Nævnet stadfæstede i januar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var i besiddelse af en gyldig opholdstilladelse i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at det tyske politi havde behandlet ham dårligt, og at det ikke var muligt for ham at klage over det tyske politis behandling af ham. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være om-fattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reg-lerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren er i besiddelse af en gyldig opholdstilladelse i Tyskland. Flygtningenæv-net finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 1, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttel-se. Det bemærkes herved, at Tyskland [i vinteren 2021/2022] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren er psykisk påvir-ket af det tyske politis behandling af ham, herunder at klageren blev depressiv og havde en planlagt psyko-logsamtale [i vinteren 2022/2023], og at en tilbagevenden til Tyskland vil forværre klagerens psykiske til-stand, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren til sin oplysnings- og motivsamtale har oplyst, at han ikke medicineres, og at han ikke lider af kroniske sygdom-me eller har haft længerevarende eller alvorlige sygdomsforløb. Det fremgår endvidere af oplysnings- og motivsamtalen, at klageren har været depressiv siden hændelserne i Tyskland, at han har haft selvmords-tanker, og at han har forsøgt at opsøge psykologhjælp, men at klageren kun havde råd til en halv times telefonkonsultation. Flygtningenævnet har yderligere lagt vægt på, at det må forventes, at klageren kan modtage den nødvendige sundhedsbehandling i Tyskland, såfremt klageren får behov for dette, da der ikke er holdepunkter for at antage, at Tyskland ikke overholder de internationale forpligtelser, herunder EU’s charter om grundlæggende rettigheder, Flygtningekonventionen og Den Europæiske Menneskerettigheds-konvention, som Tyskland har tiltrådt. Flygtningenævnet bemærker videre, at nævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelse af klageren underretter de tyske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder om relevante helbredsmæssige oplysninger, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublin-forordningens artikel 32. Det forhold, at klageren føler sig dårligt behandlet og chikaneret af det tyske poli-ti, kan ligeledes ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Flygtningenævnet bemærker hertil, at det frem-går af klagerens oplysnings- og motivsamtale, at klageren ikke har indgivet en klage over det tyske politis behandling af ham, idet en advokat oplyste ham om, at han risikerede at miste sit arbejde samt, at det ko-stede 150 euro at indgive en klage. Flygtningenævnet bemærker yderligere, at klageren således ikke efter det oplyste har indgivet en klage til en overordnet myndighed over det tyske politis håndtering af klagerens forløb. Nævnet finder på den baggrund, at klageren må henvises til at indgive en klage til en overordnet tysk myndighed, såfremt klageren fortsat føler, at han chikaneres og behandles dårligt af det tyske politi. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør be-handles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at næv-net efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Løbenummer: Dub-Tysk/2023/3/MLVT.
