Nævnet omgjorde i april 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende et ægtepar samt tre børn fra Syrien, således at de fortsat havde opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Klagerne er etniske arabere og sunnimuslimer fra Damaskus, Syrien. Klagerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2015 klagerne, samt deres tre medfølgende børn, opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klagerne som asylmotiv til de generelle forhold i Syrien samt deres frygt for, at deres børn ville blive slået ihjel som følge af kamphandlingerne. Den mandlige klager henviste endvidere som asylmotiv til, at han frygtede forfølgelse på baggrund af genindkaldelse til militæret, idet han ville nægte af samvittighedsgrunde. Udlændingestyrelsen har [i efteråret] 2020 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagernes opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelserne ikke længere er tilstede, idet der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold i klagernes hjemområde. Klagerne har som asylmotiv fortsat henvist til de generelle forhold samt genindkaldelse af den mandlige klager til militærtjeneste i Syrien. Den mandlige klager har videre som asylmotiv henvist til, at han frygter, at han er eftersøgt af de syriske myndigheder, idet han har været indlagt på et hospital i [område A], hvor han blev opereret for et skudsår. Den mandlige klager har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter myndighederne på baggrund af sin udrejse af Syrien, da han vil blive betragtet som en landsforræder. Ligeledes er hans fætter i Syrien forsvundet, hvorfor han frygter at lide samme skæbne. Til støtte for sit asylmotiv har den mandlige klager oplyst, at han i 2012 blev tilfældig ramt af en kugle, da han var på vej hjem fra arbejde. Han formoder, at dette er kommet til myndighedernes kendskab, hvorfor de vil afhøre ham. Han har videre oplyst, at hans mor er blevet opsøgt på sin bopæl af myndighederne. Myndighederne har ved disse lejligheder spurgt efter den mandlige klager og har herefter forladt morens bopælen igen. Den kvindelige klager har henvist til sin ægtefælles asylmotiv. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at de syriske myndigheder siden maj 2018 har haft kontrollen over Damaskus, og at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold, som ikke er af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har således siden juni 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Flygtningenævnet kan tiltræde Udlændingestyrelsen vurdering, hvorefter der ikke er grundlag for at forlænge klagernes opholdstilladelse i medfør udlændingelovens § 7, stk. 2, med henvisning til de generelle forhold. Flygtningenævnets flertal kan imidlertid ikke lægge til grund, at klagerne ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for individuel forfølgelse eller overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet har i lighed med Udlændingestyrelsen lagt vægt på, at klagerne har oplyst, at de ikke har været politisk aktive eller i øvrigt profileret i forhold til de syriske myndigheder, og at de ikke har haft konflikter med privatpersoner eller grupperinger i Syrien. Flygtningenævnets flertal kan imidlertid ikke lægge klagernes forklaring om, at den mandlige klager skulle være eftersøgt af de syriske myndigheder som følge af en skudepisode i 2012, til grund, idet forklaringen forekommer udbyggende og utroværdig. Flygtningenævnets flertal har herved lagt vægt på, at ingen af klagerne oplyste herom ved deres oplysnings- og motivsamtale [i vinteren 15/16] - trods det forhold, at skudepisoden angiveligt skete kort før udrejsen fra Syrien og medførte hospitalsindlæggelse - ligesom den mandlige klagers forklaring er divergerende, og klagernes forklaringer endvidere er indbyrdes divergerende. Den mandlige klager har således under samtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2020 først forklaret, at hans mor havde oplyst, at de syriske myndigheder havde henvendt sig og spurgt efter ham fire gange. Derefter forklarede han, at de havde været der to til tre gange i alt, og umiddelbart efter, at hans mor blev opsøgt tre gange af de syriske myndigheder i 2015 eller 2016 – for senere under samtalen at rette det til en gang i 2016 og to gange i 2019. Den kvindelige klager har forklaret, at opsøgningerne fandt sted en gang i 2019 og to gange i 2020. Nævnets flertal har videre lagt vægt på, at myndighederne, der angiveligt søgte efter den mandlige klager, gik igen uden at have ransaget bopælen eller tilbageholdt hans mor og/eller bror, og at den mandlige klager under nævnsmødet forklarede, at hans bror ikke har oplevet problemer. Nævnets flertal har endelig lagt vægt på, at klagerne udrejste legalt af Syrien uden problemer. Flygtningenævnets flertal kan således ikke lægge til grund, at den mandlige klager har en individuel konflikt med de syriske myndigheder, og at det alene beror på klagernes formodning, at han skulle være eftersøgt af de syriske myndigheder som følge af, at han på et hospital i [område A] – hvortil han blev bragt af oprørere, og på et tidspunkt, hvor området var oprørskontrolleret – er blevet opereret for skudsår. Det forhold, at den mandlige klagers fætter er forsvundet, og at han på grund af familierelationen frygter at lide samme skæbne, kan ikke føre til et andet resultat. Nævnets flertal har herved tillagt det vægt, at klagerne opholdt sig et år i Syrien efter fætterens forsvinden uden at være truet eller eftersøgt af de syriske myndigheder, og at det i øvrigt beror på klagernes egen formodning, at den mandlige klager skulle være i et modsætningsforhold til de syriske myndigheder som følge af familierelationen til fætteren. Nævnet bemærker hertil, at den mandlige klagers bror, som ovenfor nævnt, er bosiddende i Damaskus og efter det oplyste ikke har oplevet problemer med myndighederne. De af klagerne i øvrigt påberåbte forhold, herunder risikoen for at familien bliver offer for kriminalitet, har ej heller en sådan karakter, at der på dette grundlag kan meddeles opholdstilladelse. Det kan heller ikke føre til en anden vurdering, at den mandlige klager frygter at blive genindkaldt til militæret. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at den mandlige klager i dag er næsten 50 år gammel, og at han efter sine egne oplysninger ikke er blevet forsøgt genindkaldt siden 1994. Hertil fremgår det af baggrundsoplysningerne, at værnepligtsalderen i Syrien er mellem 18 og 42 år, men at der er set eksempler, hvor mænd sidst i 40´erne er blevet indkaldt. Det forhold, at klagerne frygter de syriske myndigheder, fordi den mandlige klager er udrejst af Syrien, kan heller ikke føre til en anden vurdering, da klagerne som nævnt er udrejst legalt, og da det af baggrundsoplysningerne fremgår, at det siden begyndelsen af 2018 har tydet på, at det ikke har konsekvenser for en tilbagevendende syrer, at vedkommende forlod landet under krigen. Den mandlige klagers helbredsmæssige forhold kan ikke i sig selv føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnets flertal finder herefter sammenfattende, at klagerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om Danmarks internationale forpligtelser er til hinder for, at det nægtes klagerne at få forlænget deres opholdstilladelse. En nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelse vil udgøre et væsentligt indgreb i deres ret til privat- og familieliv. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at en nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelse er et indgreb i klagernes udøvelse af deres ret efter artikel 8, stk. 1, og at dette indgreb har hjemmel i udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet finder videre, at lovgrundlaget for indgrebet er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol. Flygtningenævnet bemærker derudover, at en håndhævelse af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., der blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet, udgør et anerkendelsesværdigt formål og kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagernes rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Der skal i den forbindelse foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagernes opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, en nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelse vil indebære i klagernes ret til privat- og familieliv. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i udlændingens privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål, indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en vurdering af statens interesse i at foretage indgrebet over for intensiteten af indgrebet i klagerens ret til privat- og familieliv. Klagerne indrejste i Danmark i 2014. Den mandlige klager har gennemført danskuddannelse 1, men han har ikke gennemført en erhvervsrettet eller videregående uddannelse, og han har alene haft begrænset beskæftigelse i Danmark. Han har familie i Syrien i form af sin mor og tre søskende, der bor i Damaskus, og som han har kontakt med hver uge. Den kvindelige klager har gennemført Dansk Prøve 2 og taget enkeltfag på [en uddannelsesinstitution], og hun er i gang med at tage HF. Hun forventer at blive færdig [til sommer] og vil gerne læse [en kort videregående uddannelse]. Hun har ikke haft anden beskæftigelse i Danmark end praktikophold. Hun har familie i Syrien i form af sin mor og tre søskende, der bor i Damaskus, og som hun har kontakt med hver anden uge. Klagernes tre børn på henholdsvis [16-18], [12-15] og [8-11] år har lovligt opholdt sig i Danmark i seks og et halvt år og har gået i børnehave/skole i Danmark. De to yngste børn har således haft en væsentlig del af deres formative år i Danmark og har således opnået en særlig tilknytning til Danmark. Det yngste af børnene har efter det oplyste [udfordringer i skolen]. Hun taler efter det oplyste kun lidt arabisk, og kommunikationen med hende sker på dansk. Efter en samlet vurdering af omstændighederne, herunder navnlig længden af klagernes og deres medfølgendes børns lovlige ophold i Danmark, deres danskkundskaber og det forhold, at de yngste af børnene har haft en væsentlig del af deres formative år i Danmark, finder nævnet, at det vil være i strid med Danmarks Internationale forpligtelser at nægte at forlænge klagernes opholdstilladelse i Danmark, jf. herved navnlig Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [efteråret] 2020, således at klagerne og medfølgende børn fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Syri/2021/73/MIMA
