Nævnet stadfæstede i november 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Spanien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der indrejste i Spanien uden at være i besiddelse af gyldig rejselegitimation. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag. Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Spanien samt at klageren har familie i Danmark. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren [i foråret] 2023 indrejste i Spanien uden at være i besiddelse af gyldig rejselegitimation, og at klageren har søgt om asyl i Danmark mindre end 12 måneder efter, at hun indrejste i Spanien fra et tredjeland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Spanien er forpligtet til at modtage klageren, jf. Dublinforordningens artikel 13, stk. 1, og at Spanien dermed er ansvarlig for at overtage behandlingen af klagerens ansøgning om international beskyttelse, jf. artikel 18, stk. 1, litra a. Det bemærkes herved, at Spanien [i sommeren] 2023 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. DRC Dansk Flygtningehjælp har gjort gældende, at klagerens asylsag skal realitetsbehandles i Danmark under henvisning til de generelle forhold for asylansøgere i Spanien. DRC Dansk Flygtningehjælp har derudover gjort gældende, at klagerens asylsag skal realitetsbehandles i Danmark under henvisning til, at hendes religiøst viede ægtefælle, [A], og hendes voksne [familiemedlem], [B], har opholdstilladelse i Danmark. Flygtningenævnet er opmærksom på, at asylsystemet i Spanien er behæftet med visse mangler, og at Europa-Kommissionen den 26. januar 2023 har indledt en traktatbrudsprocedure (i overensstemmelse med Traktaten om EU’s Funktionsmåde artikel 258) mod Spanien for manglende overholdelse af Europa-Parlamentets og Rådets Direktiv 2013/33 af 26. juni 2013 (modtagedirektivet). Nævnet bemærker, at sagen ikke er afgjort endnu. Nævnet bemærker endvidere, at det ikke vil være foreneligt med Dublinforordningens formål og system, hvis enhver tilsidesættelse af EU’s direktiver på asylområdet ville være tilstrækkelig til at forhindre enhver overførsel af en asylansøger til den ansvarlige medlemsstat, jf. herved EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i de forenede sager N.S. m.fl. (C-411/10 og C-493/10), præmis 84-85. Den anmodende medlemsstat er som udgangspunkt alene udelukket fra at overføre en asylansøger til den ansvarlige medlemsstat, når der i forbindelse med eller efter overførslen er en reel risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som omhandlet i EU-chartrets artikel 4 eller EMRK artikel 3, jf. blandt andet principperne i EU-Domstolens dom af 19. marts 2019 i sagen Jawo (C-163/17). Dette kan enten være begrundet i systemmæssige mangler ved asylproceduren og modtageforholdene for asylansøgere i den ansvarlige medlemsstat, som anført i Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, 2. led, eller andre konkrete omstændigheder, som medfører en krænkelse af EU’s charteret om grundlæggende rettigheders (EU-chartret) artikel 4 eller Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 3. Nævnet skal således foretage en vurdering af, om disse omstændigheder findes i nærværende sag. Det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder blandt andet AIDA’s ”Country Report: Spain, 2022 Update”, udgivet i april 2023, side 65 ff., at der i 2019 og 2020 har været rapporter om, at Dublin-overførte ikke har kunnet få adgang til indkvartering på grund af manglende kapacitet i modtagecentrene. Dette har i visse tilfælde resulteret i hjemløshed. Som følge heraf har de spanske domstole truffet afgørelser i en række sager om, at den spanske regering ved at nægte indkvartering af Dublin-overførte ikke har overholdt sine retlige forpligtelser. Dette medførte, at regeringen i januar 2019 udsendte en instruks om, at asylansøgere i Dublin-proceduren ikke skulle udelukkes fra modtagesystemet. Formålet med instruksen var, at den skulle garantere Dublin-overførte adgang til modtagesystemet i Spanien. Det følger af AIDA’s rapport, at der i praksis ikke længere er forskel mellem de udfordringer, som Dublin-overførte og andre asylansøgere oplever i forhold til adgangen til indkvartering, og at de spanske myndigheder prioriterer registreringen af Dublin-overførte. Hertil skal bemærkes, at der er udfordringer i modtagesystemet i Spanien på grund af kapacitetsproblemer, og at dette til tider medfører, at asylansøgere ikke altid bliver registreret i asylsystemet og indkvarteret umiddelbart efter at have ytret et ønske om at søge om asyl. Af AIDA’s rapport på side 96 fremgår, at der i visse tilfælde har været venteperioder på op til én måned på indkvartering. Der er imidlertid ikke detaljerede oplysninger om, hvor mange asylansøgere, der er berørt af dette. Det skal endvidere bemærkes, at Spanien har tiltrådt Flygtningekonventionen, EMRK og EU-charteret, og at Dublinforordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, efter hvilket der som udgangspunkt gælder en formodning for, at modtageforholdene og asylproceduren i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i de nævnte internationale konventioner. Det bemærkes i den forbindelse, at det fremgår af AIDA’s rapport på side 97, at regeringen i oktober 2022 har allokeret 215 millioner Euros til at bygge 17 modtagefaciliteter for asylansøgere med henblik på at løse indkvarteringsproblemet, og at det således må formodes, at de spanske myndigheder gør en indsats for at sikre overholdelse af deres internationale forpligtelser. For så vidt angår forholdene på modtagecentrene finder Flygtningenævnet ikke grundlag for at antage, at disse er behæftet med væsentlige mangler. Af de foreliggende baggrundsoplysninger kan der blandt andet henvises til AIDA’s rapport, side 102 ff. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, uanset de foreliggende oplysninger om mangler i forbindelse med indkvarteringen af asylansøgere i Spanien, at der ikke er væsentlige grunde til at antage, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Spanien er af sådan en karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Spanien, jf. Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder heller ikke, at der er konkrete omstændigheder, som begrunder, at der i forbindelse med eller efter overførsel af klageren er en reel risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som omhandlet i EU-chartrets artikel 4 eller EMRK artikel 3. Det oplyste om, at klageren føler sig utryg ved at bo alene i Spanien, og at hun er blevet behandlet dårligt af de spanske myndigheder, kan ikke føre til en ændret vurdering heraf. Hvad sidstnævnte angår skal nævnet henvise klageren til at klage til de spanske myndigheder, såfremt hun mener, at hun er blevet behandlet med urette i forbindelse med sin indrejse i Spanien. For så vidt angår det anførte om, at klageren har [sit familiemedlem] i Danmark, finder Flygtningenævnet, at Dublinforordningens artikel 16, stk. 1, ikke finder anvendelse i nærværende sag, da betingelserne herfor ikke er opfyldt. Der er herved lagt vægt på, at klageren ikke har dokumenteret et afhængighedsforhold mellem hende og hendes [familiemedlem]. Spørgsmålet er herefter, om der i den foreliggende sag er grundlag for at fravige udgangspunktet efter Dublinforordningens artikel 3, stk. 1, om, at det er Spanien, der skal behandle klagerens ansøgning om asyl. I den forbindelse bemærkes det, at det følger af Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, at enhver medlemsstat uanset artikel 3, stk. 1, kan beslutte at behandle en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller statsløs, selv om behandlingen af ansøgningen ikke påhviler medlemsstaten efter kriterierne i forordningen. Henset til hovedprincippet i Dublinforordningen, hvorefter en ansøgning om asyl kun skal behandles af én medlemsstat, som identificeres ud fra de objektive kriterier indeholdt i forordningens kapitel III, er det Flygtningenævnets opfattelse, at der i det enkelte tilfælde bør foreligge ganske særlige grunde til at fravige det nævnte hovedprincip. Dette gælder uanset, at Dublinfor-ordningens artikel 17, stk. 1, er en diskretionær bestemmelse. I den forbindelse bemærkes, at det fremgår af Dublinforordningens præambels punkt 14, at hensynet til familielivet i overensstemmelse med EU's Charter om Grundlæggende Rettigheder eller Den Europæiske Menneskerettighedskonvention bør indgå som et primært hensyn i forbindelse med medlemsstaternes anvendelse af forordningen. I tilknytning hertil kan der også henvises til, at det i forhold til at kunne fravige forordningens ansvarskriterier i en anden situation end den foreliggende i præamblens punkt 17 anføres, at enhver medlemsstat bør kunne fravige ansvarskriterierne, navnlig af humanitære og menneskelige grunde, for at sammenføre familiemedlemmer og behandle en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet til medlemsstaten eller til en anden medlemsstat, selvom behandlingen ikke er medlemsstatens ansvar i henhold til de bindende kriterier, der er fastlagt i forordningen. Flygtningenævnet bemærker hertil, at hverken EU-chartret eller EMRK pålægger medlemsstaterne en generel pligt til at respektere udlændinges valg af det land, hvor de ønsker at søge asyl. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, at hensynet til familielivet, som det fremgår af Dublinforordningen, herunder præamblens punkt 14 og 17, EU's Charter om Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, kan føre til, at asylsagen skal behandles i Danmark. Nævnet har herved lagt vægt på, at klagerens ægteskab med hendes religiøst viede partner, der blev indgået omkring en uge efter klagerens indrejse i Danmark, ikke er retsgyldigt i Danmark, og at klagerens partner ikke kan anses som klagerens ægtefælle efter dansk ret. Der har heller ikke været et fast samliv mellem dem forud for klagerens indrejse i Danmark [i sommeren] 2023. Det bemærkes hertil, at relationen mellem klageren og hendes religiøst viede partner, således ikke er omfattet af Dublinforordningens artikel 2, litra g, ligesom det må lægges til grund, at såfremt der har været et familieliv mellem dem siden klagerens indrejse i Danmark, må dette antages at være af begrænset karakter grundet den korte tid. For så vidt angår klagerens [familiemedlem] har nævnet lagt vægt på, at både klageren og hendes [familiemedlem] er voksne, og de har ikke boet sammen i omtrent 9 år. Endelig skal Flygtningenævnet henvise klageren til muligheden for at søge om opholdstilladelse efter familiesammenføringsreglerne og videre bemærke, at Danmark vil blive ansvarlig for at behandle klagerens asylsag, såfremt hun får meddelt opholdstilladelse i Danmark, jf. Dublinforordningens artikel 19, stk. 1. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Span/2023/8/Saba
