Nævnet stadfæstede i september 2022 en afgørelse fra Udlændingestyrelsen i en genoptaget sag vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst på et ukendt tidspunkt i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og har oplyst at være kristen konvertit fra Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, idet han er blevet beskyldt for at have begået et overgreb på en kvinde. Videre har ansøgeren henvist til, at han frygter sin far og at blive tvangsgift med kvinden. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far var voldelig over for ansøgeren, og at ansøgerens far, som er gambler, narkoman og alkoholiker, har truet med at slå ansøgeren ihjel flere gange. Omkring tre til fire måneder inden ansøgerens udrejse begyndte faren at presse på for, at ansøgeren skulle giftes. Faren havde en ven, hvis datter faren ønskede, at ansøgeren skulle giftes med. Dette nægtede ansøgeren, hvorefter faren udsatte ansøgeren for fysiske overgreb. Omkring ti dage senere besøgte ansøgeren og ansøgerens far vennen og dennes datter, i hvilken forbindelse ansøgeren og datteren for en stund var alene i huset. Da ansøgeren og datteren var alene, oplyste ansøgeren hende om, at han ikke havde i sinde at gifte sig med hende, hvorefter datteren kastede sig over ansøgeren og begyndte at kysse ham. Ansøgeren råbte, at hun skulle stoppe og fjerne sig. Ansøgerens fars ven kom ind i stuen og trak datteren til side og gav herefter ansøgeren en lussing og konfronterede ansøgeren med fotos, som han lige havde taget af episoden og truede med at gå til politiet med billederne, hvis ikke ansøgeren giftede sig med datteren. Da ansøgerens far var blevet bekendt med, hvad der var hændt, beordrede faren endnu engang ansøgeren til at gifte sig med kvinden, hvilket ansøgeren indvilligede i, fordi han var bange. Ansøgeren bad om at brylluppet først skulle finde sted fem dage senere. Da ansøgeren kom hjem, fortalte han sin mor, hvad der var hændt. Moren henviste ansøgeren til at tage hjem til ansøgerens farbror. Ansøgeren tog den samme dag eller den efterfølgende dag hjem til farbroren, som hjalp med at arrangere ansøgerens flugt ud af Iran. Ansøgeren har endvidere oplyst, at politiet opsøgte familien cirka to måneder efter ansøgerens udrejse i anledning af episoden med kvinden, og at politiet har fået forevist billederne. Ansøgeren begyndte herefter til dåbskursus. Ansøgeren fortalte ikke om sin interesse for kristendommen, da han afgav forklaring i Flygtningenævnet [i vinteren 16/17], fordi han på daværende tidspunkt endnu ikke var døbt, hvorfor han ikke mente, at han kunne kalde sig kristen. Flygtningenævnet kan fortsat ikke lægge ansøgerens forklaring til grund vedrørende sit asylmotiv omkring beskyldningerne om et seksuelt overfald på pigen [A]. Der er herved henset til de samme omstændigheder som er anført i Flygtningenævnets afgørelse af [vinteren 16/17]. Ansøgerens forklaring herom må således overordnet anses for usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Forklaringen herom har således været udbyggende og divergerende, herunder omkring, hvorvidt [A] kyssede og krammede ansøgeren, og om hvornår ansøgeren accepterede at gifte sig med [A]. Ansøgeren har endvidere på dagens møde i Flygtningenævnet forklaret udbyggende omkring episoden med [A], idet han har oplyst, at hans farbror, bror og mor har fortalt, at sagen 4 - 5 måneder efter ansøgerens udrejse var sendt til politiet, og at der var modtaget en tilsigelse af ansøgeren på bopælen. Ansøgeren har ikke tidligere til sin forklaring i Udlændingestyrelsen eller i Flygtningenævnet [i vinteren 16/17] oplyst herom. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens unge alder og det oplyste om ansøgerens dårlige hukommelse ikke kan føre til en anden vurdering. Det af ansøgeren på nævnsmødet forklarede herom kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgerens sur place-motiv om konversion til kristendommen er reel, herunder således at det kan antages, at ansøgeren vil foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren til trods for, at han har udvist et vist kendskab til kristendommen, ikke på en overbevisende måde under mødet i Flygtningenævnet har kunnet redegøre nærmere for sine refleksioner over motivet for og konsekvenserne af konversionen, herunder hans indre overbevisning. Forklaringen herom fremstod overordnet og tillært. Klageren har endvidere ikke været i stand til at redegøre overbevisende for sin kristne tro, herunder om sine følelser og tanker om Jesus. Ansøgeren har på nævnsmødet forklaret, at den væsentligste årsag til konverteringen var, at hans mor, som var alvorligt syg, blev helbredt efter han havde bedt for hende. Flygtningenævnet har herved henset til, at denne forklaring er udbyggende, idet ansøgeren ikke tidligere, herunder i sin mail [af efteråret] 2020 til sin advokat, hvor han har oplyst om bevæggrundene til sin konversion, har oplyst, at konversionen skyldtes, at ansøgerens mor blev helbredt efter ansøgeren havde bedt for hende, hvilket må anses som helt centralt for konverteringen. Flygtningenævnet finder således, at ansøgerens deltagelse i gudstjenester og dåb er uden baggrund i en reel, indre religiøs overbevisning hos ansøgeren. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet på ovennævnte baggrund fortsat ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [efteråret] 2016.” Iran/2022/49/EDO
