Nævnet stadfæstede i juli 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der har indgivet en ansøgning om asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag.Klagerens advokat henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at hun er afhængig af sin herboende søn. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren forud for sin indrejse i Danmark indgav en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland og herefter udrejste af Tyskland, inden hendes asylsag var færdigbehandlet. Formålet med Dublinforordningen er på så tidligt et tidspunkt som muligt at få fastlagt, hvilken medlemsstat, der er ansvarlig for at behandle en ansøgning om international beskyttelse, jf. forordningens præambel punkt 5, da dette skal sikre en effektiv adgang til procedurerne om meddelelse af international beskyttelse og undgå at bringe målet om en hurtig behandling af ansøgninger om international beskyttelse i fare. Hertil kommer, at det følger af forordningens artikel 3, stk. 1, at en ansøgning om international beskyttelse kun behandles af den medlemsstat, der er ansvarlig efter kriterierne i kapitel III. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at Tyskland som udgangspunkt er forpligtet til at modtage klageren, jf. Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Tyskland er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Tyskland har i overensstemmelse hermed [i foråret] accepteret at modtage klageren i medfør af den nævnte bestemmelse. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af Dublinforordningens artikel 7, stk. 2, at afgørelsen af, hvilken medlemsstat, der er ansvarlig efter kriterierne i forordningens kapitel III, sker på grundlag af situationen på det tidspunkt, hvor ansøgeren for første gang indgav sin ansøgning om international beskyttelse til en medlemsstat. I nærværende sag indgav klageren sin ansøgning om asyl i Tyskland [i vinteren 2022/23], og det må efter sagens oplysninger lægges til grund, at klageren ikke efterfølgende har forladt medlemsstaternes område. Spørgsmålet er herefter, om der i den foreliggende sag er grundlag for at fravige udgangspunktet efter Dublinforordningens artikel 3 om, at det er Tyskland, der skal behandle klagerens ansøgning om asyl. Klageren har gjort gældende, at hendes asylsag skal behandles i Danmark under henvisning til Dublinforordningens artikel 16, idet klageren på grund af sin høje alder og skrøbelige helbred er afhængig af sin herboende søn og svigerinde. Klageren har derudover gjort gældende, at hendes asylsag skal behandles i Danmark under henvisning til Dublinforordningens artikel 17 under hensyn til humanitære og menneskeretlige grunde, herunder navnlig klagerens genforening med sin herboende familie. Flygtningenævnet finder, at Dublinforordningens artikel 16 ikke finder anvendelse i nærværende sag. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren ikke har sandsynliggjort, at der består et afhængighedsforhold mellem klageren og hendes herboende søn. Det forhold, at klagerens søn hjælper hende i hverdagen som følge af klagerens alder på [mellem 68-72 år], eller det forhold, at hun er enke, [lider af visse alderdomsskavanker] mulige hjerteproblemer, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet bemærker herved tillige, at klagerens søn rejste til Danmark for omkring 14 år siden, og at klageren først [i vinteren 2022/23] indrejste i Danmark, hvor hun tog ophold hos sin søn. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om Dublinforordningens artikel 17 skal anvendes i nærværende sag. Det bemærkes i den forbindelse, at det følger af bestemmelsen, at enhver medlemsstat, uanset artikel 3, stk. 1, kan beslutte at behandle en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller statsløs, selv om behandlingen af ansøgningen ikke påhviler medlemsstaten efter kriterierne i forordningen. Henset til hovedprincippet i Dublinforordningen, hvorefter en ansøgning om asyl kun skal behandles af én medlemsstat, som identificeres ud fra de objektive kriterier indeholdt i forordningens kapitel III, er det Flygtningenævnets opfattelse, at der i det enkelte tilfælde bør foreligge ganske særlige grunde til at fravige det nævnte hovedprincip. Dette gælder uanset det forhold, at Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, er en diskretionær bestemmelse. I den forbindelse bemærkes, at det fremgår af Dublinforordningens præambels punkt 14, at hensynet til familielivet i overensstemmelse med EU's Charter om Grundlæggende Rettigheder eller Den Europæiske Menneskerettighedskonvention bør indgå som et primært hensyn i forbindelse med medlemsstaternes anvendelse af forordningen. I tilknytning hertil kan der også henvises til præamblens punkt 17, hvor det anføres, at enhver medlemsstat bør kunne fravige ansvarskriterierne, navnlig af humanitære og menneskelige grunde, for at sammenføre familiemedlemmer og behandle en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet til medlemsstaten eller til en anden medlemsstat, selvom behandlingen ikke er medlemsstatens ansvar i henhold til de bindende kriterier, der er fastlagt i forordningen. Flygtningenævnet bemærker hertil, at hverken EU's Charter om Grundlæggende Rettigheder eller Den Europæiske Menneskerettighedskonvention pålægger medlemsstaterne en generel pligt til at respektere udlændinges valg af det land, hvor de ønsker at søge asyl. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at klagerens søn samt dennes ægtefælle og børn ikke er omfattet af begrebet ”familiemedlemmer” i Dublinforordningens forstand, jf. artikel 2, litra g, ligesom klagerens relation til sin voksne søn ikke umiddelbart er omfattet af familielivsbegrebet i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Nævnet bemærker hertil, at klageren forud for sin indrejse i Danmark har været adskilt fra sin herboende søn i over 14 år. Endelig bemærker Flygtningenævnet, at det vil være i strid med formålet i Dublinforordningen at behandle en ansøgning om asyl i Danmark alene med henblik på at sammenføre en asylansøger til en anden person. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder sammenholdt med Dublinforordningen hovedformål, at hensynet til familielivet, som det fremgår af forordningen, herunder præamblens punkt 14 og 17, EU's Charter om Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, ikke kan føre til, at asylsagen skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelse af klageren underretter de tyske myndigheder om klagerens helbredsmæssige forhold, såfremt hun samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, at klagerens asylansøgning bør behandles i Danmark, jf. Dublinforordningens artikel 17. På den baggrund finder Flygtningenævnet ikke grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Tysk/2023/21/ehd
