Nævnet omgjorde i juni 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af ud-lændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der i Sverige har trukket sin ansøgning om asyl tilbage under sagens behandling. Sagen blev behandlet på et skriftligt grundlag.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til klagerens ret til familieliv, idet han har to børn i Danmark. Efter en gennemgang af sagen udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren har indgivet en ansøgning om international beskyttelse i Sverige, og at klageren har trukket sin ansøgning tilbage under behandlingen. Formålet med Dublinforordningen er på så tidligt et tidspunkt som muligt at få fastlagt, hvilken medlemsstat, der er ansvarlig for at behandle en ansøgning om international beskyttelse, jf. forordningens præambel punkt 5, da dette skal sikre en effektiv adgang til procedurerne om meddelelse af international beskyttelse og undgå at bringe målet om en hurtig behandling af ansøgninger om international beskyttelse i fare. Hertil kommer, at det følger af forordningens artikel 3, stk. 1, at en ansøgning om international beskyttelse kun behandles af den medlemsstat, der er ansvarlig efter kriterierne i kapitel III. På denne baggrund finder nævnet, at Sverige som udgangspunkt er forpligtet til at modtage klageren, jf. Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra c, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Sverige har i overensstemmelse hermed [i sommeren] 2021 accepteret at modtage klageren i medfør af den nævnte bestemmelse i Dublinforordningen. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af Dublinforordningens artikel 7, stk. 2, at afgørelsen af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig efter kriterierne i forordningens kapitel III, sker på grundlag af situationen på det tidspunkt, hvor ansøgeren for første gang indgav sin ansøgning om international beskyttelse til en medlemsstat. I nærværende sag indgav klageren sin ansøgning om asyl i Sverige [i foråret] 2015 samt [i efteråret] 2015, og det må efter sagens oplysninger lægges til grund, at klageren ikke efterfølgende har forladt medlemsstaternes område. Spørgsmålet er herefter, om der i den foreliggende sag er grundlag for at fravige udgangspunktet efter forordningens artikel 3, stk. 1, om, at det er Sverige, der skal behandle klagerens ansøgning om asyl. I den forbindelse bemærkes, at det følger af Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, at enhver medlemsstat (in casu Danmark) uanset artikel 3, stk. 1, kan beslutte at behandle en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller statsløs, selv om behandlingen af ansøgningen ikke påhviler medlemsstaten (in casu Danmark) efter kriterierne i forordningen. Henset til hovedprincippet i forordningen, hvorefter en ansøgning om asyl kun skal behandles af én medlemsstat, som identificeres ud fra de objektive kriterier indeholdt i forordningens kapitel III, er det Flygtningenævnets opfattelse, at der i det enkelte tilfælde bør foreligge særlige grunde til at fravige det nævnte hovedprincip. Dette gælder uanset det forhold, at Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, er en diskretionær bestemmelse. I den forbindelse bemærkes, at det fremgår af Dublinforordningens præambels punkt 14, at hensynet til familielivet i overensstemmelse med Menneskerettighedskonventionen og Charteret bør indgå som et primært hensyn i forbindelse med medlemsstaternes anvendelse af forordningen. I tilknytning hertil kan der også henvises til, at det i forhold til at kunne fravige forordningens ansvarskriterier i en anden situation end den foreliggende i præamblens punkt 17 anføres, at enhver medlemsstat bør kunne fravige ansvarskriterierne, navnlig af humanitære og menneskelige grunde, for at sammenføre familiemedlemmer og behandle en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet til medlemsstaten eller til en anden medlemsstat, selvom behandlingen ikke er medlemsstatens ansvar i henhold til de bindende kriterier, der er fastlagt i forordningen. Flygtningenævnet skal herefter på den ene side bemærke, at det taler imod at behandle klagerens ansøgning om asyl i Danmark, at klageren ikke har haft opholdstilladelse i Danmark siden [vinteren 2019/2020], hvorefter der var en proces ved myndighederne, der endte med, at klageren [i foråret] 2021 blev meddelt afslag på opholdstilladelse i medfør af EU-reglerne. Hertil kommer, at Familieretshuset [i efteråret] 2021 traf afgørelse om, at der ikke skulle fastsættes midlertidigt samvær mellem klageren og hans to mindreårige børn, der var bosiddende i Danmark, idet Familieretshuset ud fra en samlet vurdering af sagens oplysninger fandt, at det ”vil være bedst for [hans børn], at der ikke fastsættes midlertidigt samvær”. I den forbindelse lagde Familieretshuset vægt på blandt andet, at børnehaven havde oplyst, at det var børnehavens oplevelse, at klageren var vred, når han skulle hente [sin datter], at børnehaven havde oplevet, at klageren havde rykket i [sin datters] arm og trukket hende med sig, og at [klagerens datter] i både den nuværende og tidligere børnehave havde fortalt, at klageren havde slået hende. Endvidere lagde Familieretshuset vægt på ”oplysninger fra [klagerens tidligere ægtefælle] og [en kommune] om [klagerens tidligere ægtefælles] oplevelse af forholdene i hjemmet, herunder at [klageren] har slået hende og [deres datter] samt være hårdhændet mod [deres søn]”. Det fremgår i øvrigt af sagens oplysninger, at Familieretshuset [vinteren 2020/2021] – på foranledning af en klage over afgørelsen af [efteråret] 2021 – gennemgik sagen på ny og ikke fandt grundlag for at genoptage afgørelsen af [efteråret] 2021. Familieretshuset har herefter indbragt sagen for familieretten. På den anden side skal Flygtningenævnet bemærke, at det taler for at behandle klagerens ansøgning om asyl i Danmark, at der er fælles forældremyndighed over begge de mindreårige børn, og at det efter sagens oplysninger må lægges til grund, at klageren indtil [sommeren] 2021 – hvor han blev smidt ud fra hjemmet af sin ægtefælle – har haft et fast samliv med børnene, der er født [i 2015-2017] [datteren] og [i 2017-2019] [sønnen]. Hertil kommer, at Familieretshusets afgørelse af [efteråret] 2021 ikke er endelig, men at der nu verserer en samværssag ved [en retskreds], hvor klagerens advokat i samværssagen [i foråret] 2022 har anmodet retten om at ”iværksætte et antal observerede samvær ved en af rettens tilknyttede børnesagkyndige, således at der kan foreligge en observationsrapport inden hovedforhandlingen, alternativt via Familieretshuset”. Det vil således være væsentligt for klager fortsat at være i Danmark, hvis [retten] måtte imødekomme anmodningen om belysningssamvær. Endvidere må der lægges vægt på, at såfremt klageren overføres til Sverige, vil det indebære, at klageren reelt vil være afskåret fra at varetage sine interesser under samværssagen, ligesom klageren, hvis retten meddeler belysningssamvær ikke vil kunne udøve dette. Efter en samlet vurdering af sagens oplysninger finder Flygtningenævnet, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder i sagen, at der grundlag for at fravige hovedprincippet i forordningen, hvorefter en ansøgning om asyl kun skal behandles af én medlemsstat, som identificeres ud fra de objektive kriterier indeholdt i forordningen kapitel III. Flygtningenævnet finder således grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, således at klagerens ansøgning om asyl bør behandles i Danmark.”. Dub-Sver/2022/7/ehd
