Artikel 20 - Procedurer for anmodning om overtagelse
Flygtningenævnet stadfæstede i marts 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Rumænien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen vedrørende en kvinde, der har indgivet en ansøgning om asyl i Kroatien, og hendes mindreårige datter. Sagen blev behandlet på af et samlet nævn på skriftligt grundlag. Klagerens advokat henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark til, at fristerne efter Dublinforordningens artikel 21, stk. 1, og gennemførelsesforordningens artikel 5, stk. 2, var sprunget. Efter en gennemgang af sagen udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren har indgivet en ansøgning om international beskyttelse i Rumænien [i efteråret] 2021, og at klageren ved at forlade Rumænien har trukket sin ansøgning tilbage under behandlingen. Det fremgår af sagen, at klageren [i efteråret] 2021 søgte om asyl i Danmark. [I efteråret] 2021 anmodede Udlændingestyrelsen Rumænien om at modtage klageren i medfør af Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og af anmodningen fremgår, at den også omfattede hendes medfølgende barn, der ikke var blevet registreret i Rumænien. [I vinteren 2021/22] accepterede Rumænien at modtage klageren i medfør af Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra c, men accepten omtalte ikke klagerens datter. Den [omtrent én uge senere] anmodede Udlændingestyrelsen igen Rumænien om at acceptere at modtage klagerens medfølgende barn i henhold til Dublinforordningen, hvilket Rumænien afviste [én uge senere] med den begrundelse, at barnet ikke var kendt i Rumænien, og at det ikke var bevist, at klagerens medfølgende barn er klagerens datter. [Omtrent én måned senere] anmodede Udlændingestyrelsen igen Rumænien om at acceptere at modtage klagerens medfølgende barn i henhold til Dublinforordningen og fremsendte i den forbindelse som bevis for slægtskabet et familiebillede fremlagt af klageren. Denne anmodning blev [omtrent to uger senere] også afvist af Rumænien. [To måneder senere] anmodede Udlændingestyrelsen igen Rumænien om at acceptere at modtage klagerens medfølgende barn og fremsendte denne gang resultatet fra en DNA-undersøgelse foretaget [i vinteren 2021/22], som dokumenterede slægtskabet mellem klageren og hendes medfølgende barn. Rumænien orienterede herefter Udlændingestyrelsen [omtrent tre uger senere] om, at Rumænien ville acceptere at modtage klagerens medfølgende barn, såfremt Udlændingestyrelsen anmodede Rumænien om at modtage hende i medfør af Dublinforordningens artikel 10. [Én uge senere] anmodede Udlændingestyrelsen Rumænien om at modtage klagerens medfølgende barn med henvisning til Dublinforordningens artikel 10, hvilket Rumænien [én uge senere] accepterede i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens anmodning af [ugen forinden]. Klagerens advokat har blandt andet gjort gældende, at klagerens samt hendes medfølgende barns asylsag skal behandles i Danmark, da Udlændingestyrelsen ikke har overholdt de frister for anmodning om overtagelse, der fremgår af Dublinforordningen artikel 21, stk. 1, og gennemførelsesforordningens artikel 5, stk. 2. Klagerens advokat har herved henvist til, at fristen på tre måneder for indgivelse af en anmodning om overtagelse i medfør af Dublinforordningens artikel 21, stk. 1, for så vidt angår klagerens medfølgende barn, er sprunget. Det er i den forbindelse gjort gældende, at [de tre anmodninger] til Rumænien [i vinteren 2021/2022 og foråret 2022] må anses for nye anmodninger om overtagelse af klagerens datter, ligesom det ikke kan lægges til grund, at anmodningen af [foråret 2022] alene er sendt som følge af en beklagelig fejl. Klagerens advokat har derudover gjort gældende, at hvis Udlændingestyrelsens efterfølgende anmodninger om overtagelse af klagerens medfølgende barn i stedet skal antages at udgøre revurderingsanmodninger, frem for nye anmodninger om overtagelse, bør klagerens asylsag behandles i Danmark, idet revurderingsanmodningerne er fremsat for sent. Advokaten har hertil henvist til EU-domstolens dom af 13. november 2018 i de forenede sager C-47/17 og C-48/18 (X og X mod Staatssecretaris van Veiligheid en Justitie), hvor EU-domstolen blandt andet fastslog, at Dublinforordningens artikel 21, stk. 1, skal fortolkes således, at en anmodning om revurdering ikke kan indgives efter udløbet af de ufravigelige frister i forordningens artikel 21, stk. 1. Derudover har advokaten henvist til, at Udlændingestyrelsens anmodning om revurdering er fremsat mere end to måneder efter Rumæniens seneste afslag på overtagelse af den medfølgende klager, hvorved svarfristen på tre uger i gennemførelsesforordningens artikel 5, stk. 2, er sprunget. Klagerens advokat har endelig vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt Udlændingestyrelsen har overholdt fristerne i Dublinforordningens artikel 21. stk. 1, gjort gældende, at bestemmelsen i Dublinforordningens artikel 20, stk. 3, ikke, som anført af Udlændingestyrelsen, ændrer på, at fristen i forordningens artikel 21, stk. 1, er sprunget i forhold til klagerens datter. Flygtningenævnet bemærker, at det efter indholdet af de anmodninger, der er sendt mellem Udlændingestyrelsen og Rumænien, må lægges til grund, at klagerens medfølgende barn ikke var omfattet af Rumæniens accept af [vinteren 2021/22], og at Rumænien heller ikke [én uge senere] accepterede at overtage hende, men bad om dokumentation for, at hun var klagerens datter. Det må endelig efter indholdet af Rumæniens afgørelse af [én måned senere] lægges til grund, at Rumænien gav afslag på Udlændingestyrelsens anmodning af [den første anmodning] om overtagelse af klagerens datter. Det følger af gennemførelsesforordningens artikel 5, stk. 2, at en medlemsstat, der mener, at det afslag, den har modtaget, hviler på en fejlagtig bedømmelse, eller når den har yderligere beviser at fremføre, kan anmode om en fornyet behandling af anmodningen. Denne mulighed skal udnyttes inden for tre uger efter modtagelsen af det negative svar. Først [i foråret] 2022 anmodede Udlændingestyrelsen, efter slægtskabet var fastslået ved en DNA-test, Rumænien om også at acceptere en overtagelse af datteren. Denne anmodning er fremsat mere end tre uger efter det negative svar fra Rumænien, jf. gennemførelsesforordningens artikel 5, stk. 2, ligesom den også er fremsat efter udløbet af fristen i Dublinforordningens artikel 21, stk. 1, der udløb [i vinteren 2021/22]. Det fremgår af Dublinforordningens artikel 20, stk. 3, at ved anvendelsen af forordningen betragtes den situation, som et mindreårigt barn, der ledsager ansøgeren, og som falder ind under definitionen af et familiemedlem, befinder sig i, som værende uløseligt forbundet med den situation, som den pågældendes familiemedlem befinder sig i, og ansvaret for denne situation påhviler den medlemsstat, som er ansvarlig for behandlingen af ansøgningen om international beskyttelse fra det pågældende familiemedlem, selv når den mindreårige ikke selv er ansøger, forudsat at det tjener den mindreåriges tarv bedst. Flygtningenævnet finder imidlertid, at denne bestemmelse, i en situation som den foreliggende, ikke kan føre til, at der skal ses bort fra fristoverskridelserne. Da der således ikke foreligger en rettidig accept af at modtage både klageren og hendes datter, finder Flygtningenævnet, at Danmark er ansvarlig for at behandle klagerens samt hendes medfølgende barns sag. Den omstændighed, at Rumænien [i foråret 2022] på trods af fristoverskridelsen har accepteret at overtage klagerens datter i medfør af Dublinforordningens artikel 10, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet skal hertil fremhæve præmisserne i EU-domstolens dom af 26. juli 2017 i sagen C-670/16 (Mengesteab mod Tyskland), under besvarelsen af det andet spørgsmål i den præjudicielle forelæggelse, hvoraf fremgår, at Dublinforordningens artikel 27, stk. 1, sammenholdt med præamblens punkt 19 skal fortolkes således, at udløbet af en frist fastsat i Dublinforordningen er uafhængig af, om den anmodede medlemsstat er rede til at overtage asylansøgeren. Flygtningenævnet omgør derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, således at klageren og hendes medfølgende barn ikke overføres til Rumænien.” Dub-Rumæ/2023/1.
