Nævnet meddelte i oktober 2022 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2021 idømt fængsel i seks måneder for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, samt udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år. Flygtningenævnet udtalte: Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, men er ved [landsrettens] ankedom [fra sommeren] 2021 udvist med indrejseforbud i seks år, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2022 truffet afgørelse om, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men at han i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse. Klageren er etnisk araber og muslim fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men har oplyst, at han i Danmark har deltaget i demonstrationer, her-under en demonstration mod Udlændingestyrelsens udmelding om, at Damaskus er sikkert at vende tilbage til. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive slået ihjel eller udsat for tortur af myndighederne, idet han er bortblevet fra genindkaldelse til militærtjeneste. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han har aftjent værnepligt i perioden fra 1993 til 1995. Klageren var menig soldat, og hans opgave bestod i at stå vagt ved indgangen til en militærbase. På et tidspunkt blev det annonceret i TV, at mænd i klagerens aldersgruppe skulle melde sig til militærtjeneste i reserven. I begyndelsen af 2015 fortalte klagerens far ham, at han var blevet indkaldt til reserven, og at han derfor skulle skjule sig. Klageren ønskede ikke at melde sig til reserven, idet han ikke ønsker at slå nogen ihjel eller blive dræbt. Efterfølgende blev klagerens far flere gange opsøgt på familiens bopæl af personer, der forlangte penge for at skrive klagerens navn nederst på liste over de personer, der skulle indkaldes til reserven. Klagerens far indvilligede i at betale bestikkelse i en længere periode. Klageren var ikke selv til stede, da klagerens far blev opsøgt. Indledende bemærkninger Klageren – der er udvist ved en endelig dom – har ikke meddelt samtykke til udsendelsen, og da han ubestridt (isoleret set) er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, er udlændingelovens § 31 til hinder for, at klageren tvangsmæssigt udsendes til Syrien. Spørgsmålet er herefter, om klageren i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., er udelukket fra opholdstilladelse. Af denne bestemmelse fremgår, at en udlænding, som har ind-rejseforbud i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. I forlængelse heraf bemærkes, at klageren ved [landsrettens] ankedom [fra sommeren] 2021 er idømt fængsel i seks måneder for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, og at han – på grundlag af blandt andet udlændingelovens § 22, nr. 6, § 24, nr. 1, og § 32, stk. 4, nr. 4 – er udvist med et indrejseforbud i seks år. Det anførte indebærer, at det skal vurderes, om klageren som følge af den nævnte dom i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., er udelukket fra opholdstilladelse. Som det fremgår nedenfor, skal der samlet set foretages en treleddet vurdering. Om den nærmere forståelse af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Det skal – som anført ovenfor – vurderes, om klageren som følge af [landsrettens] ankedom [fra sommeren] 2021 efter udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., er udelukket fra opholdstilladelse. Af bemærkningerne til bestemmelsen i § 10, stk. 3, jf. lov nr. L 32 af 13. december 2001, hedder det blandt andet: ”Der skal efter de foreslåede bestemmelser i § 10, stk. 2-4 […] ved afgørelsen af, hvorvidt der skal gives opholdstilladelse, tages højde for, om sådanne særlige forhold gør sig gældende, at der alligevel skal gives opholdstilladelse. Der kan i den forbindelse henvises til de særlige forhold, der er opregnet i udlændingelovens § 26, stk. 1. Der skal således foretages en afvejning mellem de i bestemmelsen [udlændingelovens § 26, stk. 1] nævnte forhold, som taler imod opholdstilladelse, og de grunde, som taler for, at ansøgningen om opholdstilladelse imødekommes. For så vidt angår udlændinge, som isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 (udlændinge, der risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen nævnte grunde), bemærkes, at afvejningen skal foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. […] En udlænding, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men som har indrejseforbud, kan endvidere kun udelukkes fra asyl efter den foreslåede bestemmelse i § 10, stk. 3, 1. pkt., hvis den pågældende må anses for en fare for landets sikkerhed, eller er dømt for en særlig farlig forbrydelse og således må betragtes som en fare for samfundet, jf. flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2.” Det følger således af forarbejderne til udlændingelovens 10, stk. 3, 1. pkt., at bestemmelsen skal forstås i overensstemmelse med flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Artikel 33 har følgende ordlyd: ”Artikel 33 Forbud mod udvisning eller afvisning (”refoulement”) 1. Ingen kontraherende stat må på nogen som helst måde udvise eller afvise (”refolere”) en flygtning ved grænserne til sådanne områder, hvor hans liv eller frihed ville være truet på grund af hans race, religion, nationalitet, hans tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller hans politiske anskuelser. 2. Nærværende bestemmelse kan dog ikke påberåbes af en flygtning, som med rimelig grund må anses for en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land.” Udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., sammenholdt med flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, indebærer, at der i en situation som den foreliggende skal foretages en tre-leddet vurdering ved bedømmelsen af, om en udlænding er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse efter § 7, stk. 1. I første række skal der tages stilling til, om udlændingen kan anses for at være dømt for en særlig farlig forbrydelse. I givet fald skal der dernæst tages stilling til, om udlændingen må betragtes som en fare for samfundet i Dan-mark. Er det tilfældet skal der herefter foretages en proportionalitetsafvejning, hvor forbrydelsens grovhed mv. afvejes overfor, om særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, taler for at give udlændingen opholdstilladelse. Om klageren er dømt for en særlig farlig forbrydelse Det ovenfor anførte indebærer, at Flygtningenævnet i første række skal tage stilling til, om klageren ved ankedom [fra sommeren] 2021 afsagt af [landsretten], hvorved han blev idømt fængsel i seks måneder for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, er dømt for en særlig farlig forbrydelse i flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, 2. leds forstand. Spørgsmålet er herefter, hvordan begrebet ”en særlig farlig forbrydelse” i flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, skal forstås. Ved fastlæggelsen af dette begreb, må det for det første tages i betragtning, at artikel 33, stk. 2, har karakter af en undtagelse fra det generelle princip i artikel 33, stk. 1, om forbud mod refoulement, hvilket kunne tale for, at begrebet (der er indeholdt i en undtagelsesbestemmelse) fortolkes indskrænkende. For det andet må det tages i betragtning, at artikel 33, stk. 2, forudsætter, at den pågældende er dømt for ikke blot en ”farlig forbrydelse”, men ”en særlig farlig forbrydelse”. Flygtningenævnet finder, at der ved bedømmelsen af, om en konkret forbrydelse kan betragtes som en særlig farlig forbrydelse, kan lægges vægt på blandt andet (1) forbrydelsens karakter, herunder den skade, som den forurettede rent faktisk er blevet påført, men også hvor potentiel farlig forbrydelsen har været; (2) forbrydelsens art, herunder om forbrydelsen ved pådømmelsen er henført under en kvalificeret strafbestemmelse, f.eks. grov vold; (3) straffen for forbrydelsen, herunder den konkret idømte straf, men også strafferammen samt (4) de nærmere omstændigheder, hvorunder forbrydelsen er begået, herunder om der har foreligget formildende eller skærpende omstændigheder. I forlængelse heraf kan Flygtningenævnet som en ikke-udtømmende opregning af forbrydelser, der i almindelighed må betragtes som særligt farlige forbrydelser, nævne drab, drabsforsøg, hjemmerøveri, væbnet røveri, voldtægt, menneskehandel, brandstiftelse, handel med narkotika omfattet af straffelovens § 191, børnebortførelse samt grovere økonomisk kriminalitet. Endvidere er det flygtningenævnets opfattelse, at overtrædelse af straffelovens § 245 i almindelighed må betragtes som en særlig farlig forbrydelse, men at denne kvalificering kan fraviges efter en konkret vurdering i det enkelte tilfælde. Det fremgår af sagen, at klageren ved den omhandlede ankedom [fra sommeren] 2021 – der var en stadfæstelse af byrettens dom – blev dømt for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, idet han en aften i [efteråret] 2019 havde [handling], hvorved den forurettede pådrog sig behandlingskrævende [skader]. Den forurettede henvendte sig samme aften på skadestuen og af en politiattest fremgår om objektive fund, at der ”[fund/skader]”. Af byrettens præmisser fremgår, at klageren og forurettede havde et anspændt forhold, og at den konkrete episode havde sin baggrund i, at klageren var vred over, at den forurettede [situation]. Når henses til navnlig karakteren og arten af volden finder Flygtningenævnet, at klageren ved ankedommen [fra sommeren] 2021 må anses for at være dømt for en særlig farlig forbrydelse i artikel 33, stk. 2, 2. leds forstand. Om klageren må betragtes som en fare for samfundet Spørgsmålet er herefter, om klageren må betragtes som en fare for samfundet i Danmark, i hvilken forbindelse der skal foretages en fremadrettet farevurdering, men som skal foretages på grundlag af de oplysninger, der foreligger på vurderingstidspunktet. Ved vurderingen af, om klageren må betragtes som en fare for samfundet i Danmark, må der således i almindelighed foretages en konkret hel-helhedsvurdering, og i den forbindelse må der lægges vægt på navnlig (1) karakteren og grovheden af forbrydelsen, (2) de nærmere omstændigheder, hvorunder forbrydelsen blev begået (3) længden af den konkret idømte straf, idet en idømt straf af en længere varighed skaber en formodning for, at den pågældende udlænding udgør en fare for samfundet (4) om udlændingen i øvrigt er dømt for forbrydelser i Danmark, (5) hvor lang tid siden den særligt farlige forbrydelse er blevet begået og (6) klagerens tidligere og aktuelle personlige og familiemæssige forhold, herunder oplysninger om, hvordan den pågældende har opført sig under afsoningen af fængselsstraffen samt under et eventuelt ophold på et udrejsecenter. Hvis den pågældende udlænding betragtes som en fare for samfundet, skal der foretages en proportionalitetsafvejning, hvor forbrydelsens grovhed mv. afvejes overfor, om særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, taler for at give klageren opholdstilladelse. I den forbindelse vil der således blandt andet skulle foretages en vurdering efter artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. I den foreliggende situation kan der herefter på den ene side peges på følgende forhold, der indebærer, at klageren må betragtes som en fare for samfundet: at klagerens voldsudøvelse fik alvorlige konsekvenser for den forurettede ([skader]), at volden havde en sådan karakter, at den kunne have medført langt alvorligere skader, at der på nuværende tidspunkt alene er gået lidt over tre år siden, at klageren udøvede volden, og at omstændighederne og forløbet, der ledte op til klagerens udøvelse af volden, viser, at klageren kan have et problem med sit temperament, hvorfor der er en risiko for, at klageren også i fremtiden vil udøve lignende vold. Heroverfor kan der imidlertid peges på, at klageren siden sin indrejse i Danmark i [efteråret] 2015, hverken før eller efter den pådømte vold, har begået kriminalitet i Danmark, at der var tale om et enkeltstående spontant voldsforhold, der i øvrigt blandt andet havde sin baggrund i klagerens anspændte forhold med [forurettede], at det trods alt er tre år siden, at volden blev udøvet, at der ikke kan ses bort fra, at klageren ”kun” blev idømt seks måneders fængsel, at det følger af de fremlagte udtalelser fra blandt andet institutionschefen på Kærs-hovedgård, Røde Kors og [kursusafholder], at klageren, der beskrives som rolig og betænksom, har arbejdet med konflikthåndtering og udvikling samt refleksion over egen trivsel og reaktionsmønstre, dvs. han har deltaget i resocialiserende aktiviteter, og at institutionschefen på Kærshovedgård i en udtalelse har anført, at klageren ”aldrig har været indblandet i konflikter eller på an-den måde overtrådt regler, der har givet anledning til indberetning”. På den anførte baggrund fin-der Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at klageren ikke kan betragtes som en fare for samfundet, og at der herefter i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., ikke er grundlag for at udelukke klageren for opholdstilladelse efter § 7, stk. 1. Konklusion Flygtningenævnet meddeler klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Løbenummer: Syri/2022/157/tps
