iran202353

Nævnet meddelte i november 2023 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2014 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren blev i 2019 og 2021 idømt behandlingsdom for overtrædelse af straffelovens 119 og § 291, stk. 2 samt udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år. Udlændingestyrelsen havde vurderet, at udlændingelovens § 31 ikke var til hinder for udsendelse af klageren. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Iran. Klageren er etnisk perser fra [by A], Iran. Han er født shiamuslim, men har oplyst, at han ikke længere opfatter sig som muslim, og at han ikke følger en bestemt religion. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han forud for sin udrejse af Iran havde en seksuel relation med en jævnaldrende pige ved navn [A], som han havde mødt i forbindelse med en fest, som klageren holdt på sin bopæl. [A]s far fik kendskab til deres forhold, og udsatte derfor klageren for vold, hvorefter [A]s far kontaktede myndighederne, som førte klageren til en politistation. [A] blev undersøgt, og det blev konstateret, at de havde haft samleje. Den efterfølgende dag blev klageren stillet for en dommer ved Revolutionsdomstolen, hvor han blev idømt en straf på 70 piskeslag, som mod betaling fra klagerens familie blev reduceret til 25 piskeslag, hvilket blev effektueret samme dag. Klageren blev samtidig dømt til at indgå ægteskab med [A], fordi han havde haft samleje med hende uden for ægteskab, hvilket er i strid med sharialovgivningen. Umiddelbart efter domsafsigelsen blev klageren religiøst viet med [A] af en mullah, som registrerede deres ægteskab. Det blev skrevet ind i vielsesattesten, at klageren ville miste sin ene hånd og sin ene fod, hvis han undlod at opretholde ægteskabet. Klageren har videre oplyst, at [A]s far flere gange efter klagerens udrejse har opsøgt klagerens familie i Iran, og at [A]s far i den forbindelse har fremvist en arrestordre på klageren udstedt af myndighederne. Ydermere har klageren anført, at hans søster er blevet opsøgt af to ukendte personer, der truede hende med, at de ville kaste syre på hende, hvis ikke klageren vendte tilbage til Iran. Endelig er hans familie adskillige gange blevet opsøgt af personer fra efterretningstjenesten, hvilket de fortsat bliver. Ved en tilbagevenden til Iran frygter klageren at blive udsat for overgreb fra [A]s familie og de iranske myndigheder. Asylgrundlag. Flygtningenævnet vurderer, at klageren ved en tilbagevenden til Iran ikke er i risiko for forfølgelse på grund af sin race, religion, nationalitet, tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller politiske anskuelser. Flygtningenævnet er derfor enig i Udlændingestyrelsens vurdering af, at klageren ikke er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet vurderer derimod, at klageren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig behandling eller straf. Nævnet lægger herved vægt på, at klageren ved en tilbagevenden til Iran er i risiko for at blive udsat for overgreb af de iranske myndigheder eller af hans ægtefælles familie, fordi han ikke har opretholdt det ægteskab, som han blev dømt til at indgå. Flygtningenævnet er derfor enig i Udlændingestyrelsens vurdering af, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Udelukkelse. Klageren er ved dom afsagt i [foråret 2019] af [byret A] idømt en behandlingsdom overtrædelse af straffelovens § 291, stk. 2, og § 119, stk. 1. Klageren blev samtidig udvist af Danmark med indrejseforbud gældende i 6 år, hvorved hans opholdstilladelse bortfaldt, jf. udlændingelovens § 26 c. Klageren er endvidere ved dom afsagt i [efteråret 2021] af [byret B] dømt for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1. Dommen lød på, at det havde sit forblivende med foranstaltningen idømt ved [byret A]s dom i [foråret 2019]. Klageren blev endvidere udvist af Danmark efter udlændingelovens § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 6, og § 24, nr. 2, med indrejseforbud gældende i 6 år. Det følger af udlændingelovens § 31, stk. 1, at en udlænding ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod at blive videresendt til et sådant land. Om særlige grunde taler for ikke at udelukke klageren fra at blive meddelt opholdstilladelse, følger det af bemærkningerne til udlændingelovens § 10, stk. 3, at det har formodningen imod sig, at en udlænding, der er meddelt indrejseforbud med udvisning efter blandt andet udlændingelovens §§ 22-24, kan meddeles opholdstilladelse efter § 7. Der skal ved vurderingen af, om klageren skal udelukkes fra beskyttelse, foretages en afvejning mellem de forhold, som taler imod opholdstilladelse, og de grunde, som taler for, at ansøgningen om opholdstilladelse imødekommes. Der skal således foretages en proportionalitetsafvejning mellem karakteren og grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at meddele klageren opholdstilladelse. Til støtte for, at udelukkelse fra meddelelse af opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende for klageren, kan der peges på, at klageren på nuværende tidspunkt har opholdt sig i Danmark i omkring 8 år, herunder haft lovligt ophold i ca. 4 år. Han forstår og taler dansk. På den anden side kan der peges på, at klageren ikke har familie i Danmark. Han er født og opvokset i Iran, hvor han har sin familie, herunder sine forældre, som han har kontakt til. Han har ikke været under uddannelse eller været i beskæftigelse i Danmark. Der foreligger således på den ene side kun i begrænset omfang omstændigheder, som taler for, at udelukkelse fra meddelelse af opholdstilladelse må anses for at virke særligt belastende for klageren. Der må imidlertid på den anden side ved vurderingen af karakteren og grovheden af den begåede forbrydelse lægges vægt på, at de forhold, som klageren er dømt for, er begået under klagerens ophold på en psykiatrisk institution, hvor han var under behandling for sin psykiske lidelse, at forholdene konkret bedømt ikke kan betragtes at være af nogen særlig grov karakter, og at det lægges til grund, at forholdene isoleret bedømt ville have medført en straf på fængsel i [1-4] måneder, hvis klageren ikke var blevet idømt en behandlingsdom. Hertil kommer, at det ved vurderingen af karakteren og grovheden må tages i betragtning, at klageren på tidspunktet, hvor han begik de pågældende forhold, led af en alvorlig sindslidelse. Der henvises i den forbindelse til præmis 56 og 57 i Den Europæiske Menneskerettigheds Domstols dom i sagen Azzaqui mod Holland. På den anførte baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet afvejning, at der foreligger sådanne særlige grunde for ikke at udelukke klageren fra at blive meddelt opholdstilladelse. Konklusion. Flygtningenævnet meddeler derfor [klageren] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Iran/2023/53/LODU