Nævnet stadfæstede i marts 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en mand, der var meddelt konventionsstatus i Grækenland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark blandt andet til, at klageren ikke vil have adgang til hverken det græske integrationsprogram eller nationale socialsystem, hvorfor klageren med stor sandsynlighed vil ende som hjemløs og uden mulighed for at forsørge sig selv. Flygtningenævnet udtalte: ”I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren er meddelt opholdstilladelse som konventionsflygtning i Grækenland den [dato i efteråret] 2018. Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af udlændingelovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af udlændingelovens § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land, der er omfattet af Dublinforordningen. Af forarbejderne til udlændingelovens § 29 b (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, til § 1, nr. 2 og 8) fremgår blandt andet: ”Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b kan en asylansøgning afvises, hvis ansøgeren allerede har opnået beskyttelse i et land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse. Afvisning kan alene ske, hvis betingelserne for at betragte landet som første asylland er opfyldt som følge af, at en udlænding tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er i den forbindelse er krav, at udlændingen kan leve på fuldt ud det samme niveau som det andet EU-lands egne statsborgere eller som flygtninge i Danmark, og praksis vedrørende overførsler efter Dublinforordningen kan ikke uden videre overføres, idet der bl.a. må sondres mellem vilkårene for udlændinge, hvis asylsag er under behandling, og udlændinge, der allerede har opnået beskyttelse. Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b forudsætter ikke, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse. Viser det sig efterfølgende, at udlændingen nægtes indrejse, vil sagen efter omstændighederne kunne genoptages.” Efter Flygtningenævnets praksis skal den pågældendes personlige integritet og sikkerhed endvidere være beskyttet, uden at der dog derved stilles krav om, at vedkommende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllandets egne statsborgere. Der er dog et krav i henhold til Excom Conclusion No. 58, 13. oktober 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der i den forbindelse blevet lagt vægt på blandt andet, om udlændinge har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor m.v. Bestemmelsen i udlændingelovens § 29 b indebærer, at en person, der allerede har opnået beskyttelse i et andet land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse, som udgangspunkt ikke har ret til at få den pågældendes ansøgning om asyl behandlet i Danmark. Det anførte skal også ses i sammenhæng med, at der gælder en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. præmis 80 i EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i sagerne C-411/10 og C-493/10. Flygtningenævnet finder, at de generelle sociale og økonomiske leveforhold og levevilkår for flygtninge med konventionsstatus i Grækenland, ifølge baggrundsoplysningerne er vanskelige, men dog ikke af en sådan karakter, at Grækenland af den grund ikke kan tjene som klagerens første asylland. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det efter baggrundsoplysningerne må lægges til grund, at en del flygtninge i Grækenland, herunder også tilbagevendte flygtninge fra et andet EU-land, er hjemløse eller opholder sig i forladte eller besatte bygninger, da de græske myndigheder ikke som sådan bistår flygtninge med tildeling af boliger, hvorfor flygtninge således reelt selv er ansvarlige for at anskaffe sig en bolig, jf. blandt andet AIDA, Country Report: Greece (2021 Update), side 244 ff. Det følger videre af baggrundsoplysningerne, at flygtninges adgang til indkvarteringsfaciliteter for hjemløse er underlagt samme restriktioner og betingelse som tredjelandsstatsborgere, men at disse kun er tilgængelige i et begrænset omfang. Flygtningenævnet har videre lagt til grund, at anerkendte flygtninge i medfør af det græske International Protection Acts artikel 30, har samme ret til social bistand som græske statsborgere, men at der kan være udfordringer forbundet med at opnå denne bistand, blandt andet fordi visse dokumentationskrav kan være vanskelige at efterleve, jf. AIDA, Country Report: Greece (2021 Update), side 244 ff. Endvidere må det på baggrund af førnævnte rapport lægges til grund, at flygtninge, herunder hjemløse flygtninge, navnlig har mulighed for den såkaldte garantererede minimumsindkomstordning, der er en effektiv ordning, der for eksempel garanterer en minimumindkomst på 200 euro om måneden. Derudover har nævnet lagt vægt på, at det af baggrundsoplysningerne fremgår, at anerkendte flygtninge i medfør af artikel 27 i den græske International Protection Act har samme adgang til og vilkår på arbejdsmarkedet som græske statsborgere, ligesom flygtninge har samme adgang til uddannelsessystemet og træningsprogrammer som tredjelandsstatsborgere med lovligt opholdt i Grækenland. Det må dog samtidig bemærkes, at den reelle adgang til arbejdsmarkedet for flygtninge vanskeliggøres af den høje arbejdsløshedsprocent. Det fremgår videre af baggrundsoplysningerne, at der ikke stilles krav om, at anerkendte flygtninge skal søge om separat arbejdstilladelse for at få adgang til arbejdsmarkedet. I forhold til adgangen til sundhedsydelser har nævnet lagt vægt på, at det følger af AIDA, Country Report: Greece (2021 Update), side 250, at der er fri adgang til sundhedssystemet for flygtninge med konventionsstatus under de samme betingelser som græske statsborgere, dog således at der praksis er en betydelig mangel på ressourcer og kapacitet for både udlændinge og lokale. Klageren kan derfor henvises til at søge hjælp til sine helbredsproblemer hos de græske sundhedsmyndigheder. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at nævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelsen af klageren underretter de græske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, hvis klageren samtykker hertil. Flygtningenævnet har endelig lagt til grund, at klageren – om end muligvis med besvær - vil have mulighed for at blive tildelt et socialsikringsbevis samt et skattenummer af de græske myndigheder til brug for adgangen til boligmarkedet, sundhedsydelser og indkvarteringssystemet. Nævnet har herved lagt vægt på oplysningerne herom i rapporten fra AIDA, Country Report: Greece (2021 Update), side 247 ff. Flygtningenævnet skal på denne baggrund meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” §29b-Græ/2023/1/DH
