endvidere henvist til, at hun ikke længere føler sig som en vietnameser, idet klageren ikke kender det vietnamesiske samfund, ikke længere behersker det vietnamesiske sprog fuldt ud og ikke er i besiddelse af et vietnamesisk statsborgerskab. Klageren har sluttelig som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at de vietnamesiske myndigheder får kendskab til, at hun i Danmark er blevet idømt fængselsstraf for overtrædelse af straffelovens § 191. Klageren har til støtte herfor oplyst, at sådanne forbrydelser straffes med dødsstraf i Vietnam. Indledningsvis bemærkes, at klageren asylretligt skal vurderes i forhold til Vietnam. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at der i sagen foreligger et pas, hvoraf det fremgår, at klageren har vietnamesisk statsborgerskab. Det forhold, at hun måtte have mistet sit vietnamesiske statsborgerskab kan ikke føre til en anden vurdering, da hun ikke har sandsynliggjort, at hun i sådant tilfælde ikke ville kunne generhverve det. Flygtningenævnet vurderer som Udlændingestyrelsen, at klageren ikke er i personlig risiko for forfølgelse eller overgreb ved en tilbagevenden til Vietnam. Flygtningenævnet bemærker, at klageren kom til Danmark som [12-15]-årig med sine [familiemedlemmer] som kvoteflygtning. Flygtningenævnet lægger til grund, at klagerens [familiemedlem A] og [familiemedlem B] i Vietnam havde en konflikt med myndighederne, idet de havde arbejdet for den tidligere sydvietnamesiske regering. Flygtningenævnet lægger til grund, at klagerens [familiemedlem B] sad fængslet for sine aktiviteter for den sydvietnamesiske regering, og at klageren oplevede at hendes lærere og kammerater var racistiske overfor hende, ligesom myndighederne holdt øje med familien. Klageren er trods familiens konflikt ikke personligt blevet opsøgt forud for udrejsen. Hertil kommer, at klageren har været tilbage med [sine familiemedlemmer] for at holde ferie i Vietnam to gange af tre ugers varighed senest i 2018, hvor hun ikke har oplevet problemer med myndighederne, hverken i forbindelse med ind- og udrejsen eller under selve opholdet i landet. Flygtningenævnet bemærker tillige, at klageren i forbindelse med rejserne til Vietnam søgte om visum hos den vietnamesiske ambassade og benyttede et dansk fremmedpas, hvoraf fremgår hendes efternavn, som er det samme som hendes [familiemedlem A’s] efternavn, og, at hun er statsborger i Vietnam. På denne baggrund og da [familiemedlem A’s] konflikt med myndighederne ligger 40 år tilbage, beror det på klagerens egen formodning, at hun skulle være i et modsætningsforhold til de vietnamesiske myndigheder som følge af denne konflikt. Efter baggrundoplysningerne, herunder høringssvar af 15. maj 2017 fra Udenrigsministeriet vedrørende dobbeltstraf (double jeopardy) i Vietnam lægger Flygtningenævnet til grund, at klageren heller ikke som følge af sin straf i Danmark vil risikere dobbeltstraf ved en tilbagevenden til Vietnam. Efter baggrundsoplysningerne lægger Flygtningenævnet tillige til grund, at ansøgeren ikke vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb som følge af, at hun er katolik. Nævnet bemærker, at familien ikke som følge af deres religion var udsat for overgreb forud for udrejsen. Det forhold, at klageren i Vietnam ikke har et netværk, kan ikke medføre asyl, idet klageren er sund og rask og må anses for at være i stand til at forsørge sig selv. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at klageren i Danmark har arbejdet i mange år, og at hun taler vietnamesisk, hvilket hun demonstrerede under nævnsmødet, ligesom hun kender til kulturen. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at klageren ikke føler sig som vietnameser. Nævnet finder på den baggrund, at klageren ikke er omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Viet/2023/1/MLVT.
