Nævnet stadfæstede i marts 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mandlig klager, der har indgivet asyl i Sverige og herefter er forsvundet. Sagen blev behandlet på mundtligt nævnsmøde.DRC Dansk Flygtningehjælp og klagerens beskikkede advokat henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark til, at klageren havde oplyst, at hun i perioden fra [foråret] 2021 til [efteråret] 2022 opholdt sig i [sit hjemland[ og således havde været udrejst af medlemsstaternes område i mere end tre måneder. Subsidiært gjorde DRC Dansk Flygtningehjælp og klagerens beskikkede advokat gældende, at klagerens ægtefælle opholdt sig i Danmark og var afhængig af klagerens hjælp, hvorfor sagen burde behandles i Danmark i medfør af Dublin forordningens artikel 10, jf. artikel 2 g, og Dublinforordningens artikel 17, stk. 1. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren [ I slutningen af] 2020 har søgt om international beskyttelse i Sverige, og at klageren herefter forsvandt, hvorefter asylsagen blev afsluttet [i sommeren] 2021. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at Sverige som udgangspunkt er forpligtet til at modtage klageren, jf. Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra c, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Sverige har i overensstemmelse hermed den 21. december 2022 accepteret at modtage klageren i medfør af den nævnte bestemmelse i Dublinforordningen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, hverken om at hun [i efteråret] 2020 i [navngivent land] blev gift med [navnet på samlever], eller om at hun har opholdt sig uden for Dublin medlemsstaternes område i mere end 3 måneder. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det svækker ansøgerens generelle troværdighed, at hun har oplyst forskellige identiteter til de svenske myndigheder. Ansøgeren har således i Sverige oprindeligt oplyst, at hun hed [et andet navn] og var født [i begyndelsen af] 1996. Hun har i en e-mail af [sommeren]2022 til Migrationsverket oplyst, at hun rettelig er [navnet, som klageren har angivet til de danske myndigheder], født [i begyndelsen af] 1995. Ved vurderingen af ansøgerens forklaring om, at hun og [navnet på samleveren] er gift, lægger Flygtningenævnet vægt på, at der ikke er fremlagt dokumentation for ægteskabet. Flygtningenævnet bemærker, at samlivet mellem ansøgeren og [navnet på samleveren] ikke efter hendes og [navnet på samleveren] s har forklaringer haft en sådan varighed og fasthed, at forholdet har ægteskabslignende karakter. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at parret har boet sammen fra omkring [efteråret] 2020 til [foråret] 2021 i [hjemlandet] og i Sverige, inden deres forhold blev afbrudt i omkring 1½ år, hvorefter de har været samlevende i Danmark fra [efteråret] 2022, dvs ca. 5 måneder. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har dokumenteret, at hun har opholdt sig uden for Dublin medlemsstaternes i mere end tre måneder. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren som dokumentation herfor alene har fremlagt et foto af sit pas med et udrejsestempel dateret [sommeren] 2021. Ansøgeren har imidlertid ikke fremlagt dokumentation for varigheden af opholdet uden for medlemsstaternes område. Flygtningenævnet bemærker, at billetter til en musikfestival i [hjemlandet] [i sommeren] 2021 og fotos, der angiveligt er optaget i forbindelse med festivalen, ikke dokumenterer, at ansøgeren har deltaget i festivalen. En lægeerklæring vedrørende en undersøgelse af ansøgeren i [hjemlandet] [i efteråret] 2021 udgør heller ikke tilstrækkelig dokumentation for varigheden af ansøgerens ophold uden for EU. Flygtningenævnet har lagt vægt på det anførte om, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket. Bestemmelserne i Dublinforordningens artikel 10 og artikel 19, stk. 2, kan herefter ikke føre til, at Danmark er ansvarlig for behandling af ansøgerens asylsag. Herefter, og da der heller ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. Dublinforordningens artikel 17, finder Flygtningenævnet efter en gennemgang af sagen ikke grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen. Dub-Sver 2023/6/mnr
