Nævnet omgjorde i november 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia, således at vedkommende fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 2. Indrejst i 2009.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører hovedklanen […], subklanen […], sub-subklanen […], og er muslim af trosretning fra Mogadishu, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren henviste i forbindelse med sin oprindelige asylsag til, at han forlod sit hjemland, fordi der var mange problemer. Man skulle deltage i krigen, ellers blev man slået ihjel af al-Shabaab. Al-Shabaab beordrede klageren til at begå Jihad mod de vantro. Klageren havde [et antal] søskende, hvoraf [næsten alle] er blevet slået ihjel af al-Shabaab. Klageren har ingen familie tilbage i Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren 2011/2012] klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Klageren henviste i forbindelse med inddragelsessagen som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Somalia fortsat frygtede at blive slået ihjel af al-Shabaab, som i [slutningen af 2000’erne] forsøgte at tvangserhverve ham. Klageren blev i den forbindelse tilbageholdt i [et antal] dage, hvorefter han blev løsladt. Klageren henviste endvidere til, at han ingen fremtid havde i Somalia, og at han følte sig som dansker. Udlændingestyrelsen traf [i vinteren 2016/2017] afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør § 7, stk. 2, idet styrelsen vurderede, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere var til stede, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet ændrede [i foråret] 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse af [vinteren 2016/2017], således at klageren fortsat havde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. § 26. Flygtningenævnet fandt, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse efter § 7, stk. 2, ikke længere var til stede, men at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse måtte antages at virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 26. [I foråret] 2022 har Udlændingestyrelsen på ny truffet afgørelse om, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, kan nægtes forlænget, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., idet grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har i forbindelse med den seneste nægtelse af forlængelsessag som asylmotiv henvist til, at han fortsat frygter den generelle sikkerhedssituation i Somalia, herunder den tidligere påberåbte konflikt med al-Shabaab, som klageren frygter vil slå ham ihjel. Klageren har endvidere henvist til, at han fortsat ikke har noget netværk i Somalia. Om klageren på grund af sine individuelle forhold er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæstede [i foråret] 2011 Udlændingeservices afgørelse af [sommeren] 2010, idet klageren ikke havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia ville være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. [I foråret] 2018 fandt Flygtningenævnet, at der ikke var fremkommet nye oplysninger i sagen, der gav grundlag for en omgørelse af det tidligere meddelte afslag. Nævnet fandt således, at klageren ikke havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia (Mogadishu) ville være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder fortsat, at der ikke er fremkommet nye oplysninger i sagen vedrørende den af klageren påberåbte konflikt med al-Shabaab, som klageren frygter vil slå ham ihjel, hvorfor der ikke er grundlag for en omgørelse af de tidligere af nævnet meddelte afslag på opholdstilladelse (af [foråret] 2011 og [foråret] 2018) begrundet i klagerens individuelle forhold. Flygtningenævnet finder således, at klageren ikke har sandsynliggjort, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 som følge af den af klageren påberåbte konflikt med al-Shabaab. Om de generelle forhold i Mogadishu fører til, at klageren ikke kan udsendes til Somalia. På baggrund af de seneste baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet, at situationen i Mogadishu (fortsat) er af en sådan karakter, at en udsendelse af klageren til Mogadishu ikke længere vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Om Danmarks internationale forpligtelser er til hinder for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse (generelt om retsgrundlaget). Da Flygtningenævnet har fundet, at udlændingelovens § 7 ikke er til hinder for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse¸ skal nævnet herefter vurdere, om en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Herom bemærkes mere generelt følgende: Om retsgrundlaget vedrørende nægtelse af forlængelse af en flygtnings opholdstilladelse skal Flygtningenævnet bemærke, at retstilstanden på området med den ændring af udlændingeloven, der fandt sted ved lov nr. 174 af 27. februar 2019, er den, at udlændingelovens § 26, stk. 1, eller § 19 a ikke finder anvendelse på afgørelser om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelser meddelt flygtninge, jf. pkt. 2.3.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 140 af 15. januar 2019, der lå til grund for lov nr. 174 af 27. februar 2019. Endvidere kan der henvises til de specielle bemærkninger til § 1, nr. 4 (udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt.), i det nævnte lovforslag. Af lovforslag nr. L 140 af 15. januar 2019 fremgår dog samtidig af de specielle bemærkninger til § 1, nr. 4 (udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt.), at ”Ved en nægtelse af forlængelse skal Udlændingemyndighederne dog fortsat vurdere, om udlændingen som følge af Danmarks internationale forpligtelser skal have ret til ophold i Danmark”, og at denne vurdering skal foretages under inddragelse af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, jf. det nævnte lovforslags pkt. 2.3.1 i de almindelige bemærkninger. I l lovforslag nr. L 140 af 15. januar 2019 er der vedrørende Danmarks internationale forpligtelser mere generelt anført følgende i de almindelige bemærkninger: ”2.3.2.1. Forholdet til Danmarks internationale forpligtelser. Som anført ovenfor er inddragelse og nægtelse af forlængelse af opholdstilladelser meddelt til flygtninge og familiesammenførte til flygtninge undergivet den begrænsning, at inddragelse og nægtelse af forlængelse ikke vil kunne finde sted, hvis det er i strid med Danmarks internationale forpligtelser. I praksis er EMRK med tilhørende tillægsprotokoller særligt relevant. […] 2.3.2.1.1. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention […] Ved vurderingen af, om inddragelse eller nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse for en udlænding som følge af, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede, vil være i overensstemmelse med EMRK artikel 8, skal der tages højde for, at udlændingen ikke har begået kriminalitet eller alvorlige forseelser, jf. bl.a. Shevanova mod Letland, præmis 77. […] 2.3.2.1.1.1. Længden af det lovlige ophold […] Det må antages, at et lovligt ophold ikke i sig selv vil kunne føre til, at en afgørelse om inddragelse eller nægtelse af forlængelse af en opholdstilladelse skal undlades, når grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede på grund af ændrede forhold. Det må dog antages, at jo længere en udlændings lovlige ophold er, desto større tilknytning vil den pågældende alt andet lige have opnået til opholdslandet. For en udlænding, der er kommet til opholdslandet efter, at vedkommende er fyldt 18 år, må det antages, at et lovligt ophold i hvert fald de første 15 år i almindelighed ikke vil kunne føre til, at inddragelse eller nægtelse af forlængelse skal undlades, hvis udlændingen ikke har andre tilknytningsmomenter i form af f.eks. uddannelse og/eller beskæftigelse. For en udlænding, der er kommet til opholdslandet efter, at vedkommende er fyldt 18 år, må det antages, at et lovligt ophold i op til 8 år i almindelighed ikke vil kunne føre til, at inddragelse eller nægtelse af forlængelse skal undlades, selv om udlændingen har andre væsentlige tilknytningsmomenter i form af f.eks. uddannelse og/eller beskæftigelse.” Flygtningenævnet finder, at det citerede må forstås således, at det var den daværende regerings opfattelse, at en afgørelse om inddragelse eller nægtelse af forlængelse af en opholdstilladelse efter en konkret og samlet vurdering af en udlændings personlige forhold af hensyn til EMRK artikel 8 efter omstændighederne vil skulle undlades, hvor nægtelsen er begrundet i ændrede generelle forhold i hjemlandet, når den pågældende udlænding har haft lovligt ophold i Danmark mellem 8-15 år, og når den pågældende samtidig har væsentlige andre tilknytningsmomenter til Danmark i form af f.eks. uddannelse og/eller beskæftigelse. Det vil dog i alle tilfælde bero på en konkret vurdering. Om forholdet mellem den tidligere § 26-vurdering (særligt belastende) og den nugældende vurdering (EMRK artikel 8). Det fremgår af sagen, at Flygtningenævnet [i foråret] 2018 fandt, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse efter en samlet og konkret vurdering af oplysningerne om klagerens personlige forhold måtte antages at virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Som nævnt ovenfor, finder udlændingelovens § 26, stk. 1, ikke længere anvendelse, men vurderingen i forhold til spørgsmålet om nægtelse af at forlænge en opholdstilladelse skal derimod ske under hensyn til EMRK artikel 8. Flygtningenævnet finder, at det er vanskeligt præcist at udtale sig om forskellen mellem den tidligere vurdering (særligt belastende) og den nugældende vurdering (EMRK artikel 8), herunder i hvilket nærmere bestemt omfang vurderingen efter EMRK artikel 8 indebærer en udvidet adgang til at nægte at forlænge en opholdstilladelse som følge af, at grundlaget for en opholdstilladelse ikke længere er til stede. Nævnet finder dog anledning til at fremhæve blandt andet følgende, der anføres i lovforslag nr. L 140 af 15. januar 2019, og hvoraf fremgår, at de hensyn, der er opregnet i udlændingelovens § 26, stk. 1, er udtryk for hensyn, som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol tillægger vægt ved afgørelser i udvisningssager: ”2.1.5. Udlændingelovens § 26 […] Principperne i udlændingelovens § 26, stk. 1, er udtryk for hensyn, som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) tillægger vægt ved afgørelser i udvisningssager. Der er imidlertid ingen lovgivningsmæssig forudsætning om, at myndighederne skal inddrage eller nægte at forlænge en opholdstilladelse, medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. De hensyn, der er opregnet i § 26, stk. 1, kan således efter omstændighederne føre til, at inddragelse eller nægtelse af forlængelse undlades, uden at dette i det konkrete tilfælde følger af Danmarks internationale forpligtelser. […] Vurderingen af, om en inddragelse vil virke særligt belastende for udlændingen, sker i dag ud fra hensyn opregnet i udlændingelovens § 26, stk. 1. Principperne i § 26 er udtryk for hensyn, som EMD tillægger vægt ved afgørelser i udvisningssager. I visse tilfælde bevarer en udlænding imidlertid efter praksis sin opholdstilladelse, uanset at en inddragelse eller nægtelse af forlængelse ikke ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.” Om Danmarks internationale forpligtelser er til hinder for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse (den konkrete vurdering). Flygtningenævnet finder, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil udgøre et indgreb i klagerens ret til privatliv efter EMRK artikel 8, men ikke klagerens familieliv, idet klagerens relation til sin herboende [ikke nærtstående familiemedlem] ikke kan karakteriseres som familieliv i EMRK artikel 8’s forstand. Nævnet kan i øvrigt tiltræde det, Udlændingestyrelsen har anført i den påklagede afgørelse om, at det nævnte indgreb har hjemmel i lov, og at indgrebet forfølger et af de legitime formål, der er nævnt i EMRK artikel 8, stk. 2. Spørgsmålet er herefter, om en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse er nødvendig i et demokratisk samfund for at opnå det angivne legitime formål, jf. EMRK artikel 8, stk. 2. Ved vurderingen af, om indgrebet er nødvendigt, skal der foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, som en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til respekt for sit privatliv. Ved denne vurdering skal der navnlig lægges vægt på klagerens tilknytning til opholdslandet (Danmark) og klagerens tilknytning til oprindelseslandet (Somalia). Flygtningenævnet kan herefter pege på følgende forhold, der taler imod, at det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i Danmark. For det første kan der peges på, at klageren indrejste i Danmark i [2009], hvor han var [18-21] år, og at det efter sagens oplysninger må lægges til grund, at han taler og skriver Somali. Hertil kommer, at klageren først [i vinteren 2011/2012] fik opholdstilladelse i Danmark, idet klageren inden da alene havde processuelt ophold. I kraft af sin fødsel og opvækst indtil sit [18.-21.] år i Somalia må klageren have kendskab til de kulturelle og sociale normer i Somalia, ligesom han som nævnt behersker sproget. Klageren vil derfor for en isoleret betragtning ikke være uden forudsætninger for at kunne begå sig i Somalia, hvilket også skal ses i sammenhæng med, at klageren er ung, sund og rask. Herudover kan der peges på, at klageren ikke har en samlever eller ægtefælle i Danmark, ligesom han ikke har børn her i landet. Heroverfor kan der imidlertid peges på følgende forhold, der taler for, at det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i Danmark. For det første kan der peges på, at klageren, der i dag er [31-34] år, har opholdt sig i Danmark i lidt over 13 år, hvis der tages udgangspunkt i indrejsetidspunktet i [2009], og at klageren i øvrigt har haft ophold i Danmark i [over ti år] efter, at han blev meddelt opholdstilladelse [i vinteren 2011/2012]. Hertil kommer blandt andet, at klageren taler flydende dansk, idet det bemærkes, at nævnsmødet blev gennemført uden, at der var en tolk tilstede, at klageren har bestået prøve i Dansk 2, at klageren har taget samfundsfag og naturvidenskab på niveau G, og at han i [2010’erne] har uddannet sig som [uddannelse i et omsorgsfag]. I forlængelse heraf kan der peges på, at klageren [en periode i 2010’erne] var ansat i et vikariat [i et omsorgsfag] med 37 timer ugentligt, at klageren siden [efteråret] 2019 har arbejdet som fastansat aftenvagt i [et omsorgsfag], hvor han arbejder 28 timer om ugen, og at klageren samtidig via et vikarbureau i gennemsnit har arbejdet 50-60 timer om måneden. Hertil kommer, at klageren har nogle tætte venner med dansk etnisk baggrund, som betragter klageren som en del af deres respektive familier. Endelig kan der peges på, at klageren har en begrænset (aktuel) tilknytning til Somalia, som han udrejste fra i 2008, som han ikke siden da har besøgt, og hvor han ikke er bekendt med, om han har familie bosat. Klageren har således ikke noget familiært eller socialt netværk i Somalia. Det eneste familiemedlem, som klageren har tilknytning til, er [et ikke nært familiemedlem], der er bosat i Danmark. I forlængelse heraf kan der peges på, at pkt. 2.3.2.1.1.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 140 af 15. januar 2019 – som anført ovenfor – må forstås således, at det var den daværende regerings opfattelse, at en afgørelse om inddragelse eller nægtelse af forlængelse af en opholdstilladelse efter en konkret og samlet vurdering af en udlændings personlige forhold af hensyn til EMRK artikel 8 efter omstændighederne vil skulle undlades, hvor nægtelsen er begrundet i ændrede generelle forhold i hjemlandet, når den pågældende udlænding har haft lovligt ophold i Danmark mellem 8-15 år, og når den pågældende samtidig har væsentlige andre tilknytningsmomenter til Danmark i form af f.eks. uddannelse og/eller beskæftigelse. Endelig kan der peges på, at nægtelsen af at forlænge klagerens opholdstilladelse ikke er begrundet i, at klageren har begået kriminalitet eller lignende i Danmark, men derimod i, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede, jf. præmis 77 i EMD’s dom af 15. juni 2010 i sagen Shevanova mod Letland (sagsnr. 58822/00). Efter en samlet afvejning af hensynene over for hinanden finder Flygtningenævnet herefter, at det er ganske klart, at det vil være i strid med EMRK artikel 8 at nægte at forlænge klagernes opholdstilladelse i Danmark. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [foråret] 2022, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder anledning til mere generelt at bemærke, at det i en situation som den foreliggende – hvor nævnet i [foråret] 2018 har truffet afgørelse om, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil være særligt belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1, og hvor der de efterfølgende [over fire og et halvt år] ikke er sket ”negative” ændringer i klagerens personlige forhold, herunder navnlig for så vidt angår hans beskæftigelsesmæssige og integrationsmæssige forhold – vil være noget vanskeligt at kunne begrunde, at en nægtelse af at forlænge klagernes opholdstilladelse i Danmark ikke vil være i strid med EMRK artikel 8. Konklusion. Flygtningenævnet ændrer Udlændingestyrelsens afgørelse, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Løbenummer: Soma/2022/44/mima
