Nævnet stadfæstede i oktober 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Italien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var indrejst ulovligt i Italien fra et tredjeland. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag. DRC Dansk Flygtningehjælp og advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for sårbare asylansøgere i Italien. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren [i efteråret] 2021 indrejste i Italien fra Tyrkiet, og at Danmark [i vinteren] 2021/22 har anmodet Italien om at overtage behandlingen af klagerens asylansøgning. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Italien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 13, stk. 1, og at Italien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Italien [i foråret] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. For så vidt angår det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte vedrørende de generelle modtageforhold og adgangen til asylsagsproceduren for asylansøgere i Italien, herunder klagerens frygt for manglende indkvartering, bemærker nævnet, at de aktuelle modtageforhold for asylansøgere i Italien ifølge de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger er behæftet med visse mangler. Nævnet finder imidlertid, at der ikke er væsentlige grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at en overførsel af klageren til Italien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Der kan herved blandt andet henvises til de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder AIDA, Country Report: Italy Update May 2022, side 22ff. Det fremgår blandt andet af rapporten, at selvom asylproceduren kan være længerevarende og modtagefaciliteterne begrænsede, så foretager de italienske myndigheder en reel asylsagsbehandling. Nævnet har yderligere lagt vægt på indholdet af de italienske myndigheders circular letter af 8. februar 2021, hvoraf det blandt andet fremgår, at dekret nr. 130/2020 af 21. oktober 2020 ved sin ikrafttrædelse erstatter det såkaldte SIPROIMI-system, som blev indført ved dekret nr. 132/218 af 1. december 2018, med det ny implementerede SAl-system. Det fremgår endvidere af de italienske myndigheders circular letter af 8. februar 2021, at: “In particular, the new system introduces some significant changes in the Italian reception system. Above all, it provides the chance for asylum seekers to be hosted in the SAl system, including family groups so as to guarantee the protection of such a fundamental right as the family unity. Following our Circular Letter of 8 January 2019, this is to inform you that in the framework of the new system these dedicated centres will host even Dublin family groups with minors, returned from other Member States, in accordance with the Tarakhel judgement.” Nævnet har endvidere lagt vægt på, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol den 15. april 2021 i sagen M.T. mod Nederlandene (application no. 46595/19) har vurderet modtageforholdene i Italien og afvist en klage herover. Flygtningenævnet finder således, at der herved er ydet en tilstrækkelig garanti for, at de italienske myndigheder vil indkvartere klageren under passende forhold. Der er således ikke grundlag for at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at en overførsel af klageren til Italien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som nævnt i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 eller Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheders artikel 4, jf. herved tillige Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 4. november 2014 i sagen Tarakhel mod Schweiz (application no. 29217/12). Flygtningenævnet lægger efter de modtagne lægelige oplysninger til grund, at klageren er diagnosticeret med [en psykisk diagnose], og at han har været indlagt og modtaget behandling herfor under sit ophold i Danmark. Det fremgår af de lægelige oplysninger bl.a., at klageren er meget urolig, forpint og plaget af [en psykisk diagnose]. Flygtningenævnet finder, at det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren er særligt sårbar som følge af hans psykiske problemer, og at klageren ved en overførsel til Italien ikke vil kunne modtage den nødvendige sundhedsbehandling fra de italienske myndigheder, ikke kan føre til en ændret vurdering. Nævnet bemærker hertil, at det fremgår af AIDA, Country Report: Italy Update May 2022, side 143 ff., at asylansøgere har tilstrækkelig adgang til lægebehandling, og at de nyder samme rettigheder og behandling som italienske statsborgere. Det fremgår endvidere af rapporten, at selvom der ikke direkte er fastsat procedurer i lovgivningen til identificering af, om en asylansøger kategoriseres som sårbar og har særlige modtagerbehov, har sundhedsministeriet fastsat retningslinjer herom. Af rapporten fremgår yderligere, at der findes særlige procedurer for sårbare personer, idet disse sager behandles i en prioriteret asylproces. Dette fremgår tilsvarende af den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 15. april 2021 i sagen M.T. mod Nederlandene, (application no. 46595/19), at der er sket forbedringer af modtagelses- og indkvarteringssystemet for alle asylansøgere i Italien, og at de asylansøgere, der vurderes særligt sårbare, prioriteres hurtigere overflytning fra modtagelsescentrene til SAI-systemet. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at klageren tidligere har modtaget psykiatrisk behandling i Italien, og at nævnet derfor lægger til grund, at de italienske myndigheder er bekendt med klagerens psykiatriske problemer. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at Hjemrejsestyrelsen forud for en udsendelse af klageren underretter de italienske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Hjemrejsestyrelsen skal sikre sig, at den pågældende asylansøger bliver ydet pleje straks ved dennes ankomst til den ansvarlige medlemsstat. I denne henseende bemærkes, at Dublinforordningens artikel 31 og 32 pålægger den overførende medlemsstat at meddele den ansvarlige medlemsstat de oplysninger om asylansøgerens sundhedstilstand, som kan gøre det muligt for denne medlemsstat at yde den akutte lægebehandling, der er nødvendig for at beskytte vedkommendes vitale interesser. Der vises herunder til EU-domstolens dom af 16. februar 2017 i sagen C.K mfl. mod Slovenien (C-578/16 PPU), præmis 80-82. Flygtningenævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen tilrettelægger udsendelsen på en sådan måde, at ansøgeren under transport i nødvendigt omfang ledsages af formålstjenligt lægepersonale, som råder over det udstyr, de ressourcer og den medicin, som er nødvendige, for at forhindre enhver forværring af dennes sundhedstilstand, og at de italienske myndigheder underrettes som anført ovenfor. Flygtningenævnet finder herefter, at disse forholdsregler er tilstrækkelige til at udelukke reel risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling, herunder en væsentlig forværring af hans tilstand, i tilfælde af overførsel af den pågældende asylansøger til Italien. For så vidt angår det anførte angående klagerens udrejse af Italien, hvilket skyldtes trusler modtaget af personer tilknyttet menneskesmuglere i Italien, finder Flygtningenævnet heller ikke, at dette kan føre til en ændret vurdering. Nævnet bemærker i forlængelse heraf, at klageren må henvises til at søge de italienske myndigheders beskyttelse, som må antages at have vilje og evne til at beskytte klageren, såfremt klageren stadig skulle frygte at blive opsøgt af de på gældende personer. Flygtningenævnet finder således ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Italien er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Italien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Ital/2022/27/ehd
