Nævnet stadfæstede i juli 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk [etnicitet], født muslim, og har oplyst at være konverteret til kristendommen og er i dag kristen protestant. Ansøgeren er fra Kermanshah, Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren er dog døbt og medlem af den danske folkekirke. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun er konverteret til kristendommen, og at hun ved tilbagevenden til Iran frygter at blive idømt en dødsstraf og henrettet af de iranske myndigheder, idet hun er konverteret til kristendommen og er frafaldet islam. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun konverterede til kristendommen i Iran. Hendes værelseskammerater på universitetet var kristne, og ansøgeren begyndte at studere Biblen sammen med dem og deltog i huskirke med dem. På baggrund af dette blev ansøgeren og hendes bofæller bortvist fra universitetet samt efterfølgende anholdt og tilbageholdt af efterretningstjenesten i cirka en uge. Omkring to år efter tilbageholdelsen genoptog hun sine kristne aktiviteter og missionerede eksempelvis for en af sine tidligere bofællers nye kollegaer. Ansøgerens tidligere bofæller deltog i huskirke en dag, hvor ansøgeren ikke kunne deltage. Her blev de tidligere bofæller, samt de andre deltagende i [religiøst samlingssted], anholdt af politiet. Ansøgeren frygtede, at politiet ligeledes ville opsøge hende, hvorfor hun tog til Teheran samme aften. Ansøgerens ægtefælle oplyste hende efterfølgende om, at politiets efterretningstjeneste opsøgte ansøgerens bopæl et par dage efter, at hun rejste til Teheran, samt at de på bopælen havde fundet hendes bibel. Politiet opsøgte også ansøgerens firma. Ansøgeren opholdt sig i Teheran i omkring halvanden måned, før hun besluttede sig for at udrejse fra Iran. Ansøgeren blev i denne periode ikke personligt kontaktet af efterretningstjenesten. Ansøgerens ægtefælle skaffede hende et lovligt visum til [et andet europæisk land]. Hun udrejste fra Iran til [et andet europæisk land] [i efteråret] 2019, og oplevede ikke problemer i forbindelse med udrejsen. Hun kom til Danmark i [efteråret] 2019 og begyndte at gå i kirke omkring [foråret] 2020. Omkring [efteråret] 2020 begyndte ansøgeren at gå til dåbsforberedelse, og hun blev døbt [i foråret] 2021. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konversion til kristendommen, der skulle være sket i Iran, til grund. Der er herved i det væsentlige henset til de samme omstændigheder som Udlændingestyrelsen i afgørelsen af [sommeren] 2021. Det forekommer blandt andet ikke overbevisende, at ansøgeren har kunnet udrejse legalt og uden problemer med de iranske myndigheder, såfremt hun skulle være efterstræbt af disse. Endvidere forekommer det usammenhængende, at ansøgeren først udrejste halvanden måned efter at være flygtet til Teheran, idet hun ville afvente og høre, hvad der var sket med hendes bofæller, henset til at hendes ægtefælle telefonisk havde oplyst hende, at efterretningstjenesten havde opsøgt hende og fundet hendes bibel på deres fælles bopæl og henset til, at ansøgeren ved sin tilbageholdelse havde underskrevet en erklæring om ikke at ville lave kristne aktiviteter. Ansøgeren har endvidere afgivet divergerende forklaring omkring, hvem der arrangerede ansøgerens ægteskab. Ansøgeren har i sit asylskema angivet, at det var hendes far, der tvang hende hertil, men har i sin oplysnings- og motivsamtale [fra efteråret] 2020 og i sin samtale med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2021 forklaret, at det var ansøgerens bror og familie. Ansøgerens forklaring herom i Flygtningenævnet kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren først omkring ti måneder efter sin indrejse i Danmark i [efteråret] 2019 indgav ansøgning om asyl. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgeren først fem måneder efter sin indrejse i Danmark begyndte at gå i kirke. Det forhold, at ansøgeren har deltaget i dåbsforberedelse og [i foråret] 2021 er blevet døbt, kan på ovennævnte baggrund ikke føre til et andet resultat. Det forhold, at ansøgeren under nævnsmødet demonstrerede et udmærket kendskab til kristendommen kan heller ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet finder det endvidere påfaldende, at ansøgeren [i efteråret] 2017 er indrejst i Danmark på et turistvisum med henblik på at besøge [nære familiemedlemmer] og [i efteråret] 2017 ansøgte om ophold med henblik på arbejde i Danmark. [I vinteren 2017/2018] fik ansøgeren afslag herpå fra Udlændingestyrelsen, hvilket ansøgeren påklagede til Udlændingenævnet og udrejste. Udlændingenævnet stadfæstede afgørelsen [i foråret] 2019 og lagde blandt andet til grund, at ansøgerens ansættelse som [arbejdsstilling] med opgaver i […]branchen måtte anses for proforma og med det afgørende formål at opnå længerevarende ophold i Danmark. Ansøgeren har efter sin egen forklaring herefter omkring 2018/2019 genoptaget sine kristne aktiviteter i Iran og blandt andet missioneret for [A]. På ovenævnte baggrund kan Flygtningenævnet således ikke lægge til grund, at ansøgeren på baggrund af en indre overbevisning reelt er konverteret til kristendommen, og at hun ved en tilbagevenden til Iran vil udøve kristne aktiviteter, som kan bringe hende i konflikt med de iranske myndigheder. Af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder House Churches and Converts, udgivet af Dansk Flygtningehjælp og Udlændingestyrelsen den 23. februar 2018, samt DFAT Country Information Report, udgivet den 7. juni 2018 fremgår, at de iranske myndigheder er klar over, at iranske asylansøgere har søgt asyl på baggrund af konvertering, og at de ikke vil blive retsforfulgt herfor ved en tilbagevenden til Iran på baggrund af aktiviteter foretaget uden for Iran, også selvom aktiviteterne relaterer sig til en asylansøgning, herunder konvertering til kristendommen. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran/2022/43/anhk
