dub-tysk202214

Nævnet stadfæstede i september 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til under henvisning til hensynet til familiens enhed og barnets tarv, idet klageren er religiøst viet, bor og venter barn med en herboende [nationalitet] statsborger, [navn], hvis [antal] mindreårige særbørn er tæt knyttet til klageren. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i foråret] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. Flygtningenævnet finder således ikke, at det forhold at klageren venter barn med en herboende [nationalitet] statsborger, som han er religiøst viet med og bor sammen med, samt at han er tæt knyttet til denne herboende [nationalitet] statsborgers særbørn, kan føre til en fravigelse af udgangspunktet i Dublinforordningen om, at en asylansøgning kun skal behandles af en medlemsstat. Nævnet bemærker, at der ikke er grundlag for at betragte klageren og klagerens herboende [nationalitet] kæreste som værende et ugift par i et fast forhold som defineret i Dublinforordningens artikel 2, litra g, første led, idet klageren og klagerens herboende [nationalitet] kæreste ikke har dokumenteret at have haft et fast samliv på fælles bopæl af [et til fem] års varighed. Endvidere er klagerens herboende [nationalitet] kærestes særbørn ikke omfattet af familiebegrebet i Dublinforordningens artikel 2, litra g, 2. led. For så vidt angår det forhold, at klagerens kæreste er gravid, bemærker nævnet, at klagerens kæreste er blevet gravid på et tidspunkt, hvor klageren hverken havde lovligt ophold i Danmark eller havde en berettiget forventning om at opnå dette. Det forhold, at der efter det oplyste er indgivet en ansøgning om dispensation til at indgå borgerlig vielse samt en ansøgning om familiesammenføring kan ikke føre til en ændret vurdering. På denne baggrund finder Flygtningenævnet endvidere ikke, at det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om hensynet til barnets tarv kan føre til en ændret vurdering. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte forhold om klagerens fysiske og psykiske helbred, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren til sin oplysnings- og motivsamtale har oplyst, at han har gået til psykolog og har modtaget psykoterapeutisk behandling i Tyskland. Klageren må derfor forventes på ny at kunne modtage den nødvendige sundhedsbehandling i Tyskland, såfremt klageren får behov for dette. Flygtningenævnet bemærker, at nævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelse af klageren underretter de tyske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, hvis klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Det forhold, at klageren frygter at blive udsendt til sit hjemland, herunder at han frygter at blive slået ihjel eller udsat for tortur i Tjetjenien, kan heller videre ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Tyskland har tiltrådt Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og der ikke er holdepunkter for at tro, at Tyskland ikke lever op til sine internationale forpligtelser, herunder princippet om non-refoulement. Det forhold, at klageren har oplyst at have oplevet problemer med de tyske myndigheder, herunder at han ikke fik reel mulighed for at klage over afslaget på asyl, at de tyske myndigheder efter klagerens opfattelse behandler tjetjenere dårligt, samt at de tyske myndigheder har udsat klageren for diskrimination ved at rive hans dokumentation itu og ikke ville udlevere hans russiske nationalitetspas, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren må henvises til rette henvendelse til den relevante overordnede myndighed i Tyskland. Det forhold, at klageren har oplyst, at han frygter at vende tilbage til Tyskland på grund af konflikter med klagerens [antal] tidligere ægtefæller, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren må henvises til at søge de tyske myndigheders beskyttelse i den anledning, idet myndighederne må antages at have viljen og evnen til at yde den nødvendige beskyttelse. Flygtningenævnet finder i øvrigt ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Tyskland, herunder afviste asylansøgere, er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Tyskland, jf. Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Tysk/2022/14/sme.