dub-tysk20234

Nævnet stadfæstede i januar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til at klageren har familie i Danmark, som han er nært knyttet til, jf. Dublin-forordningens art. 17, stk. 1. Desuden har de tyske myndigheder accepteret efter Dublin-forordningens art. 20, stk. 5, hvorfor klageren efter overførslen vil være i risiko for at blive overført til et af de lande, som han rejste igennem, inden han kom til Tyskland, men som han ikke ville kunne blive overført til fra Danmark, såsom Grækenland eller Ungarn. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Tyskland og herefter har trukket an-søgningen tilbage. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 20, stk. 5, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i vinteren 22/23] har accepte-ret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klagerens bror og morbror er bosiddende i Danmark, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at forholdet ikke er omfattet af familiebegrebet i Dublinforordningens artikel 2, litra g. Flygtnin-genævnet har videre lagt vægt på, at Dublinforordningens artikel 16 ikke kan føre til, at en overførsel af klageren til Tyskland ikke kan ske, idet nævnet ikke finder, at der foreligger et afhængighedsforhold mel-lem de herboende familiemedlemmer og klageren. Det forhold, at de løbende har holdt tæt kontakt, og at broren og morbroren vil hjælpe klageren med at finde et job og blive integreret, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. For så vidt angår, det forhold, at flugten fra Syrien har taget hårdt på klageren og hans sindstilstand, og at han føler sig deprimeret på grund af den stressfulde situation, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren må forventes at kunne modtage den nødvendige sundhedsbehandling i Tyskland. Flygtningenævnet bemærker, at nævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelse af klageren underretter de tyske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder de relevante helbredsmæssige oplysninger, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublin-forordningens artikel 32. De tyske myndigheder er herefter forpligtet til at sikre, at klageren modtager de nødvendige helbredsmæssige behandlinger. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at Udlændin-gestyrelsen i sin afgørelse af [vinteren 22/23] ikke har forholdt sig mere konkret til, hvad der vil ske med klageren ved en overførsel til Tyskland, idet klageren er bekymret for at skulle gennemgå endnu en Dublin-procedure i Tyskland og frygter, at han vil blive sendt til et tredjeland, hvor han vil opleve noget dårligt, ligesom han oplevede i Grækenland og Ungarn, kan desuden ikke føre til en ændret vurdering. Flygtninge-nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at klageren [i efteråret] 2022 til Udlændingestyrelsen har oplyst, at han i Grækenland ikke kom i kontakt med myndighederne og ikke afgav fingeraftryk. Klageren har til samme samtale oplyst, at han i Ungarn kom i kontakt med myndighederne, men at han ikke blev registre-ret med fingeraftryk. Disse oplysninger understøttes af Eurodac-registreret dateret [i efteråret] 2022. Det fremgår heraf, at klageren alene er blevet registreret i Tyskland. Flygtningenævnet har i den forbindelse også lagt vægt på, at der ikke foreligger nogen oplysninger om, at han har indgivet ansøgning om asyl i et tredjeland, herunder hverken i Grækenland og Ungarn, eller i øvrigt blevet registreret med fingeraftryk andre steder. Flygtningenævnet finder derfor, at det der ikke er en grund til at antage, at klageren skulle blive videresendt til et tredjeland, hvor han vil blive behandlet dårligt. Hertil bemærker Flygtningenævnet, at Tyskland har tiltrådt Flygtningekonventionen, Den Europæiske Menneskerettighedskonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at antage, at Tyskland ikke lever op til sine internationale forpligtelser. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og leve-vilkår for asylansøgere i Tyskland er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Tyskland, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør handles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den bag-grund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Tysk/2023/4/sme