Nævnet omgjorde i august 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse en kvindelig statsborger fra Syrien, således at vedkommende fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 3. Indrejst i 26. april 2016.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra [A], Rif Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [Efteråret] 2018 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun frygtede at vende tilbage til krigen i Syrien. Klageren oplyste til støtte herfor, at hun frygtede bombadementerne, de vilkårlige anholdelser, skyderierne samt usikkerheden i landet. Klageren oplyste herudover, at mange mænd og kvinder blev tilbageholdt af myndighederne, hvis de havde en søn i den militærpligtige alder. Klageren oplyste endvidere, at der ikke var mad og drikke i Syrien. Udlændingestyrelsen har [Foråret] 2022 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., idet Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at hun frygter at blive anholdt af de syriske myndigheder, fordi hendes søn [B] er eftersøgt af myndighederne. Klageren har til støtte herfor oplyst, at [B] har støttet folk, der havde brug for mad, økonomisk støtte, og det er de syriske myndigheder utilfredse med, da de anklager ham for at have handlet med våben til den frie syriske hær. Klageren har videre oplyst, at hendes hjem flere gange blev ransaget af de syriske myndigheder, idet de ledte efter våben, og at hun har boet hos flere forskellige naboer i fire måneder før sin udrejse, fordi de syriske myndigheder ville anholde hende. Klageren har endvidere oplyst, at sønnens svigerfamilie, der er bosat i [C] i Rif Damaskus i omkring [sommeren] 2021 blev anholdt, fordi [B’s] svigerindes bror havde [B’s] telefonnummer i sin telefon, da han befandt sig i en bus, og de syriske myndigheder kiggede i hans telefon. Svigerfamilien blev herefter afhørt samt udsat for vold, og de betalte et beløb til myndighederne for at blive løsladt. Svigerindens to brødre forblev dog tilbageholdt. Klageren har endelig henvist til, at hun på grund af hendes helbred og alderdom er særlig udsat. Flygtningenævnet kan i det væsentligste lægge klagerens forklaring for Flygtningenævnet til grund. Spørgsmålet for Flygtningenævnet er i første række, om der er grundlag for at meddele klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, og såfremt dette ikke er tilfældet, om betingelserne for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., jf. § 7, stk. 3, er opfyldt. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at de syriske myndigheders vurdering af, hvilke borgere der udgør en sikkerhedstrussel, er præget af vilkårlighed og uforudsigelighed, hvorfor der kan være god grund til at udvise forsigtighed ved bedømmelsen og lade en eventuel rimelig begrundet tvivl komme klageren til gode. Klageren har som asylmotiv for Flygtningenævnet henvist til, at hendes sønner var i den militærpligtige alder, da de udrejste af Syrien. Ved en vurdering af de foreliggende baggrundsoplysninger skal der altid foretages en konkret og individuel vurdering af det pågældende familiemedlems risiko ved en tilbagevenden til Syrien. Som anført i EASO, Syria, Military Service (Country of Origin Information Report, april 2021), s 38, kan bl.a. følgende momenter indgå ved denne vurdering: ”The extent to which family members may face consequences is influenced by factors such as the rank of the deserter/defector, the family´s place of residence and religious background and the secret service and officer in charge of the area. For example, family members of high-ranking deserters/defectors or those from opposition-held areas would be more likely to face consequences than those with a low rank in the army or who originate from GoS-held areas. The actions of the deserter/defector, such as killing soldiers or officers or joining opposition groups and participating in armed actions against the SAA, would be further influencing factors on the treatment of their family members.” Oplysninger i det generelle baggrundsmateriale er således ikke af en sådan karakter, at dette i sig selv og uden en nærmere konkret og individuel vurdering af det pågældende familiemedlems risiko kan danne grundlag for en stillingtagen til, om der skal meddeles opholdstilladelse. Flygtningenævnet betoner det forsigtighedsprincip, der gælder ved den konkrete og individuelle vurdering i forbindelse med behandlingen af sager om personer fra Syrien, men Flygtningenævnet finder ikke, at klagerens sønner var eller er således profilerede, at deres militærunddragelse kan medføre, at hun på denne baggrund kan meddeles asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Klageren har for Flygtningenævnet forklaret, at hun tror, at hendes søn [B] er eftersøgt af de syriske myndigheder, fordi han havde uddelt nødhjælp til de fattige, og hun har henvist til, at hans svigerfamilie på et tidspunkt blev standset, hvor myndighederne konstaterede, at [B’s] navn stod på deres kontaktliste i telefonen. Flygtningenævnet finder, at det må bero på klagerens egen formodning, at [B] på denne baggrund skulle være således profileret i forhold til myndighederne, at hun er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for individuel forfølgelse eller i risiko for overgreb fra de syriske myndigheder omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, der er anført i Udlændingestyrelsens afgørelse af 11. april 2022, at de aktuelle forhold i Rif Damaskus provinsen ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af EMRK artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i Rif Damaskus provinsen. På denne baggrund tiltræder Flygtningenævnet således, at der ikke længere er grundlag for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, som følge af de generelle forhold i Rif Damaskus provinsen. Det forhold, at klageren er en enlig kvinde uden mandligt netværk, er heller ikke i sig selv asylbegrundende. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger, hvoraf fremgår, at situationen for enlige kvinder er vanskelige, men at det ikke kan lægges til grund, at en enlig kvinde uden mandligt netværk, der vender tilbage til Damaskus alene som følge af, at hun er enlig kvinde uden mandligt netværk, vil være i en konkret og individuel risiko for at komme til at leve under forhold svarende til umenneskelig eller nedværdigende behandling omfattet af EMRK artikel 3, ligesom det fremgår, at enlige kvinder uden mandligt netværk efter lovgivningen har samme rettigheder som mænd, og at kvinder har adgang til arbejdsmarkedet og kan leje egen bolig. Det bemærkes endvidere, at klagerens oplysninger om hendes helbredsforhold heller ikke i sig selv kan føre til en anden vurdering, idet der ikke er tale om sådanne alvorlige helbredsmæssige problemer, at en nægtelse af forlængelse vil udgøre en krænkelse af EMRK artikel 3. Flygtningenævnet bemærker, at klageren udelukkende modtager medicinsk behandling for sine lidelser. Efter det oplyste vil basale sundhedsydelser også være tilgængelige i Rif Damaskus provinsen. Det må endvidere efter Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i sagen Hasanbasic mod Schweiz (52166/09) præmis 64 og Emre mod Schweiz (420324/04) præmis 81-83 antages, at en udlænding ikke kan påberåbe sig retten til at opholde sig på en kontraherende stats territorium alene med henblik på at modtage lægebehandling. Endelig bemærker Flygtningenævnet, at forhold af socioøkonomisk karakter ikke er omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt klageren fortsat skal have opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at klageren [Efteråret] 2018 er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Opholdstilladelsen i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, er således meddelt med henblik på midlertidigt ophold og vil ikke skulle forlænges, når de forhold, der førte til tildeling af beskyttelse, ikke længere er til stede. Flygtningenævnet finder, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil udgøre et væsentligt indgreb i klagerens ret til privat- og familieliv. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Flygtningenævnet finder således, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse er et indgreb i klagerens udøvelse af hendes ret efter artikel 8, stk. 1, og at dette indgreb har hjemmel i udlændingelovens § 7, stk. 3, jf. § 11, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet finder videre, at lovgrundlaget for indgrebet er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol. Flygtningenævnet bemærker desuden, at en håndhævelse af udlændingelovens § 7, stk. 3, og § 11, stk. 2, 2. pkt., der blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet, udgør et anerkendelsesværdigt formål, og kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2, jf. herved også dom fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i sagerne Konstantin v. The Nederlands (2007), præmis 53, Nnyanzi v. the United Kingdom (2008), præmis 76, Nacic and others v. Sweden (2012), præmis 79. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime mål. Der skal i den forbindelse foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til privat- og familieliv. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i udlændingens privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål, indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en vurdering af statens interesse i at foretage indgrebet over for intensiteten af indgrebet i klagerens ret til privat- og familieliv. Flygtningenævnet har ved vurderingen af klagerens ret til privatliv henset til, at klageren er født og opvokset i Syrien, hvor hun har boet, indtil hun udrejste af Syrien og indrejste i Danmark [Foråret] 2016. Hun har gået i skole i 2 ½ år i Syrien og har aldrig arbejdet der, men har passet sine [X] børn, som hun fik efter hun blev gift som [12-15-årig]. Hun er syrisk statsborger og taler arabisk. Hun har i Danmark ikke haft arbejde, hun har ikke taget nogen uddannelse og hun hverken taler, læser eller skriver dansk. Hun har familiemæssig tilknytning til Danmark, idet hendes voksne søn [B] med hustru og [X] børn er herboende. Flygtningenævnet bemærker, som ovenfor anført, at klageren er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold. Klageren fik [Vinteren] 2015/2016 familiesammenføring med sin søn efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, og efterfølgende [Efteråret] 2018 opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Hun har således siden meddelelsen af opholdstilladelse [Efteråret] 2018 været bekendt med dennes midlertidige karakter. For så vidt angår klagerens ret til familieliv, bemærker nævnet, at forholdet mellem voksne børn og forældre som udgangspunkt ikke er omfattet af beskyttelsen af familieliv i EMRK artikel 8, medmindre der foreligger et særligt afhængighedsforhold mellem forælder og barn. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren lider af [diagnose], [diagnose], [diagnose] samt [diagnose] og smerter forskellige steder i kroppen. Hun modtager daglig hjælp til madlavning, rengøring og indkøb, men bor alene og opholder sig alene i hjemmet i dagtimerne, og hun tager selv sin medicin. Flygtningenævnets flertal finder på denne baggrund, at der ikke efter det fremkomne består et særligt afhængighedsforhold mellem klageren og hendes herboende søn. For så vidt angår klagerens ret til privatliv, finder Flygtningenævnet efter en konkret og samlet vurdering af omstændighederne i sagen, herunder længden af klagerens ophold i Danmark, klagerens alder [X] år, hendes svækkede fysiske tilstand, som bl.a. medfører, at hun benytter rollator, at hun er enlig kvinde uden netværk i Syrien, og at hun er analfabet, at det vil være en krænkelse af retten til privatliv efter artikel 8, såfremt hendes opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, nægtes forlænges. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af 11. april 2022, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 stk. 3.” Løbenummer: Syri/2022/128/ajni
