iran202252

Nævnet meddelte i september 2022 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2002. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk iraner og tidligere shiamuslim fra [by], Iran. Ansøgeren tror på en Gud, og han går i en kristen kirke. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter myndighederne, idet ansøgeren havde haft et udenomsægteskabeligt forhold. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at han i 1991 havde en kæreste ved navn [A]. Ansøgerens kæreste blev mod sin og familiens vilje gift med en mand ved navn [B]. [B] havde en ledende rolle i det lokale [organisation]. Ansøgeren fortsatte dog forholdet med sin kæreste. Ved årsskiftet i 2001/2002 opsøgte ansøgeren [A] på hendes bopæl, hvor [A’s] ægtefælle opdagede dem. Ansøgerens mor og bror blev efterfølgende anholdt under henvisning til, at der blev fundet propaganda for [militant gruppe] på ansøgerens værelse. Ansøgeren har yderligere til støtte herfor anført, at han har optrådt i to landsdækkende dagsblade og tidskrifter og derved eksponeret sig selv med navn og fotografi og i den forbindelse udtrykt kritik af det iranske regime. Om ansøgeren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2: Det fremgår af Flygtningenævnets afgørelse af [vinteren 08/09], at nævnet udtalte blandt, at ansøgeren pga. [byrettens] dom af [sommeren] 2006, hvorved ansøgeren blev udvist af Danmark med indrejseforbud i fem år, ikke kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, medmindre særlige grunde talte herfor, at nævnet fandt, at der – henset til blandt andet, at ansøgeren ved dommen af [sommeren] 2006 var dømt for grovere personfarlig kriminalitet – ikke var særlige grunde, der talte for, at han kunne meddeles opholdstilladelse efter § 7, jf. § 10, stk. 3, og at nævnet efter ”en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger i sagen, herunder at ansøgeren i to artikler i landsdækkende dagblade og tidsskrifter har eksponeret sig selv med navn og fotografi, og udtrykt kritik af det iranske regime, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en eventuel tilbagevenden til hjemlandet vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 31, stk. 1”, hvorfor ansøgeren ikke kunne tvangsudsendes til Iran eller et land, hvor han ikke var beskyttet mod videresendelse til Iran. Afgørelsen af [vinteren 08/09] må forstås således, at det tidligere nævn forudsatte, at ansøgeren var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, idet nævnet ved sin stillingtagen til spørgsmålet om refoulement ikke henviser til udlændingelovens § 31, stk. 2, der specifikt angår udlændinge omfattet af § 7, stk. 1, men derimod § 31, stk. 1, der omfatter alle udlændinge. Dette Flygtningenævn finder imidlertid, at ansøgeren, når henses til det i afgørelsen fra 2009 anførte om, at ansøgeren risikerer overgreb (af det iranske regime) på grund af kritik af det iranske regime, rettelig må anses for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Om udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., udelukker opholdstilladelse samt den nærmere fortolkning af bestemmelsen: Som anført ovenfor er ansøgeren ved dom af [sommeren] 2006 afsagt [af byretten] idømt fængsel i 3 måneder for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, § 266 og § 123. Ansøgeren blev tillige – på grundlag af blandt andet udlændingelovens § 22, nr. 6, § 24, nr. 2, og § 32, stk. 1 – udvist med et indrejseforbud i 5 år. I forlængelse heraf bemærkes, at det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Dommen af [sommeren] 2006 afsagt af [byretten] indebærer således, at det skal vurderes om udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., udelukker opholdstilladelse. Af bemærkningerne til bestemmelsen i § 10, stk. 3, jf. lov nr. L 32 af 13. december 2001, hedder det blandt andet: ”Der skal således foretages en afvejning mellem de i bestemmelsen [udlændingelovens § 26, stk. 1] nævnte forhold, som taler imod opholdstilladelse, og de grunde, som taler for, at ansøgningen om opholdstilladelse imødekommes. For så vidt angår udlændinge, som isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 (udlændinge, der risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen nævnte grunde), bemærkes, at afvejningen skal foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. […] En udlænding, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men som har indrejseforbud, kan endvidere kun udelukkes fra asyl efter den foreslåede bestemmelse i § 10, stk. 3, 1. pkt., hvis den pågældende må anses for en fare for landets sikkerhed, eller er dømt for en særlig farlig forbrydelse og således må betragtes som en fare for samfundet, jf. flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2.” Det følger således af forarbejderne til udlændingelovens 10, stk. 3, 1. pkt., at bestemmelsen skal forstås i overensstemmelse med flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Artikel 33 har følgende ordlyd: ”Artikel 33. Forbud mod udvisning eller afvisning. (”refoulement”) 1. Ingen kontraherende stat må på nogen som helst måde udvise eller afvise (”refolere”) en flygtning ved grænserne til sådanne områder, hvor hans liv eller frihed ville være truet på grund af hans race, religion, nationalitet, hans tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller hans politiske anskuelser. 2. Nærværende bestemmelse kan dog ikke påberåbes af en flygtning, som med rimelig grund må anses for en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land.” Udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., sammenholdt med artikel 33, stk. 2, indebærer, at en udlænding er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse efter § 7, stk. 1, hvis den pågældende med rimelig grund må anses for en fare for opholdslandets sikkerhed, eller hvis den pågældende ved endelig dom er dømt for en særlig farlig forbrydelse og må betragtes som en fare for samfundet i opholdslandet. I forlængelse heraf bemærkes, at Flygtningenævnet finder, at ordlyden af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. – sammenholdt med bestemmelsens sammenhæng efter dens forarbejder med flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2 – medfører, at der ved bedømmelsen af, om ansøgeren er ”dømt for en særlig farlig forbrydelse”, ikke kan lægges vægt på dommene fra 2009 (3 måneders fængsel for overtrædelse af bekendtgørelse om euforiserende stoffer), 2010 (behandlingsdom for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1) og 2013 (behandlingsdom for overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2). Dette skyldes, at ansøgeren ved disse domme ikke blev udvist efter §§ 22-24 med et indrejseforbud efter § 32, stk. 1, jf. ordlyden af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Nævnet skal således bemærke, at såfremt ansøgeren ved 2006-dommen ikke var blevet udvist med et indrejseforbud, ville dommene fra 2009, 2010 og 2013 ikke rejse spørgsmål om, hvorvidt ansøgeren efter udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., var udelukket fra opholdstilladelse, hvorfor der på dette grundlag ikke ville være grund til at overveje spørgsmålet om flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Nævnet skal dog bemærke, at såfremt det lægges til grund, at ansøgeren ved 2006-dommen er dømt for en særlig farlig forbrydelse, vil de efterfølgende domme have betydning for vurderingen af, om ansøgeren kan betragtes som en fare for det danske samfund. Om ansøgeren ved 2006-dommen er dømt for en særlig farlig forbrydelse i flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2’s forstand: Det ovenfor anførte indebærer, at Flygtningenævnet i første række skal tage stilling til, om ansøgeren ved dom af [sommeren] 2006 afsagt af [byretten], hvorved han blev idømt fængsel i 3 måneder for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, § 266 og § 123, er dømt for en særlig farlig forbrydelse i flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2’s forstand, idet det samtidig bemærkes, at det er ubestridt, at ansøgeren ikke er omfattet af flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, 1. led, om en udlænding, der må anses for en fare for landets sikkerhed. Spørgsmålet er herefter, hvordan begrebet ”en særlig farlig forbrydelse” i flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, skal forstås. Ved fastlæggelsen af dette begreb, må det for det første tages i betragtning, at artikel 33, stk. 2, har karakter af en undtagelse fra det generelle princip i artikel 33, stk. 1, om forbud mod refoulement, hvilket kunne tale for, at begrebet (der er indeholdt i en undtagelsesbestemmelse) fortolkes indskrænkende. For det andet må det tages i betragtning, at artikel 33, stk. 2, forudsætter, at den pågældende er dømt for ikke blot en ”farlig forbrydelse”, men ”en særlig farlig forbrydelse”. Om den nærmere fastlæggelse af det nævnte begreb er anført blandt andet følgende i Andreas Zimmermann (red.), The 1951 Convention Relating to the Status of Refugees and its 1967 Protocol (2011), s. 1420 f.: ”2. ‘…of a particularly serious crime…’ The double qualification of being a ’particularly serious’ crime which might give rise to ab exemption, emphasizes the highly exceptional character of exclusions under Art. 33, para. 2. The term ‘serious crime’ commonly refers to crimes such as homicide, rape, child molesting, wounding, arson, drugs trafficking, and armed robbery. The use of the word ‘particularly serious’ indicates that even when the refugee has committed a serious crime, refoulement is only warranted when account has been taken of all mitigating and other circumstances surrounding the commission of the offence. The qualification furthermore makes it clear that the applicability of the exclusion clause is not dependent upon whether the act for which a refugee is convicted is classified under certain categories of punishable offences such as Verbrechen and Vergehen in Germany. The important factor is that the is ’particularly serious’, so that its perpetration may be described as ‘a danger to the community’. […]. 3. ’…constitutes a danger to the community of that country’ […].” Om betydningen af begrebet en særlig farlig forbrydelse er anført blandt andet følgende i The Refugee Convention 1951, The Travaux preparatories analysed with a commentary by dr. Paul Weis (1990), s. 245 f.: “As to criminal activities, the word 'crimes' is not to be understood in the technical sense of any criminal code but simply signifies a serious criminal offence. Two conditions must be fulfilled: the refugee must have been convicted by final judgment for a particularly serious crime, and he must constitute a danger to the community of the country. What crimes are meant is difficult to define since the principle that the criminal, not the crime, is to be punished applies. Certainly, capital crimes such as murder, rape, armed robbery and arson are included. However, even a particularly serious crime, if committed in a moment of passion, may not necessarily constitute the refugee as a danger to the community. On the other hand, a refugee who has committed a particularly serious crime and many minor offences may well, as a habitual criminal, constitute a danger to the community. The principle of proportionality has to be observed, that is, in the words of the UK representative at the Conference, whether the danger entailed to the refugee by expulsion or return outweighs the menace to public security that would arise if he were permitted to stay.” På den anførte baggrund er det Flygtningenævnets opfattelse, at overtrædelse af straffelovens § 245 i almindelighed må betragtes som en særlig farlig forbrydelse, men at det efter omstændighederne kan fraviges efter en konkret vurdering. I denne vurdering kan indgå navnlig de nærmere omstændigheder i forbindelse med overtrædelsen af § 245, stk. 1, ligesom der kan lægges vægt på længden af den udmålte straf. Det fremgår af sagen, at ansøgeren ved den nævnte dom af [sommeren] 2006 for så vidt angår overtrædelsen af straffelovens § 245, stk. 1, ikke – som anført i Flygtningenævnets afgørelse af [foråret] 2012 om ikke at genoptage ansøgerens asylsag – blev fundet skyldig i at have anvendt en kniv, men derimod at han have benyttet et skarpt eller spidst våben. Dette havde som følge, at den forurettede pådrog sig en 10 mm snitlæsion på [kroppen], som medførte, at den forurettede blev behandlet med et enkelt sting. På den anførte baggrund – og henset til de nærmere omstændigheder og forløbet, der ledte op til ansøgerens udøvelse af volden, sammenholdt med straffens længde på 3 måneder, som også vedrørte andre straffelovsovertrædelser – finder nævnet, at ansøgeren ved dommen fra 2006, selvom den angik en overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, undtagelsesvist ikke kan anses for at være dømt for en særlig farlig forbrydelse i artikel 33, stk. 2’s forstand. Allerede på den anførte baggrund finder Flygtningenævnet, at der ikke i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., er grundlag for at udelukke ansøgeren for opholdstilladelse efter § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2022/52/juri