dub-østr202310

Nævnet stadfæstede i november 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Østrig i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde og hendes mindreårige barn, der har indgivet ansøgning om asyl i Østrig. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag.Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til at klagernes henholdsvis ægtefælle og [familiemedlem] har opholdstilladelse i Danmark, ligesom klageren er [oplysning vedrørende klageren] med sit andet barn med ægtefællen. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Østrig. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Østrig er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Østrig dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Østrig i [sommeren 2023] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Klageren har til støtte for, at der ikke skal ske overførsel til Østrig, således at klageren og hendes datters asylansøgning realitetsbehandles i Danmark, principalt gjort gældende, at klagerens ægtefælle som endvidere er far til hendes mindreårige datter, er bosat i Danmark. Herunder har klageren oplyst, at hun [oplysning vedrørende klageren] med sin ægtefælle. Klageren har videre oplyst, at hun og hendes mindreårige datter ikke har nogen familie i Østrig, hvorfor Danmark skal behandle hendes sag, da det er her hendes kernefamilie opholder sig. Klageren har bl.a. oplyst, at hun udrejste fra Syrien til [land A] i 2014, og at hun i [sommeren 2019] blev islamisk viet med sin ægtefælle i [land A]. I [foråret 2020] blev klageren registreret som asylansøger i Østrig. Hun har endvidere oplyst, at hun i [sommeren 2020] indrejste i [land B], hvor hun opholdt sig i [2-5] år. Under opholdet i [land B] fødte hun i [vinteren 2021/2022] sin og ægtefælles fælles barn. Ægtefællen rejste flere gange fra Danmark til [land B] for at besøge hende, og han var til stede i forbindelse med barnets fødsel. Hun og barnet indrejste i Danmark i [foråret 2023] og søgte asyl dagen efter. I [sommeren 2023] indgav klagerne ansøgninger om at blive familiesammenført med klagernes henholdsvis ægtefælle og [familiemedlem]. Udlændingestyrelsen har i [efteråret 2023] meddelt klagerne processuelt ophold. I [efteråret 2023] blev klageren gift med sin ægtefælle i [kommune]. Klagernes advokat har henvist til, at det følger af Dublinforordningens artikel 9, at Danmark er ansvarlig for at behandle klagernes anmodning om asyl, når klagerne, uanset om familien i forvejen var stiftet i hjemlandet, har et familiemedlem, der har fået tilladelse til at opholde sig som en person med international beskyttelse i en medlemsstat. Flygtningenævnet bemærker hertil, at Dublinforordningens artikel 9 skal læses i sammenhæng med forordningens artikel 2, litra g, og med artikel 7, stk. 2. Artikel 2, litra g, indeholder forordningens definition af begrebet ”familiemedlemmer”, som omfatter en række nærmere opregnede familiemedlemmer ”for så vidt familien allerede eksisterede i hjemlandet”. Af artikel 7, stk. 2, fremgår at ”Afgørelsen af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig efter kriterierne i dette kapitel, sker på grundlag af situationen på det tidspunkt, hvor ansøgeren for første gang indgav sin ansøgning om international beskyttelse til en medlemsstat.” Det følger heraf dels, at det er situationen i [foråret 2020], hvor klageren søgte asyl i Østrig, som er afgørende ved anvendelsen af artikel 9, og dels at klagerens ægtefælle ikke på det tidspunkt var omfattet af forordningens familiebegreb. Flygtningenævnet bemærker, at det ikke kan føre til en anden afgørelse, at klageren efter det oplyste blev religiøst viet med sin ægtefælle i [land A] i [sommeren 2019], idet denne vielse ikke er registreret ved en civil myndighed. Flygtningenævnet finder herefter, at klagerens ægtefælle ikke er omfattet af Dublinforordningens familiebegreb, som finder anvendelse ved afgørelsen efter forordningens kapitel III af, hvilken medlemsstat, der er ansvarlig for behandling af klagerens asylansøgning. Efter Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, kan enhver medlemsstat beslutte at behandle en ansøgning om international beskyttelse, selvom behandlingen af ansøgningen ikke påhviler den efter forordningens kriterier. Hensynet til barnets tarv og hensynet til familielivet, som der er henvist til i forordningens præambel 13, 14 og 16 kan ikke medføre, at Danmark skal behandle klagernes asylansøgning i medfør af forordningens artikel 17, stk. 1. Flygtningenævnet bemærker, at formålet med Dublinforordningen er at afgøre, hvilken medlemsstat, der er ansvarlig for at behandle en asylansøgning. Formålet er derimod ikke at sikre, at en asylansøger kan opholde sig på en bestemt medlemsstats område som følge af familiemæssige hensyn, som falder uden for forordningens familiebegreb. Disse hensyn varetages derimod i medfør af bl.a. reglerne om familiesammenføring. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren og hendes ægtefælle aldrig har boet sammen – hverken i [land B] eller i Danmark – og at de valgte at få et barn, født i [land B] i [vinteren 2021/2022], velvidende, at klageren ikke havde lovligt ophold i Danmark. Det forhold at klageren nu er blevet gift med sin ægtefælle, og at hun [oplysning vedrørende klageren], kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at der ikke foreligger ekstraordinære omstændigheder som kan begrunde, at klagernes asylansøgning skal behandles i Danmark.” Dub-Østr/2023/10/LODU