Nævnet stadfæstede i oktober 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en mand, der var meddelt konventionsstatus i Grækenland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark blandt andet til, at klageren ved en tilbagevenden til Grækenland vil være afskåret fra det græske integrationsprogram samt det nationale socialsystem, hvorfor klageren risikerede at blive hjemløs. Flygtningenævnet udtalte: ”I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren er meddelt opholdstilladelse som konventionsflygtning i Grækenland [i sommeren] 2020. Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af udlændingelovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af udlændingelovens § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land, der er omfattet af Dublinforordningen. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 29 b (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, til § 1, nr. 2 og 8) blandt andet: ”Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b kan en asylansøgning afvises, hvis ansøgeren allerede har opnået beskyttelse i et land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse. Afvisning kan alene ske, hvis betingelserne for at betragte landet som første asylland er opfyldt som følge af, at en udlænding tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er i den forbindelse et krav, at udlændingen kan leve på fuldt ud det samme niveau som det andet EU-lands egne statsborgere eller som flygtninge i Danmark, og praksis vedrørende overførsler efter Dublinforordningen kan ikke uden videre overføres, idet der bl.a. må sondres mellem vilkårene for udlændinge, hvis asylsag er under behandling, og udlændinge, der allerede har opnået beskyttelse. Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b forudsætter ikke, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse. Viser det sig efterfølgende, at udlændingen nægtes indrejse, vil sagen efter omstændighederne kunne genoptages.” Efter Flygtningenævnets praksis skal den pågældendes personlige integritet og sikkerhed endvidere være beskyttet, uden at der dog derved stilles krav om, at vedkommende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllands egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion No. 58, 13. oktober 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der i den forbindelse blevet lagt vægt på blandt andet, om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor m.v. Bestemmelsen i udlændingelovens § 29 b indebærer, at en person, der allerede har opnået beskyttelse i et andet land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse, som udgangspunkt ikke har ret til at få den pågældendes ansøgning om asyl behandlet i Danmark. Det anførte skal også ses i sammenhæng med, at der gælder en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. præmis 80 i EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i sagerne C-411/10 og C-493/10. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren ved en tilbagevenden til Grækenland vil være afskåret fra boligmarkedet og indkvarteringssystemet, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det efter baggrundsoplysningerne må lægges til grund, at en del flygtninge i Grækenland, herunder også tilbagevendte flygtninge fra et andet EU-land, er hjemløse eller opholder sig i forladte eller besatte bygninger, da de græske myndigheder ikke som sådan bistår flygtninge med tildeling af boliger, hvorfor flygtninge således reelt selv er ansvarlige for at anskaffe sig en bolig, jf. blandt andet Asylum Information Database (AIDA), Country Report: Greece (2021 Update), s. 244 ff. Det følger endvidere af baggrundsoplysningerne, at flygtninges adgang til indkvarteringsfaciliteter for hjemløse er underlagt samme restriktioner og betingelser som tredjelandsstatsborgere, men at disse kun er tilgængelige i et begrænset omfang. Endelig må det på grundlag af baggrundsoplysningerne lægges til grund, at anerkendte flygtninge i medfør af den græske International Protection Acts artikel 30 har samme ret til social bistand som græske statsborgere, men at der kan være udfordringer forbundet med at opnå denne bistand, blandt andet fordi visse dokumentationskrav kan være vanskelige at efterleve, jf. Asylum Information Database (AIDA), Country Report: Greece (2021 Update), s. 244 ff. Det fremgår endvidere af samme rapport, at: ”The law provides access to social welfare for beneficiaries of international protection without drawing any distinction between refugees and beneficiaries of subsidiary protection. Beneficiaries of international protection should enjoy the same rights and receive the necessary social assistance according to the terms that apply to nationals, without discrimination.” Endvidere må det på baggrund af førnævnte rapport lægges til grund, at flygtninge, herunder hjemløse flygtninge, navnlig har mulighed for social bistand i form af den såkaldte garanterede minimumsindkomstordning, der er en effektiv ordning, hvorom det anføres, at: ”The guaranteed minimum income […], formerly known as Social Solidarity Income […], established in February 2017 as a new welfare programme regulated by Law 4389/20169. The guaranteed minimum income is €200 per month for each household, plus €100 per month for each additional adult of the household and €50 per month for each additional child of the household, was intended to temporarily support people who live below the poverty line in the current humanitarian crisis, including beneficiaries of international protection. Unfortunately, except for the ‘guaranteed minimum income’, there are no other effective allowances in practice. There is no provision of state social support for vulnerable cases of beneficiaries such as victims of torture.[…].” Nævnet bemærker videre, at det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte vedrørende klagerens manglende adgang til arbejdsmarkedet, heller ikke kan føre til en ændret vurdering. Nævnet har lagt vægt på, at det af baggrundsoplysningerne fremgår, at anerkendte flygtninge i medfør af artikel 27 i den græske International Protection Act har samme adgang til og vilkår på arbejdsmarkedet som græske statsborgere, ligesom flygtninge har samme adgang til uddannelsessystemet og træningsprogrammer som tredjelandsstatsborgere med lovligt ophold i Grækenland. Det må dog samtidig bemærkes, at den reelle adgang til arbejdsmarkedet for flygtninge vanskeliggøres af den høje arbejdsløshedsprocent. Det fremgår endvidere af baggrundsmaterialet, at der ikke stilles krav om, at anerkendte flygtninge skal søge om separat arbejdstilladelse for at få adgang til arbejdsmarkedet. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren aldrig har modtaget et socialsikringsbevis eller et skattenummer, kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, at det af Asylum Information Database (AIDA), Country Report: Greece (2021 Update), s. 250 ff., fremgår, at:“Free access to health care for beneficiaries of international protection is provided under the same conditions as for nationals, pursuant to L 4368/2016. The new International Protection Act has not changed the relevant provision. Despite the favourable legal framework, actual access to health care services is hindered in practice by significant shortages of resources and capacity for both foreigners and the local population, as a result of the austerity policies followed in Greece, as well as the lack of adequate cultural mediators. 'The public health sector, which has been severely affected by successive austerity measures, is under extreme pressure and lacks the capacity to cover all the needs for health care services, be it of the local population or of migrants’. Moreover, administrative obstacles with regard to the issuance of a Social Security Number (AMKA) also impede access to health care. In addition, according to GCR’s experience, beneficiaries of international protection under the ‘old’ system who possess the ‘old’ residence permit in the form of a ‘booklet’, have encountered problems in the issuance of AMKA, as this old residence permit contains a number written in a different format than the new residence permits. Hence, the employees at the Citizen Service Centre […] did not know how to process the issuance of AMKA. Finally, it has been clarified that this will happen at the offices of the Single Social Security Entity […]”. Det fremgår endvidere af samme rapports s. 247 ff., at:“Similar to asylum seekers, beneficiaries of international protection face obstacles in the issuance of Tax Registration Number (AFM), which hinder their access to the labour market and registration with the Unemployment Office of OAED. According to GCR’s experience, issuance of an AFM is riddled by severe delays. The procedure for competent Tax Offices to verify refugees’ personal data through the Asylum Service takes approximately 2 months. In case of a professional (εταιρικό) AFM, the procedure takes more than 3.5 months and requires the assistance of an accountant. Moreover, individuals wishing to register with a Tax Office (Διεύθυνση Οικονομικών Υποθέσεων, (DOY) with a view to obtaining AFM are required to certify their residence address through a certificate from a reception centre, an electricity bill or a copy of a rental contract in their name. Accordingly, beneficiaries of international protection who do not hold a residence certificate and/or are homeless are unable to obtain AFM. As a result, they cannot submit a tax declaration or obtain a tax clearance certificate.” Nævnet finder på den baggrund sammenholdt med de førnævnte baggrundsoplysninger vedrørende adgangen til boligmarkedet og indkvarteringssystemet, at klageren – om end muligvis med besvær – vil have mulighed for at blive tildelt et socialsikringsbevis samt et skattenummer af de græske myndigheder. Flygtningenævnet finder endvidere, at klageren ikke har oplyst om konkrete omstændigheder vedrørende opholdet i Grækenland eller om personlige forhold, der kan føre til en ændret vurdering af spørgsmålet om, hvorvidt Grækenland kan tjene som første asylland. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på blandt andet, at klageren til Udlændingestyrelsen har oplyst, at han er en sund, rask og arbejdsduelig voksen mand [i 20’erne], som i perioder har haft midlertidigt (uofficielt) arbejde i Grækenland. Klageren har endvidere til Udlændingestyrelsen oplyst, at han har været i stand til at tage kontakt til de græske myndigheder med henblik på at søge om finansiel støtte og bolig. Det forhold, at klageren efter det oplyste ikke har haft en fast bopæl, kan ikke føre til et andet resultat. Det forhold, at klageren har forklaret, at han har en konflikt med en menneskesmugler i Grækenland, kan endelig ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet bemærker i den forbindelse, at det beror på klagerens egen formodning, at det græske politi ikke vil hjælpe klageren. Nævnet finder endvidere, at klageren, såfremt han fortsat oplever problemer med privatpersoner i Grækenland, må henvises til at søge de græske myndigheders beskyttelse. Det fremgår endvidere af klagerens oplysnings- og motivsamtale af [sommeren] 2022, at klageren under sit ophold i Grækenland oplyste det græske politi om sin konflikt, hvorefter mennekesmuglerens medsammensvorne blev fængslet. På den anførte baggrund – og henset til, at der ikke stilles krav om, at klageren socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllands egne statsborgere eller som flygtninge i Danmark – finder Flygtningenævnet, at de generelle sociale og økonomiske leveforhold og levevilkår for flygtninge med konventionsstatus i Grækenland ikke i sig selv er på et så uacceptabelt niveau, at klageren ikke kan henvises til at tage ophold i Grækenland som første asylland, jf. Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet skal på den baggrund meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” §§ 29 b-Græ/2022/3/MLVT
