irak20229

Nævnet stadfæstede i april 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 1996.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk shiit og shiamuslim fra Irak. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i vinteren 95/96], og at hun [i foråret] 1996 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. [I vinteren 98/99] blev klageren meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren er registreret udrejst [i foråret] 2004 til Irak. Klageren udrejste for at besøge familiemedlemmer i to måneder i Irak. [I efteråret] 2014 indgav klageren ansøgning om tilbagerejsetilladelse via den danske ambassade i [en mellemøstlig by i land A]. [I vinteren 14/15] anmodede Udlændingestyrelsen klageren om yderligere oplysninger, idet de betragtede henvendelsen af [efteråret] 2014 som en ansøgning om ej bortfald af opholdstilladelsen. [I sommeren] 2015 lukkede Udlændingestyrelsen sagen om bortfald, idet klageren ikke besvarede styrelsens henvendelsen vedrørende yderligere oplysninger. [I sommeren] 2015 indgav klageren ansøgning om familiesammenføring til sin tidligere ægtefælle, hvilket hun af Udlændingestyrelsen blev meddelt afslag på [i sommeren] 2016. Udlændingenævnet stadfæstede den [i efteråret] 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2016. [I foråret] 2019 indgav klageren ansøgning om asyl i [et andet europæiske land], og [i vinteren 18/19] indrejste klageren i Danmark. [I vinteren 18/19] indgav klageren til Udlændingestyrelsen ansøgning om ej bortfald. Til støtte for ansøgningen har klageren blandt andet oplyst, at hun udrejste til Irak i 2004 sammen med sine børn og daværende ægtefælle, idet de skulle besøge familiemedlemmer i to måneder. Det var klagerens egen beslutning at rejse til Irak for at besøge sin familie, men det var ikke hendes egen beslutning af bosætte sig i Irak. Forud for sin udrejse gjorde klageren ikke noget ved sin bolig og personlige ejendele i Danmark, idet hun ikke havde planer om at være udrejst længe. Hendes daværende ægtefælle efterlod klageren og hendes børn i Irak og tillod ikke, at hun kunne rejse tilbage til Danmark. I perioden fra 2004 til 2014 opholdt klageren sig i Irak, mens hun i perioden fra 2014 til 2019 opholdt sig i [land A]. [I vinteren 19/20] oplyste klageren yderligere, at hun blandt andet frygter, at hendes tidligere ægtefælle vil tage hendes børn fra hende, ligesom hun frygter, at hendes tidligere ægtefælle vil slå hende ihjel, fordi hun tog sine børn ud af Irak uden hans tilladelse. Ydermere frygter klageren at vende tilbage til Irak, idet hun forlod sit offentlige job som [erhverv] uden tilladelse. Endelig frygter klageren ved en tilbagevenden til Irak at blive beskyldt for forræderi, idet hun har opholdt sig uden for Irak i en lang periode. [I sommeren] 2020 oplyste klageren til en samtale med Udlændingestyrelsen blandt andet, at hun ikke rejste tilbage til Danmark i perioden fra 2004 til 2006, hvor hun var i besiddelse af sit eget og børnenes pas, idet hendes familie ikke ville tillade det. Klagerens daværende ægtefælle konfiskerede herefter klagerens og børnenes pas, idet de flyttede til Kirkuk. På et tidspunkt fik klagerens daværende ægtefælle et problem i Danmark, hvorfor han rejste alene til Danmark. Forud for sin udrejse afleverede han passene tilbage med undtagelse af klagerens datters pas, hvorfor klageren ikke kunne rejse tilbage til Danmark. Klageren ejede en lejlighed i Irak, men mistede denne i 2008 eller i 2009 grundet bombninger. Hun kontaktede ikke de danske myndigheder under sit ophold i Irak, idet der ikke var en dansk ambassade i Irak, ligesom kvinder tillige i arabisk kultur er mandens ansvar. I 2009 eller i 2010 fik klageren sit tidligere arbejde tilbage og begyndte at arbejde som arabisk og islamisk [erhverv] i Kirkuk frem til 2013 eller 2014. [I efteråret] 2014 fik klageren udstedt et irakisk nationalitetspas og i perioden fra [efteråret] 2014 til 2019 opholdt klageren sig i [land A] med sine børn. [I efteråret] 2019 blev klageren skilt fra sin daværende ægtefælle. [I efteråret] 2020 oplyste klageren til en gensamtale med Udlændingestyrelsen blandt andet, at hun frygter, at de irakiske myndigheder vil stille hende spørgsmål om hendes families opholdssted, idet hun og hendes daværende ægtefælle fik udstedt falske irakiske pas til deres børn forud for deres udrejse. Endvidere frygter klageren sin egen familie og sin tidligere ægtefælles familie, idet hendes tidligere ægtefælle har ladet sig skille fra klageren, og idet klageren har kontakt med en ny mand, som hun overvejer at indgå ægteskab med. Klageren frygter videre sin tidligere ægtefælle, idet han under opholdet i [land A] truede med, at han ville skyde klageren, såfremt hendes datter tog tørklædet af. Klagerens datter har efterfølgende taget sit tørklæde af. [I vinteren 20/21] har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, er bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, og stk. 4, idet klageren har opgivet sin bopæl i Danmark og frivilligt har taget ophold i sit hjemland. Flygtningenævnet tiltræder, at klageren må anses for at have opgivet sin bopæl i Danmark, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt. Det tiltrædes endvidere, at klageren frivilligt har taget bopæl i sit hjemland, Irak, jf. udlændingelovens § 17, stk. 4. Nævnet har herved som Udlændingestyrelsen lagt vægt på, at klageren udrejste af Danmark til Irak i 2004 og siden opholdt sig i landet frem til 2014, hvor klageren rejste til [land A]. Klageren boede i perioder alene i en ejerlejlighed i Irak og arbejdede som [erhverv], ligesom klagerens børn gik i skole. Flygtningenævnet tiltræder endvidere, at der ikke foreligger oplysninger om, at klageren generelt har været forhindret i at kontakte de danske myndigheder vedrørende genindrejse i Danmark. Klageren har i den forbindelse blandt andet oplyst, at hun overvejede at kontakte de danske myndigheder, mens hun var i Irak, men ikke på noget tidspunkt gjorde det. Det tiltrædes tillige, at det ikke kan lægges til grund, at klagerens ægtefælle eller dennes familie har forhindret klageren i på et tidligere tidspunkt at kontakte de danske myndigheder eller indrejse i Danmark. Flygtningenævnet har ud over den lange tidsperiode på mere end 15 år, hvor klageren har opholdt sig uden for Danmark, som Udlændingestyrelsen endvidere lagt vægt på, at klagerens ægtefælle opholdt sig i Danmark i det meste af perioden, og at klageren i disse perioder boede alene med sine børn. Det fremgår således af klagerens forklaring til Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2020, at ægtefællen alene besøgte dem ca. hvert kvartal. Endvidere fremgår det, at klageren i perioder besøgte sin svigerfamilie hver anden fredag. I 2014 søgte klageren selv om irakisk nationalitetspas, som hun fik, hvorefter hun sammen med børnene rejste til [land A], hvor hun boede i 5 år. Klagerens ægtefælle boede også i denne periode i Danmark, og ægtefællens familie befandt sig fortsat i Irak. Det fremgår endvidere af sagen og klagerens forklaring for Flygtningenævnet, at ægtefællen i denne periode blandt andet foranstaltede, at deres søn opsøgte den danske ambassade i [land A] for at opnå tilladelse til, at klageren kunne indrejse i Danmark, og at ægtefællen ligeledes forsøgte at få klageren til Danmark via ægtefællesammenføring. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren har forklaret divergerende og udbyggende om ægtefællen og dennes families rolle og om baggrunden for, at hun ikke tidligere er udrejst af Irak. Hun har blandt andet under en samtale [i sommeren] 2020 oplyst, at hun fik sit pas af sin ægtefælle og senere, at hun ikke havde sit pas og ikke kunne få et nyt, fordi der var uroligheder i området i hele perioden fra 2004 til 2014. Videre har hun under samme samtale oplyst, at hun havde sit pas fra 2004 til 2006, men ikke udrejste, fordi hendes familie ikke ville give hende lov. Under samtalen har klageren også oplyst, at hun ikke udrejste af landet, fordi hun ikke havde sin datters pas. Af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, tiltræder Flygtningenævnet, at der ikke foreligger sådanne særlige forhold efter udlændingelovens § 17, stk. 3, der kan føre til, at klagerens opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet. Klageren har boet i Danmark fra 1996 til 2004. Hun indrejste på ny i [vinteren 19/20]. Klagerens fire myndige børn bor i Danmark, men ikke sammen med klageren. Det er beskrevet, at klageren har telefonisk kontakt til tre af sine børn, og at hun har besøgt dem enkelte gange i ferier. Under sit nuværende ophold i Danmark har klageren været i 20 timers aktivering på en skole. Hun taler begrænset dansk, og samtalerne under asylsagen er foregået under medvirken af tolk. Hun har ikke på noget tidspunkt under sine ophold i Danmark haft registreret indkomst. Henset til varigheden af klagerens ophold i Danmark og hendes forhold i perioden findes bortfald af klagerens opholdstilladelse at udgøre et indgreb i hendes ret til respekt for privatliv efter EMRK artikel 8. Da klagerens børn nu er myndige, og der ikke foreligger elementer af afhængighed mellem klageren og dem, findes klagerens forhold til børnene ikke at udgøre familieliv i EMRK artikel 8´s forstand. Indgrebet i klagerens ret til privatliv har hjemmel i udlændingeloven, og Flygtningenævnet finder, at bortfald af klagerens opholdstilladelse tjener legitime hensyn. Det følger af EMD’s praksis, at indgreb i udlændingens ret til respekt for privatliv skal stå i rimeligt forhold til det eller de legitime formål, som indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i, at klagerens opholdstilladelse bortfalder, over for intensiteten af det indgreb, som bortfald af opholdstilladelsen vil indebære i klagerens ret til respekt for sit privatliv. Efter en samlet vurdering af klagerens begrænsede tilknytning til Danmark sammenholdt med hendes bånd til hjemlandet, hvor hun er født og opvokset, har gået i skole, arbejdet, boet med sine børn i en mangeårig periode og taler sproget, finder Flygtningenævnet, at det ikke vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. herved navnlig EMRK artikel 8, at lade klagerens opholdstilladelse i Danmark bortfalde. Af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført, tiltræder Flygtningenævnet, at klageren ikke er omfattet af personkredsen i udlændingelovens § 17 a, og, at der ikke er forhold som nævnt i udlændingelovens § 31, der er til hinder for, at klageren kan udsendes til Irak. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2022/9/sme