Nævnet omgjorde i marts 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia, således at vedkommende fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 2. Indrejst i 2009.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen [klan A], underklanen [klan B], er muslim af trosretning og fra Mogadishu, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Under den oprindelig asylsag henviste klageren som asyl-motiv til, at hans bror i [2000’erne] kom i et modsætningsforhold til en gruppe bevæbnede personer, idet klagerens bror, sammen med sine venner, opsøgte og bankede disse personer, idet personerne havde udsat klagerens søster for seksuelle overgreb. Personerne opsøgte efterfølgende klagerens families bopæl og truede med, at de ville slå klageren ihjel, såfremt de ikke fik fat i klagerens bror. Klageren henviste endvidere til, at han frygtede at blive slået ihjel af de militser, som på daværende tidspunkt havde magten i Somalia. Endelig henviste klageren til de generelle forhold i Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren 2011/2012] klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. [I foråret] 2017 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens 19, stk. 1, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26. [I vinteren 2017/2018] omgjorde Flygtningenævnet Udlændingestyrelsen afgørelse [fra foråret] 2017, således, at klageren stadig havde opholdstilladelse i efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet fandt, at det måtte antages at være særligt belastende for klageren at inddrage opholdstilladelsen under henvisning til klagerens tilknytning ti Danmark, jf. udlændingelovens § 26. [I efteråret] 2021 har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, nr. 2. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv fortsat i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til sit oprindelige asylmotiv, og at han ikke har noget netværk i Somalia. Klageren har videre som asylmotiv henvist til, at han tilhører en minoritetsklan, [klan B], som ikke vil kunne yde ham beskyttelse i Somalia. Endelig har klageren henvist til, at han frygter en somalisk mand ved navn [C], som klageren vidnede mod i forbindelse med en retssag i Danmark i [2010’erne], og som efterfølgende truede klageren med en kniv. Med hensyn til klagerens oprindelige asylmotiv om, at han har en konflikt med en bevæbnet gruppe personer, der efterstræber klagerens bror, [D], og som efterfølgende opsøgte klagerens families bopæl og truede med, at de ville slå klageren ihjel, såfremt de ikke fik fat i klagerens bror, har Flygtningenævnet allerede afgjort dette spørgsmål [i sommeren] 2010, hvor nævnet ikke fandt forholdet asylbegrundende og henviste til, at konflikten udsprang af et almindeligt, tilfældigt kriminelt forhold, at konflikten lå tilbage i [2000’erne], og at der ikke var grundlag for at antage, at der er sket familien yderligere i den anledning. Nævnet lægger klagerens forklaring herom til grund. Klageren er ikke under behandlingen af nærværende sag fremkommet med nye oplysninger, der kan føre til en ændret vurdering. Vedrørende klagerens asylmotiv om, at han vil blive diskrimineret, da han tilhører en minoritetsklan, [klan B], som ikke vil kunne yde ham beskyttelse i Somalia. og at han ikke har noget netværk i Somalia, finder Flygtningenævnet, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hans tilhørsforhold til minoritetsklanen [klan B], der er en underklan af [klan A], eller forholdene i Somalia i øvrigt er af en sådan karakter, at det kan være asylbegrundende. Det forhold, at klageren ikke har noget netværk i Somalia, er forhold af socioøkonomisk karakter, der ikke i sig selv kan være asylbegrundende. Angående klagerens asylmotiv om, at han frygter en somalisk mand ved navn [C], som klageren vidnede mod i forbindelse med en retssag i Danmark i [2010’erne], og som efterfølgende truede klageren med en kniv, har klageren ikke sandsynliggjort, at han har en asylbegrundende konflikt med [C]. Klageren henviste således ikke hertil under Flygtningenævnets behandling i 2018, og der er således tale om en udbyggende forklaring, der ikke findes troværdig. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i Mogadishu i Somalia, hvor klageren kommer fra, er sådanne, at klageren skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet finder på grundlag af de foreliggende baggrundsoplysninger, at situationen i Mogadishu i Somalia er således, at ikke enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 3. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at selv om forholdene i området er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige, er der dog siden 2012 sket en væsentlig forbedring. Ændringerne findes endvidere ikke at være af helt midlertidig karakter. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet, at situationen er af en sådan karakter, at en udsendelse af klageren til Somalia ikke vil udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at klageren ikke har sandsynliggjort, at klageren af disse årsager ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventionens (EMRK) artikel 8. Ifølge EMRK artikel 8, stk. 1, har enhver ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. For så vidt angår klagerens ret til familieliv fremgår det af sagen, at klagerens religiøst viede ægtefælle, der er somalisk statsborger, samt at hans to mindreårige børn, der er født i [et nordisk land] i henholdsvis [2010’erne og 2020’erne], opholder sig i [et nordisk land], og at den religiøst viede ægtefælle og børnene aldrig har haft ophold i Danmark. Parret mødtes i [et mellemøstligt land i 2000’erne] og blev religiøst viet i [et nordisk land], lige inden klageren var i Flygtningenævnet i 2018. De to børn er somaliske statsborgere. Klagerens religiøst viede ægtefælle er endvidere gravid med parrets tredje barn. Klageren har under nævnsmødet oplyst, at hans datter har fået beskyttelsesstatus i [et nordisk land], og at den religiøst viede ægtefælle som konsekvens heraf har fået midlertidig opholdstilladelse i [et nordisk land]. Klageren har endvidere oplyst, at den religiøst viede ægtefælle for halvanden måned siden har fået egen lejlighed i [et nordisk land] tæt på [by i det nordiske land], og at han, den religiøst viede ægtefælle og børnene derfor sammen har praktiseret familielivet hver weekend fra fredag til mandag, og forinden da, en gang om måneden. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at klagernes forhold til sin religiøst viede ægtefælle og de umyndige børn i [et nordisk land] under disse omstændigheder udgør ”familieliv” i EMRK artikel 8’s forstand. For så vidt angår retten til privatliv er klageren født i [1990’erne] i Somalia og har boet i Somalia, indtil han udrejste [i 2000’erne]. Derefter boede han i [et mellemøstligt land] frem til 2009, hvor han som [16-18 årig] indrejste i Danmark. Han fik midlertidig opholdstilladelse i 2012. Han har nu opholdt sig samlet i landet i 12 et halvt år. Klageren taler efter det oplyste noget somali. Han har lært at tale, læse og skrive dansk, har påbegyndt [udskolingen], men ikke afsluttet den, og har bestået Prøve i Dansk 2. I perioden fra [vinteren 2014/2015] til [foråret] 2017 har han arbejdet 21 timer om ugen hos [arbejdsplads] og i to måneder hos [arbejdsplads]. Han har siden [sommeren] 2018 været fastansat hos firmaet [navn på virksomhed] som [stillingsbetegnelse] på fuld tid. Herudover arbejder han som vikar hos [arbejdsplads]. Henset til varigheden af klagerens op-hold i Danmark og hans forhold i denne periode, finder Flygtningenævnet, at en afgørelse om nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelse udgør et indgreb i hans ret til respekt for såvel familieliv som privatliv efter EMRK artikel 8. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om indgrebet i klagernes privat- og familieliv opfylder betingelserne i EMRK artikel 8, stk. 2, det vil sige er i overensstemmelse med loven, forfølger et af de legitime hensyn nævnt i artikel 8, stk. 2, og er nødvendigt i et demokratisk samfund for at opnå det angivne legitime formål (proportionalitet). Flygtningenævnet finder, at nægtelsen af forlængelse af klagernes opholdstilladelse har hjemmel i udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Nævnet finder i den forbindelse, at en håndhævelse af udlændingelovens § 11 udgør et anerkendelsesværdigt formål, der kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2, jf. herved også Konstatinov v. the Netherlands (2007), præmis 53, Nnyanzi v. United Kingdom (2008), præmis 76, og Nacic and others v. Sweden (2012), præmis 79. Flygtningenævnet finder videre, at nægtelsen af forlængelsen af klagernes opholdstilladelse varetager det legitime hensyn til landets økonomiske velfærd. Udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., er således blandt andet indført for at afstemme beskyttelsen med behovet og sikre opretholdelsen af en effektiv immigrationskontrol. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagernes rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Det følger af EMD’s praksis, at indgreb i udlændingens ret til respekt for privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til det eller de legitime formål, som indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagernes opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, som en nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til respekt for deres privat- og familieliv. Hensynet til børns tarv indgår som et væsentligt element i denne proportionalitetsafvejning. Klageren har ingen familie i hverken Danmark eller i Somalia. Han har en søster i [et afrikansk land] og sin mor, en bror og en søster, der bor i [et mellemøstligt land]. Han taler med sin mor en til to gange om måneden. Klageren indrejste i Danmark som [16-18 årig], og har således ikke tilbragt nogen af sine formative år i Danmark, og han har ingen familiemæssig tilknytning i Danmark. Nævnet lægger imidlertid afgørende vægt på længden af klagerens ophold i Danmark, 12 et halvt år, og særligt at klageren har et familieliv med sin religiøst viede ægtefælle og børn, der er meddelt asylopholdstilladelse i [et nordisk land], hvorved nævnet blandt andet bemærker, at der gennem de sidste halvanden måned har været praktiseret et beskyttelses-værdigt familieliv hver weekend fra fredag til mandag, og forinden da en gang om måneden. Hertil kommer, at klageren i en længere periode har haft væsentlig tilknytning til arbejdsmarkedet og derved både har vist vilje og evne til at integrere sig væsentligt i det danske samfund. Efter en samlet afvejning af hensynene over for hinanden finder Flygtningenævnet herefter, at det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser at nægte at forlænge klagernes opholdstilladelse i Danmark, jf. herved navnlig Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse [fra vinteren 2021/2022], således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Soma/2022/7/imbs
