Nævnet stadfæstede i juli 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Spanien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, samt to medfølgende børn, der er var i besiddelse af et gyldigt visum i Spanien. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren havde processuelt ophold i Danmark, barnets tarv samt modtageforholdene i Spanien. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Flygtningenævnet finder, at klagen over Udlændingestyrelsens afgørelse er indgivet rettidigt. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at DRC Dansk Flygtningehjælp har vedlagt en mail-korrespondance, hvor det ses, at Røde Kors Asyl har fremsendt klagen til Flygtningenævnet [i vinteren 2022/2023] pr. mail. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har fået udstedt et visum, der udløb [i efteråret] 2022 og dermed mindre end seks måneder før, at klageren indgav sin ansøgning om asyl i Danmark, og at hun ikke har forladt medlemsstaternes område efter udløbet af sit visum. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Spanien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 4, og at Spanien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Spanien [i vinteren 2022/2023] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Flygtningenævnet har endvidere lagt til grund, at klageren mødte sin nu tidligere ægtefælle online i [efteråret] 2020, mødte ham første gang fysisk i [sommeren] 2021, indgik ægteskab [i foråret] 2022, hvorefter klageren og hendes børn indrejste i Danmark i [foråret] 2022. Det fremgår af de for Flygtningenævnet foreliggende oplysninger, at klageren er meddelt afslag på familiesammenføring [i foråret] 2023. Vedrørende det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren har haft processuelt ophold i Danmark, og at Danmark på denne baggrund er ansvarlig for at behandle hendes asylsag, jf. Dublinforordningens artikel 12, stk. 1, bemærker Flygtningenævnet i lighed med Udlændingestyrelsen, at det fremgår af Dublinforordningens artikel 2, stk. 1, litra l, at definitionen af en opholdstilladelse ikke gælder i situationer, hvor pågældende har fået tilladelse til at opholde sig i landet under en ansøgning om opholdstilladelse. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at Danmark er ansvarlig i medfør af Dublinforordningens artikel 12, stk. 1. Det anførte om, at klageren frygter at blive henvist til at leve på gaden i Spanien uden den nødvendige hjælp og støtte uden adgang til det spanske asylsystem, samt at hendes datter er særlig sårbar, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker hertil, at det af AIDA’s Country Report: Spain – 2022 Update, side 97ff. fremgår, at asylansøgere har ret til indkvartering mv. Videre fremgår af rapportens side 120ff., at der er særligere modtageforhold for sårbare personer. Videre fremgår på side 118ff., at alle asylansøgere ifølge den spanske lovgivning har adgang til sundhedssystemet og har ret til samme sundhedsbehandling som spanske statsborgere. Nævnet bemærker i den anledning, at nævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for en udsendelse af klageren underretter de spanske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Det anførte om, at det i vurderingen bør indgå, hvilken indvirkning overførslen vil have på klagerens datter, [A], og at klagerens sag af denne grund bør behandles i Danmark af hensyn til barnets tarv, jf. Børnekonventionens artikel 3, herunder at medlemsstaterne skal tage behørigt hensyn til børns trivsel og sociale udvikling, kan ligeledes ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, at der efter det oplyste ikke foreligger forhold, som indebærer, at det vil stride mod klagerens barns tarv at behandle klagerens asylsag i Spanien. Nævnet bemærker hertil, at hovedformålet bag Dublinforordningen er effektivt at afgøre hvilken medlemsstat, der er ansvarlig for at behandle en ansøgning om international beskyttelse. På denne baggrund kan hensynet til barnets tarv således i sig selv ikke føre til, at klagerens anmodning om international beskyttelse skal tages under behandling i Danmark. Endelig finder Flygtningenævnet, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Spanien ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Spanien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Span/2023/6/imbs
