Nævnet stadfæstede i september 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der i Tyskland havde indgivet en ansøgning om international beskyttelse og trukket ansøgningen tilbage under behandlingen. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. [I vinteren 2020/2021] meddelte Udlændingestyrelsen Dem afslag på opholdstilladelse efter udlændingeloven § 7, og [i foråret] 2021 stadfæstede Flygtningenævnet afgørelsen. Flygtningenævnet har lagt til grund, at De herefter har indgivet en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland, og at De har trukket Deres ansøgning tilbage under behandlingen. Nævnet har endvidere lagt til grund, at ansvaret for behandlingen af Deres asylansøgning er overgået til Tyskland, idet Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2021 afviste de tyske myndigheders anmodning om at overtage Dem i medfør af Dublinforordningen, fordi styrelsen ikke fandt, at der forelå tilstrækkelige oplysninger til at acceptere anmodning, ligesom de tyske myndigheder ikke herefter har sendt en ny anmodning til Danmark. Flygtningenævnet har ved afgørelsen heraf lagt vægt på, at Tyskland [i sommeren] 2022 har accepteret at modtage Dem i medfør af Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra c. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage Dem, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra c, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle Deres ansøgning om international beskyttelse. Det af Dem oplyste om, at De i Tyskland blev overfaldet af seks personer, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at De kan kontakte De tyske myndigheder, som må antages at have viljen og evnen til at yde dem nødvendig hjælp og beskyttelse. Flygtningenævnet har endvidere ikke fundet, at det kan føre til en ændret vurdering, at De har boet i Danmark i mange år, og at De i Danmark kender mange mennesker og håber på at finde et arbejde. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Tyskland er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre Dem til Tyskland, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at der er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Tysk/2022/15/ANJV
