dub-malt20232

Nævnet omgjorde i juni 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Malta i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Malta. Sagen blev behandlet på mundtligt nævnsmøde.Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til modtagerforholdene på Malta. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår af kapitel 5 a, jf. § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Malta og herefter er udrejst af Malta, inden hans asylsag var færdigbehandlet, men at de maltesiske myndigheder har besluttet, at der med udrejsen foreligger et endeligt afslag på asyl. Formålet med Dublinforordningen er på så tidligt et tidspunkt som muligt at få fastlagt, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for at behandle en ansøgning om international beskyttelse, jf. forordningens præambels punkt 5, da dette skal sikre en effektiv adgang til procedurerne om meddelelse af international beskyttelse og undgå at bringe målet om en hurtig behandling af ansøgninger om international beskyttelse i fare. Hertil kommer, at det følger af forordningens artikel 3, stk. 1, at en ansøgning om international beskyttelse kun behandles af den medlemsstat, der er ansvarlig efter kriterierne i kapitel III. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Malta som udgangspunkt er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Malta dermed er ansvarlig for at behandle klagerens fornyede ansøgning om international beskyttelse. Malta har i overensstemmelse hermed accepteret at modtage klageren i medfør af den nævnte bestemmelse i Dublinforordningen. Klageren har til støtte for, at der ikke skal ske overførsel til Malta, således at hans asylansøgning realitetsbehandles i Danmark, principalt gjort gældende, at hans asylsag bedst kan belyses i Danmark, hvorved det sikres, at han opnår den mest hurtige og samtidig grundige behandling af sin anmodning om asyl, og at det derved bedst sikres, at afgørelsen om asyl stemmer overens med hans herboende families afgørelser, jf. Dublinforordningens præambels punkt 5 og principperne i præamblens punkt 15. Det er ligeledes gjort gældende, subsidiært at der ikke sker overførsel af klageren til Malta, idet han har familiemedlemmer i Danmark, som nyder international beskyttelse her i landet, jf. Dublinforordningens artikel 17, mere subsidiært at der ikke kan ske overførsel af klageren til Malta på grund af de systematiske mangler i de maltesiske myndigheders behandling af asylsager, jf. Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, 1. pkt., og mere subsidiært at de ovennævnte anbringender i fællesskab må føre til, at klagers sag skal behandles i Danmark, da dette er bedst overensstemmende med formålet med Dublinforordningen. Det er endvidere mere subsidiært gjort gældende, at klagerens ansøgning om asyl i Danmark er begrundet i et asylmotiv, som de maltesiske myndigheder ikke har taget stilling til, og at der således er tale om en ny asylansøgning, der bør behandles i Danmark. Spørgsmålet er herefter, om der i den foreliggende sag er grundlag for at fravige udgangspunktet efter forordningens artikel 3, stk. 1, om, at det er Malta, der skal behandle klagerens fornyede ansøgning om asyl. I den forbindelse bemærkes indledningsvis, at det følger af Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, at enhver medlemsstat (in casu Danmark) uanset artikel 3, stk. 1, kan beslutte at behandle en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller statsløs, selv om behandlingen af ansøgningen ikke påhviler medlemsstaten (in casu Danmark) efter kriterierne i forordningen. Henset til hovedprincippet i forordningen, hvorefter en ansøgning om asyl kun skal behandles af én medlemsstat, som identificeres ud fra de objektive kriterier indeholdt i forordningens kapitel III, er det Flygtningenævnets opfattelse, at der i det enkelte tilfælde bør foreligge særlige grunde til at fravige det nævnte hovedprincip. Dette gælder uanset det forhold, at Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, er en diskretionær bestemmelse. I den forbindelse bemærkes, at det fremgår af Dublinforordningens præambels punkt 15, at en medlemsstats samlede behandling af ansøgningerne om international beskyttelse fra medlemmerne af en familie gør det muligt at sikre, at ansøgningerne behandles grundigt, og at de afgørelser, der træffes om dem, stemmer overens, og at medlemmerne af en familie ikke adskilles. I tilknytning hertil kan der også henvises til, at det i forhold til at kunne fravige forordningens ansvarskriterier i præamblens punkt 17 anføres, at enhver medlemsstat bør kunne fravige ansvarskriterierne, navnlig af humanitære og menneskelige grunde, for at sammenføre familiemedlemmer, slægtninge eller andre familierelationer og behandle en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet til medlemsstaten eller til en anden medlemsstat, selvom behandlingen ikke er medlemsstatens ansvar i henhold til de bindende kriterier, der er fastlagt i forordningen. Flygtningenævnet skal herefter på den ene side bemærke, at det taler imod at behandle klagerens ansøgning om asyl i Danmark, at klageren tidligere er meddelt afslag på asyl i både Malta og Sverige, og at han nu – efter også at have ansøgt om asyl i Nederlandene – har ansøgt om asyl i Danmark. For så vidt angår det forhold, at klageren har sin far, mor og en bror i Danmark, bemærkes, at denne familierelation ikke er omfattet af familiebegrebet i Dublinforordningens artikel 2, litra g. Hertil kommer, at klagerens øvrige brødre efter det oplyste befinder sig i henholdsvis Nederlandene og Tyrkiet. På den anden side skal Flygtningenævnet bemærke, at det taler for at behandle klagerens ansøgning om asyl i Danmark, at hans herboende far, mor og voksne bror i [sommeren] 2022 er meddelt asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, idet moren og hans bror er meddelt asyl på grundlag af farens forhold. Klageren har i sin ansøgning om asyl i Danmark henvist til farens asylmotiv som grundlag for asylansøgningen, hvilket efter de foreliggende oplysninger i udgangspunktet må formodes at ville kunne danne grundlag for, at klageren ligeledes meddeles asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Det tilføjes, at det fremgår af akterne fra klagerens sag i Malta, at klageren som asylmotiv i forbindelse med ansøgningen indgivet i Malta har henvist til en række forhold, der hovedsagelig vedrører hans egne forhold, og at Malta således ikke har vurderet farens forhold i forbindelse med afslaget på asyl. Der foreligger ikke tilsvarende oplysninger om asylansøgningerne indgivet i Sverige og Nederlandene. Det tilføjes ligeledes, at en anvendelse af Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, kan inddrage hensynet til at sammenføre både familiemedlemmer, slægtninge og andre familierelationer og således også klagers relation til sin herboende far, mor og bror. Endvidere må der lægges vægt på, at såfremt klageren overføres til Malta, må det efter baggrundsoplysningerne, jf. eksempelvis AIDA, ”Country Report: Malta – 2022 Update” (udgivet i april 2023), og sagens oplysninger i øvrigt lægges til grund, at klageren vil være i udsendelsesposition til [hjemland] og i risiko for at blive frihedsberøvet under belastende forhold. Det må efter baggrundsoplysningerne anses for behæftet med væsentlig usikkerhed, om klageren vil kunne få sin asylsag på Malta genoptaget, herunder inden for rimelig tid, med henvisning til de nye oplysninger om sin fars forhold og de i Danmark meddelte afgørelser om asyl til klagerens herboende familiemedlemmer. Efter en samlet og helt konkret vurdering af sagens oplysninger finder Flygtningenævnet, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder i sagen, at der er grundlag for at fravige hovedprincippet i forordningen, hvorefter en ansøgning om asyl kun skal behandles af én medlemsstat, som identificeres ud fra de objektive kriterier indeholdt i forordningen kapitel III. Flygtningenævnet finder således grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, således at klagerens ansøgning om asyl bør behandles i Danmark.” dub-malt/2023/2/lodu