Nævnet stadfæstede i januar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2000 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens daværende § 7, stk. 2 (de facto-status). Klageren blev i 2020 idømt fængsel i 6 år for overtrædelse af bl.a., jf. [straffelovens bestemmelser vedr. narkotikakriminalitet] samt udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig. Klageren blev endvidere i 2021 idømt fængsel i 30 dage for overtrædelse af [bestemmelser i lov om euforiserende stoffer, jf. bestemmelser i bekendtgørelse om euforiserende stoffer] samt udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens dagældende § 7, stk. 2 (de facto-status), og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Irak. Klageren er etnisk kurder og sunnimuslim fra [by A], Irak. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ikke kan vende tilbage til Irak, fordi han frygter at blive slået ihjel af familien til en mand ved navn [A], som klageren er dømt for at have slået ihjel. Klageren har til støtte herfor oplyst, at konflikten med [A’s] familie opstod, idet han som [16-18]-årig blev forelsket i [A’s] søster, [B]. Klageren ville gerne giftes med [B], hvilket [A] ikke ville tillade, hvorfor klageren og [A] endte i et knivslagsmål. [A] kom alvorligt til skade under slagsmålet, og han blev kørt på hospitalet, hvorefter han afgik ved døden. Klageren blev idømt 12 års fængsel for drabet på [A]. Klageren har endvidere oplyst, at [A’s] familie efterfølgende har skudt på klagerens families bopæl, forsøgt at forgifte klageren i fængslet, samt mødt op i retten med geværer. Klageren blev løsladt fra fængslet som [20-25]-årig, da han og andre fanger blev benådet af [C]. Klageren har endelig oplyst, at han senest i 1996 modtog en trussel fra [A’s] familie, da der kom et brev til klagerens families bopæl i [by A], hvor der stod, at de ikke tilgav klageren, og at de var lige bag ved ham. Flygtningenævnet tiltræder, at klagerens forklaring om en konflikt med en familie i Irak ikke kan lægges til grund. Flygtningenævnet finder således ligesom Udlændingestyrelsen, at klageren vedrørende centrale elementer i asylmotivet og om en række andre forhold har forklaret stærkt divergerende og udbyggende. Der kan i det hele henvises til de divergenser, som Udlændingestyrelsen har fremhævet i afgørelsen [i efteråret] 2022. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at det ikke fremgår af den af klageren fremlagte afgørelse af [efteråret] 1990 fra [domstol], at klageren ved denne eller anden afgørelse er fundet skyldig i drab. Flygtningenævnet bemærker også, at det fremstår påfaldende, at klageren i forbindelse med partshøring om udsendelsesspørgsmålet [i sommeren] 2021 oplyste, at han ønskede at medvirke til sin udsendelse, og at han derefter – med den anførte begrundelse – først [i foråret] 2022 kontaktede Hjemrejsestyrelsen og oplyste, at han ikke ønskede at medvirke til sin udsendelse. Klageren har for Flygtningenævnet som en del af asylgrundlaget påberåbt sig tortur, idet dette er anført som forklaring på divergenser og udbyggende oplysninger. Klageren har således nedlagt en (mere subsidiær) påstand om, at sagen udsættes på gennemførelse af en lægelig torturundersøgelse. Flygtningenævnet er opmærksom på, at FN’s Komité mod Tortur i sine ”General Comment No 4” punkt 40-41 anbefaler, at sådanne undersøgelser iværksættes, uanset om den relevante myndighed finder det sandsynligt, at ansøgeren har været udsat for tortur eller ej. Det er imidlertid Flygtningenævnets praksis at tage stilling til behovet for sådanne undersøgelser på konkret grundlag og ikke ud fra en generel standard. Det fremgår af udlændingelovens § 54, stk. 1, at Flygtningenævnet drager omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om afhøring af udlændingen og vidner og om tilvejebringelse af andre bevismidler. Selv hvis det lægges til grund, at klageren har været udsat for tortur, finder Flygtningenævnet, at der ikke er grundlag for at antage, at de mange divergenser i klagerens forklaring kan tilskrives hukommelsesproblemer. Flygtningenævnet bemærker, at klageren i [årstal] bestod [en dansk prøve]. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at klageren under mødet i Flygtningenævnet har været i stand til at forklare detaljeret og sikkert om baggrunden for og tilblivelsen af de fotos, som skal være optaget under hans fængselsophold i Irak i 1990’erne. Flygtningenævnet finder under hensyn til sagens forløb og omstændigheder, herunder klagerens generelt utroværdige forklaring, at det ikke er nødvendigt at indhente yderligere oplysninger om den påberåbte tortur, før der træffes afgørelse i sagen. Klagerens anmodning herom er derfor ikke taget til følge. Flygtningenævnet har endvidere afvist klagerens anmodning om at føre sin ægtefælle som vidne under sagen. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klagerens ægtefælle ikke kan anses at have direkte tilknytning til klagerens asylmotiv, men derimod må anses for navnlig at skulle underbygge klagerens generelle troværdighed. Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund, at klageren ikke har sandsynliggjort at have et beskyttelsesbehov, som kan føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, og det tiltrædes på denne baggrund, at udlændingelovens § 31 ikke er til hinder for, at klageren udsendes til Irak. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2023/1/kdo
