Nævnet stadfæstede i september 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende et ægtepar og deres tre børn, der var meddelt afslag på asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagernes sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til klagernes helbreds- og indkvarteringsforhold. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”[d]et fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klagerne har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Sverige. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klagerne, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagernes ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i sommeren] 2022 har accepteret at modtage klagerne i medfør af pågældende bestemmelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klagerne som afviste asylansøgere ikke har ret til indkvartering og finansielle ydelser til at dække deres og børnenes basale behov, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Sverige ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klagerne til Sverige, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at der ikke er holdepunkter for at tro, at de svenske myndigheder ikke overholder de internationale forpligtelser, herunder EU’s charter om grundlæggende rettigheder, Flygtningekonventionen og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som Sverige har tiltrådt. Flygtningenævnet henviser i øvrigt til AIDA’s landerapport fra 2021 vedrørende Sverige, hvoraf det fremgår, at: ”Transfers to Sweden for ’take back’ cases with a legally enforceable removal order in Sweden are not automatically provided with accommodation by the Migration Agency or the Police on arrival if they are unwilling to return voluntarily to their home country. This applies also to families with children. […]. Families who leave this accommodation for another EU country and are returned according to the Dublin Regulation have no right to re-access accommodation from the Migration Agency. There have been cases that have come to the knowledge of FARR of Afghan families returned from Germany and France who are forced into destitution unless they agree to return to Afghanistan voluntarily. In the latter case they can access accommodation and obtain a daily allowance.” Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det fremgår af klagernes oplysnings- og motivsamtaler af [sommeren] 2022, at de under deres ophold i Sverige har samarbejdet med de svenske myndigheder om udsendelsen af familien til [land A], men at det endnu ikke har været muligt for de svenske myndigheder at udsende klagerne til [land A] grundet manglende udstedelse af relevante rejsedokumenter fra [land A’s] ambassade. Nævnet finder på den baggrund – og såfremt klagerne fortsat samarbejder om udsendelsen – at klagerne ved en overførsel til Sverige ikke vil blive nægtet adgang til indkvarteringssystemet. Det forhold, at klagerne har henvist til deres og børnenes fysiske og psykiske helbred, kan ligeledes ikke føre til en ændret vurdering, idet det må antages, at klagerne vil kunne modtage den fornødne sundhedsbehandling i Sverige i overensstemmelse med de internationale menneskeretlige forpligtelser. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at klagerne til deres oplysnings- og motivsamtale [sommeren] 2022 har oplyst, at de og børnene er blevet behandlet og medicineret for deres lidelser i under deres ophold i Sverige, og at de har haft adgang til det svenske sundhedsvæsen. Det fremgår endvidere af AIDA landerapport 2021 vedrørende Sverige, at særligt sårbare ansøgere som udgangspunkt vil være omfattet af en lempeligere vurdering i forhold til adgangen til lægebehandling i Sverige. Flygtningenævnet bemærker yderligere, at det forudsættes, at Hjemrejsestyrelsen forud for en overførsel af klagerne underretter de svenske myndigheder om klagernes særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, såfremt klagerne samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Det anførte om, at klagernes sag bør behandles i Danmark af hensyn til barnets tarv, jf. Dublinforordningens artikel 6, stk. 1, og at medlemsstaterne skal tage behørigt hensyn til børnenes trivsel og sociale udvikling, jf. Dublinforordningens artikel 6, stk. 3, litra b, kan ligeledes ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, at der efter det oplyste ikke foreligger forhold, som indebærer, at det vil stride mod børnenes tarv at behandle klagernes asylsag i Sverige. Nævnet bemærker sluttelig, at hovedformålet bag Dublinforordningen er effektivt at afgøre hvilken medlemsstat, der er ansvarlig for at behandle en ansøgning om international beskyttelse, og at klagerne allerede har fået deres ansøgning om international beskyttelse behandlet. På denne baggrund kan hensynet til barnets tarv således i sig selv ikke føre til, at Danmark på ny skal behandle klagernes ansøgning om international beskyttelse. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen. Løbenummer: Dub-Sver/2022/8/MLVT.
